Kløe hos katte

Af dyrlæge Jens Christian Kudahl

Hvad er kløe?
Kløe opstår fordi nervefibrene i huden påvirkes af irritative stoffer i huden.

Disse kløe-fremkaldende stoffer kan frigives i huden fra hudens egne celler, dette ses f. eks. i forbindelse med allergi, eller komme "udefra" f. eks. fra loppespyt, stoffer frigivet fra bakterier etc.

Hvordan reagerer katten på kløe?
Katten vil reagere på kløen ved at slikke sig meget, gnave med fortænderne og klø sig med poterne. Katte gemmer sig ofte for at klø sig, hvorfor man som ejer ikke altid ser katten klø sig. Det er ikke ualmindeligt, at det første man opdager, er at katten har mistet pelsen i et område, eller at katten har fået sår på kroppen efter intens kløe.

Hvad forårsager kløe hos katte og hvordan påvises årsagen?
Alle katte klør sig naturligt ind i mellem, men hvis katten klør sig ofte, eller hvis katten klør sig det samme sted, kan det være tegn på, at noget er galt. Forekommer kløen samtidigt med andre symptomer som hårtab eller seborrhea, er det også tegn på, at der er noget galt, og man bør konsultere sin dyrlæge.

Kløe kan være symptom på en række lidelser:

Parasitter
Mulige lidelser:
  • Lopper
  • Lus
  • Rovmider
  • Øremider
  • Skovflåter
Hvordan stilles diagnosen?
  • Ved den kliniske undersøgelse i klinikken.
  • Påvisning af de enkelte parasitter enten ved det blotte øje eller ved mikroskopi.
  • Hudskrab
Bakterielle infektioner
Mulige lidelser:
  • Hudbetændelse
Hvordan stilles diagnosen?
  • Ved den kliniske undersøgelse i klinikken.
  • Mikrobiologisk dyrkning.
Svampe infektioner
Mulige lidelser:
  • Ringorm
  • Malassezia
Hvordan stilles diagnosen?
  • Ved den kliniske undersøgelse i klinikken.
  • Direkte påvisning af svampe på en hårprøve, som undersøges i mikroskop
  • Dyrkningsprøve

Allergier

Mulige lidelser:
  • Inhalations allergi
  • Foderintolerance
Hvordan stilles diagnosen?
  • Allergitest
  • Fodring med lav-allergent foder