NPK-gødning - Kat

Af dyrlæge Peter Kierk

Hvordan ser NPK-gødning ud?
NPK-gødning er det mest almindeligt brugte gødning både i landbruget og i private haver. NPK står for N=Nitrogen (kvælstof), P=Phosfor og K=Kalium. Blandingsforholdet kan være forskelligt fra det ene gødningsmærke til det andet. NPK-gødning kan være flydende, som det ses til brug ved stueplanter eller i driv-
huse, eller være granuleret, som er langt det mest almindelige. Det er således det granulerede NPK-gødning til brug i haver, der står for 100 % af de rapporterede forgiftningstilfælde med NPK-gødning af hunde og katte.

Hvor kan katte/killinger komme i kontakt med NPK-gødning?
Mange haveejere strøer det granulerede NPK-gødning ud over bede og græsplæner for at fremme væksten af planterne. Det er ofte her, at specielt unge dyr og killinger kan finde på at æde den gødning, der ligger på jorden.

Hvilken gift indeholder NPK-gødning?
NPK-gødning indeholder kvælstof-, phosfor- og kaliumholdige forbindelser i form af salte og oxiderede forbindelser, samt forskellige andre organiske stoffer som eksempelvis benmel.

Hvordan viser forgiftningssymptomerne sig?
Den største kliniske følge af indtagelse af NPK-gødning er den irritation, indholds-
stofferne forårsager på overfladen i mave-/tarmkanalen.
Forgiftningssymptomerne starter to til ti timer efter indtagelsen af NPK-gødning med opkast, savlen, diarré, koliksmerter i bughulen, forøget drikkelyst og sløvhed.
I enkelte tilfælde ses rystelser, stivhed i muskulaturen og nældefeber med efter-
følgende kløe.
Det rapporteres kun sjældent om dødsfald som følge af indtagelse af NPK-gødning, men i de tilfælde, hvor det er sket, har der været en blodig diarré. Desuden har der været mistanke om, at gødningen også har haft et indhold af mosfjerner (ferri-sulfat), og at dette har været den egentlige dødsårsag.

Hvad kan man gøre for at modvirke forgiftning med NPK-gødning?
Selvom de fleste kendte forgiftningstilfælde omhandler hunde, er der også rapporteret om forgiftninger af katte. Har man en killing eller en voksen kat, der ville kunne finde på at æde det granulerede gødning i haven, er det vigtigt, at man spreder sin NPK-gødning i haven i en regnvejrsperiode, således at gødningen hurtigst muligt opløses. Derudover skal man ikke lukke killingen/katten ud i den ny-gødede have.

Bliver man opmærksom på, at katten har indtaget NPK-gødning, er det vigtigt, at man søger dyrlæge. Ved hurtigst muligt at give et brækmiddel eller foretage en maveskylning kan man undgå, at der opstår større problemer. Hvis en forgiftning med NPK-gødning har udviklet sig findes der ikke en speciel modgift, og behand-
lingen er symptomatisk. Det vil sige, at der gives væsketerapi og anden behandling, som skal hjælpe dyret gennem de sygdomskriser, der kan opstå som følge af indtagelse af gødningen.

Del