Hvem er vi | Profil | Mail et forslag | Links
  • Forside
  • Hund
  • Kat
  • Hest
  • Gnaver
  • Fugl
  • Pleje
  • Medicin
  • Videnskab
  • VetFamily
  • Nyhedsbrev
  • e-butik
 
  • Sygdomsleksikon
  • FAQ
  • Forgiftning
  • Tema
  • Symptomguiden
  • Racekatte
 
 

FUS

Af dyrlæge Christina Brock

Hvad er FUS hos katte?
FUS (feline urological syndrom) er en ældre betegnelse for en tilstand i de nedre urinveje hos katte. Det er en betegnelse, der dækker over en irritation af blærevæggen og urinrøret, som kan give blødninger. På grund af den voldsomme reaktion i blærevæggen, sker der en stor afstødning af celler. De afstødte celler kan danne en hel prop, en såkaldt plug, som sætter sig fast i urinrøret, ofte lige før penis. Hankatte er på grund af deres lange smalle urinrør særligt udsatte. Tilstopningen bevirker, at katten ikke er i stand til at tisse, og det kan føre til en smertefuld urinophobning i blæren.

Hvad er symptomerne på FUS?

  • Nedsat evne til at tisse
  • Katten sætter sig mange gange for at tisse
  • Blodig urin
  • Smerter når man løfter katten (på grund af den udspilede blære)


Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen FUS?
Diagnosen stilles ved, at dyrlægen tager en urinprøve og undersøger for forskellige krystaller og celler. Desuden undersøges urinen for bakterier, og der laves en resistensundersøgelse.

Hvordan behandles FUS?
Først lægger dyrlægen et kateter for at skaffe afløb fra blæren. Kateteret skal i nogle tilfælde sidde fastsyet i et par døgn, mens katten får væske gennem et drop. Når urinen er undersøgt for bakterier, beslutter dyrlægen, hvilken slags antibiotika katten skal have. Selv om urinen ikke indeholder nogle bakterier, vælger dyrlægen som regel at give forebyggende antibiotika, mens der er fri passage op i blæren via kateteret. Ofte vil man også vælge at justere kattens foder, eventuelt give en særlig diæt, med henblik på at mindske udviklingen af krystaller.

Hvordan er fremtiden for din kat, hvis den har FUS?
FUS et ofte et tilbagevendende problem. Nogle katte har det dog kun en enkelt gang. I nogle tilfælde vælger man at operere hankattenes urinrør ud til hudoverfladen. Det betyder, at de tisser ud gennem et større hul, og at urinrørets smalleste sted, som findes lige før penis, undgås.

Hvorfor får katte FUS?
I langt de fleste tilfælde  kender man ikke årsagen til FUS. Mange forskere har uden held forsøgt at finde den egentlig årsag til lidelsen. Forskerne har bl.a. undersøgt, om herpesvirus-infektion kunne være årsag til FUS. Ligeledes har man undersøgt stress som en mulig årsag.

Hvad er risikoen for, at din kat får FUS?
En amerikansk undersøgelse viser, at 0,5- 1% af alle katte får FUS en gang om året. Desuden viser undersøgelsen, at op mod 10% af alle hospitaliserede katte lider af sygdommen.

Hvilke racer er særligt udsatte for at få FUS?
Overvægtige katte og katte, der motionerer for lidt, er særligt udsatte for at få FUS.

Læs mere: Blærebetændelse, Blæresten

 
 
Indholdet der findes på Netdyredoktor.dk er udelukkende til informationsbrug. Disse informationer må på ingen måde kompensere eller erstatte den professionnelle rådgivning og behandling, som gives af en autoriseret dyrlæge. Læs afsnittet om juridisk information og ansvarsfraskrivelse. ©2000-2009 Netdyredoktor A/S