A

B

C

D

E

F

G

H

I

J

K

L

M

N

O

P

Q

R

S

T

U

VW

X

Y

Z

Æ

Ø

Å


Nyhedsbrev

Få det månedlige nyhedsbrev og vær på forkant med nyhederne om kæledyrs sundhed og sygdom

Klik her for at tilmelde dig nyhedsbrevet

Spar op til 20%

Der er tilbud på

VetPro hvalpefoder i e-butikken

Forstørret blærehalskirtel

Steen Engermann

Hvad er forstørret blærehalskirtel hos hunde?
Forstørret blærehalskirtel er en tilstand, hvor blærehalskirtlen, der omgiver blærehalsen, bliver forstørret. Blærehalskirtlens funktion er at afgive et sekret til hanhundens sperma og dermed sikre, at sædcellerne overlever, indtil en eventuel befrugtning af tævehundens æg er gennemført.

Hvad er symptomerne på forstørret blærehalskirtel?
Hunden har problemer med at tisse, og ofte er det en situation, der kan misforstås, fordi man som ejer tror, at hunden har forstoppelse. Hunden vil føle trang til at tisse hyppigere og med en mindre urinmængde af gangen. Mellem urineringerne kan der være enkelte bloddråber fra spidsen af penis.
I mere alvorlige tilfælde kan hunden få feber og smerter. I nogen tilfælde presser blærehalskirtlen op på endetarmen, hvilket bevirker at hunden kan have svært ved at komme af med afføring. I visse tilfælde presses afføringen flad som lakridsbånd

Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen forstørret blærehalskirtel?
Ved at stikke en finger i hundens endetarm kan dyrlægen få en fornemmelse af blærehalskirtlens størrelse og form. Samtidig kan dyrlægen mærke på overfladen af kirtlen, og det kan være en hjælp til at fastslå årsagen til forstørrelsen.

En røntgenundersøgelse kan mere præcist vise  størrelsen af blærehalskirtlen. For at skelne urinblære og blærehalskirtel fra hinanden, kan man lave en kontrast-
røntgenoptagelse, hvor der sprøjtes luft ind i urinblæren gennem et urinkateter. På røntgenbilledet vil urinblæren blive sort og blærehalskirtlen lys. En urinundersøgelse vil vise, om en betændelsesreaktion er i gang, og om der kan være forandrede celler fra blærehalskirtlen. Endvidere kan blærehalskirtlen undersøges ved hjælp af ultralyd.

Andre undersøgelsesmetoder omfatter ultralydsscanning og undersøgelse af vævsprøver udtaget fra blærehalskirtlen.

Hvordan behandles forstørret blærehalskirtel?
De fleste tilfælde af forstørret blærehalskirtel skyldes en for kraftig påvirkning af hankønshormoner. Den mest effektive behandling er derfor at kastrere hunden. Det er også muligt at give hunden en indsprøjtning med hormoner, der dæmper frigivelse af hankønshormoner. Den behandling virker dog kun i kortere tid og bør ikke gentages for ofte på grund af risikoen for bivirkninger. Behandlingen med hormonindsprøjtning er velegnet til at vise den effekt, en kastration vil have.

Hvis årsagen til en forstørret blærehalskirtel er en infektion, bliver den behandlet med antibiotika. Meget ofte er der samtidig blærebetændelse, og ind imellem kan infektionen sætte sig som bylder i blærehalskirtlen. Bylderne kan blive store og give hunden kraftigt ubehag og smerter. I disse tilfælde kan det blive nødvendigt at tømme indholdet af bylderne ud gennem et dræn. Drænet bliver placeret i blærehalskirtlen ved en operation.

Den mindst hyppige årsag til forstørret blærehalskirtel er kræft. Desværre er blærehalskræft ofte ondartet, og hvis kræften er fremskreden, er behandling ikke mulig.

Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den har forstørret blærehalskirtel?
Hvis det er en lidelse, som skyldes hormoner, kommer hunden sig fuldstændig efter
kastration. Er det en infektion, bliver den behandlet med antibiotika, sædvanligvis med godt resultat. Bylder kan være vanskelige at behandle medicinsk. Hvis der skal lægges dræn ind via en operation, vil der ofte være en efterbehandlingsperiode af en vis længde. Ikke alle bylder kan kureres fuldstændig.

Hvis der bliver ved med at opstå infektioner i blærehalskirtlen, kan det være en fordel at lade hunden kastrere, fordi det har en vis forebyggende effekt.

Prognosen for kræft i blærehalskirtlen er desværre ofte dårlig. Hvis svulsterne har spredt sig til ryghvirvler, lunger eller lever, er en behandling udsigtsløs.

Hvorfor får hunde forstørret blærehalskirtel?
Forstørret blærehalskirtel kan skyldes hormoner, infektion, eller kræft.
De hormonelt betingede problemer er klart de hyppigste.

Hvad er risikoen for, at din hund får forstørret blærehalskirtel?
Det sker relativt hyppigt, at 6-12 år gamle hanhunde lider af forstørret blærehalskirtel.

Hvilke racer er særligt udsatte for at få forstørret blærehalskirtel?
Alle racer er lige udsatte.

Del