En stor undersøgelse belyser frekvensen og årsager til spat hos islandske heste.

Baggrund for undersøgelsen
Spat er en halthedssygdom i hasens små led, de såkaldete glideled, hvor ledbrusken nedbrydes, og der kommer forandringer i knoglerne under denne. Knoglenydannelser kan gøre, at ledspalterne forsvinder helt - her taler man om at leddene ankylosere.

Selve sammenbøjningen i hasen foregår i det store haseled, mens glideleddene har en mere støddæmpende effekt. Det betyder, at selvom glideleddene vokser sammen kan hesten bevæge sig næsten normalt.

Hvis knoglenydannelserne begrænser sig til ledspalterne og ikke eksisterer udfor disse, kan hesten blive haltfri, når der ikke er aktivitet i processerne længere. I sygdommens tidlige stadier er det vanskeligt at stille diagnosen, men senere ses forandringerne på røntgenbilleder. De kliniske symptomer varierer fra at hesten ikke mærker noget til forandringerne, men den kan ligeledes have stive bevægelser evt. med halthed både med og/eller uden bøjeprøve.

Meget ofte er begge bagben angrebet, hvilket bevirker at mange heste ikke bliver tydeligt halte når de har spat. Hesten bliver mere småt og stift gående, kan være svær at samle, kan udvikle lændemyoser - og dermed alt i alt give nedsat præstationsevne.

Spat er en såkaldt multifaktoriel lidelse, dvs. den har mange årsager. Formålet med undersøgelsen var at bestemme frekvensen af spat, vurdere sygdommens arvelighed samt bygningsmæssige afvigelser og andre miljøfaktorers indflydelse på sygdommen hos islandske rideheste i alderen 6 til 12 år. Undersøgelsen blev foretaget i Island fra 1995 til 1997. 614 heste blev undersøgt, gennemsnitsalderen var 8 år. 420 af hestene var efter 17 kendte avlshingste og de resterende efter tilfældige hingste.

Undersøgelsen er lavet af fem dyrlæger fra  Island og Sverige med dyrlæge Sigridur Björnsdóttir, Hólar, Island som leder.

Resultater

• 30% af hestene havde røntgenologiske forandringer i haseleddene.
• 30% viste halthed enten før eller efter bøjeprøve. 
• 48% af hestene viste forandringer og/eller halthed
• 17% af hestene var halte og havde forandringer.
• 14% af hestene med forandringer  var ikke halte.

En del heste var altså halte uden forandringer og det blev ikke undersøgt nærmere om disse haltheder stammede fra andre sygdomme end spat.

Oftest var der forandringer i begge ben, selvom hestene kun var halte på det ene.
Den største del af hestene havde omfangsrige forandringer, men halthedsgraden var lav.
Såkaldte spatknuder fandtes hos 1/3 af hestene.

Heste på 12 år havde højere frekvens af forandringer (54%) end 6 års heste (18%).
Ligeledes havde vallakker/hingste højere frekvens af forandringer end hopper.

Man fandt:

• At arveligheden for røntgenologiske forandringer i glideleddene var lav, nemlig 0.1
• At arveligheden for halthed var 0.4, som er højt.
• At arveligheden for røntgen forandringer og halthed var 0,25 som betegnes som middelhøjt.

De  heste, der enten havde røntgenforandringer i glideleddene  eller var halte, var mere beslægtede end heste uden symptomer.
Alt dette betyder, at spat med alt sandsynlighed har en arvelig faktor.

Brug og tilridningsalder
Hvad der forbavsede de fleste var, at undersøgelsen viste, at heste der havde været kåret som 4-årige havde lavere frekvens af spat end ikke kårede heste. I det hele taget havde kårings- og konkurrenceheste lavere frekvens af spat end fritidsheste.

Man ved, at ledbrusken ernæres bedst når leddet bliver brugt, så det betyder meget, at hestene får motion og at det sker regelmæssigt.

Bygning
Hvad bygningen angår viste det sig, at kohasede heste ikke havde højere frekvens af spat end heste med rette ben, hvad en tidligere svensk undersøgelse dog har vist.
Heste med mere kroge haser havde større frekvens af spat end andre heste

Gangarter
Undersøgelsen viste ydermere en forskel på frekvensen af spat hos heste der havde let ved tölt  i forhold til heste der har svært ved at lære og tölte. Tølt er den islandske hestes fjerde gangart. I tølt skal hesten ind og bære sig med bagparten ligesom dressurheste. Forekomsten af spat var lavere hos de heste der har nemt ved at tölte.

Opvækstmiljøet
Desværre var de fleste af hestene ikke opdrættet af de nuværende ejere, så man fik ikke tilstrækkelige brugbare besvarelser omkring hestenes opvækstforhold ( inde/ude, foder, beskæring m.v.) til at kunne bruge dem. Der er dog ingen tvivl om at disse forhold også er meget vigtige og forhåbentlig bliver belyst i senere forsøg og undersøgelser.

Konklusion
Desværre kom der ikke en endegyldig løsning på problemerene vedrørende spat ved denne undersøgelse, idet den nærmere understreger sygdommens kompleksitet. Undersøgelsen belyser på ny problemstillingen med at heste med røntgenforandringer ikke behøver at være halte og omvendt en hest kan være meget halt pga. spat, men uden røntgenologiske forandringer i glideleddene.

• Spat har en arvelig faktor, men det er vanskeligt, hvordan man skal gribe situationen an rent avlsmæssigt, idet mange af hestene ikke får nogen tegn på sygdommen før senere i livet, altså efter deres kåring.
• Man kan dog konstatere, at man ikke bør bruge heste i avlen, som man ved har spat. Således bør ridehopper, der ikke længere kan anvendes til ridning, ikke anvendes som følhopper. Det er ligeledes vigtigt at huske på at spat kan behandles, således at hestene kan anvendes til ridning igen.
• Hasens bygning har nogen betydning.
• Regelmæssig brug i forhold til hestens evner er vigtig.

I Island vil man fortsætte med langtids-undersøgelser for at klarlægge flere af bygnings -og miljøfaktorerne, samt finde frem til nogle fornuftige avlshygiejniske foranstaltninger.

Lige nu laves der mikroskopiundersøgelser af glideleddenes brusk på unge slagtede heste for at se, hvordan og hvornår brusknedbrydelsen starter.