Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen?
De karakteristiske hudforandringer, hvor specielt hvide aftegninger er hårdt angrebet, stiller umiddelbart diagnosen.
Hvordan behandles fotosensibilisering?
Dyrene trækkes på stald hurtigst muligt. Da der ikke er tale om en skoldning, men en reaktion overfor dagslys, må dyrene ikke stå ved vinduer eller under ovenlysvinduer, de skal være i skygge indendørs. Behandling af huden gennemføres med salver og blødgørende linimenter. Endvidere udtages blodprøver for at checke hestens leverfunktion
Hvordan er fremtiden for din hest, hvis den har fotosensibilisering?
Hesten vil altid være udsat for at udvikle fotosensibilisering. Den kan derfor ikke anvendes ude, hvilket i høj grad begrænser brugen af den.
Hvorfor får heste fotosensibilisering?
Den kemiske reaktion som foregår i huden, kan være forårsaget af optagelse af visse planter eller medicin. Der findes også en arvelig form hvor dyrene har en defekt i porfyrin-dannelsen. Det hyppigste er, at hestene har en nedsat leverfunktion, hvilket bevirker, at nedbrydningsprodukter ikke udskilles fra leveren, men ophobes i blodet og derved kommer ud i huden.
Hvad er risikoen for, at din hest får fotosensibilisering?
Risikoen er lille.
Hvad kan du gøre for at nedbringe risikoen for, at din hest får fotosensibilisering?
Du skal smøre hesten ind i solcreme med en høj faktor f.eks. P20® på de lyse områder, og på områder som er tyndt behårede. Derudover er det vigtigt at man fjerner planter fra foldene, som kan have skadelig indvirken på leveren. Dette er bl.a. benbræk, lupin og alsikekløver. Desuden er visse svampetoksiner skyld i nedsat leverfunktion hos heste.
Anden viden om fotosensibilisering:
Da det ikke er en almindelig solskoldning, men en kemisk proces i huden som følge af lyspåvirkning, kan hestene blive fotosensibiliserede, selv i gråvejr.
Det er ikke kun heste der kan udvikle fotosensibilisering. I Norge hedder sygdommen alveld, og henviser til at alferne kom om natten og dryssede ild på dyrene.
Læs mere: Engbrandbæger/vårbrandbæger forgiftning