Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Modtag faglig viden og spar 10% i vores webshop.
Giardia er en lille encellet organisme, som kan leve i tarmen hos mennesker og de fleste husdyr. Der er forskellige undertyper af giardia, og nogle er værtsspecifikke, dvs. inficerer kun én dyreart, mens andre undertyper af giardia kan inficere flere forskellige dyrearter. Nogen af giardiatyperne kan inficere både mennesker og dyr, f.eks. hunde og katte, og udgør derved det, man kalder en zoonose.
Symptomerne vil typisk være diarré, ofte i form af lys, blød og evt. slimet afføring. Diarréen kan være afløst af perioder med normal afføring. Tilstanden kan føre til vægttab. Det er killinger og ungkatte, der vil være hårdest angrebet.
Der er ikke altid symptomer til stede, selvom katten er smittet med giardia. Alligevel kan en smittet, men tilsyneladende sund kat, godt udskille de smitsomme æg (cyster) i sin afføring.
Dyrlægen stiller diagnosen ved at påvise cyster i kattens afføring. En smittet kat udskiller ikke cyster i afføringen hele tiden. Derfor kan det være nødvendigt at undersøge afføringsprøver flere gange over en længere periode for med sikkerhed at kunne stille diagnosen.
Der er ingen lægemidler der er registreret til behandling af giardia hos kat og der er heller ikke nogen lægemidler, der er bevist at være 100 % effektive.
Den medicinske behandling er effektiv, og hvis din kat bliver behandlet tidligt i forløbet, vil den blive helt rask. Hvis infektionen derimod har stået på i længere tid uden behandling, er der risiko for, at katten bliver fejlernæret på grund af uregelmæssigheder i fedtoptagelsen. Manglende fedtoptagelse betyder også manglende optagelse af fedtopløselige vitaminer, som bl.a. resulterer i tør hud og mat pels.
Den aktive amøbe findes i tyndtarmen hos smittede dyr. Her kan den fremkalde symptomerne ved at påvirke tarmslimhinden. Fra de bevægelige amøber udskilles æg (cyster), der kommer ud med afføringen. Din kat bliver smittet ved at drikke eller spise ting fra naturen, som er forurenet med disse cyster. Når cysten kommer i kontakt med mavesyren, aktiveres den og omdannes til den bevægelige amøbe (trophozoit) i tyndtarmen.
Giardia er en zoonose, hvilket vil sige, at den kan smitte mellem dyrearter inden for typen hvirveldyr og dermed også til mennesket. Risikoen for at din kat får giardia afhænger af risikoen for, at katten møder en smittekilde. En indekat har praktisk talt ingen risiko for at blive smittet, mens en meget aktiv udekat, der drikker vand fra naturen, har en væsentlig større risiko for at blive smittet.
En amerikanske undersøgelse har vist, at 4% af de undersøgte katte var smittet med parasitten. Der findes ingen undersøgelser, som viser forekomsten blandt danske katte.
Smitterisikoen til mennesker mindskes væsentligt, hvis man overholder simple hygiejniske foranstaltninger som at vaske hænder efter tømning af kattebakken eller efter kontakt med katteafføring.
Der er ingen katteracer, der er specielt disponeret for giardia, men killinger og unge katte er mere modtagelige for infektionen end ældre katte.
Giardia er en potentiel zoonose, dvs. at visse af giardia-undertyperne kan smitte fra dyr til mennesker, det er dog ikke dem alle. Vi kan desværre ikke skelne mellem de forskellige undertyper, og derfor bør man være opmærksom på, at der er en potentiel risiko for smitte til mennesker. Man bør derfor holde en ekstra god hygiejne ved håndtering af smittede dyr og områder samt kontakte sin læge, hvis man har et dyr med giardia og selv får diarrésymptomer.
I vores webshop har vi et stort udvalg af alt du skal bruge til din hund
Besøg butik