Hvem er vi | Profil | Mail et forslag | Links
  • Forside
  • Hund
  • Kat
  • Hest
  • Gnaver
  • Fugl
  • Pleje
  • Medicin
  • Videnskab
  • VetFamily
  • Nyhedsbrev
  • e-butik
 
  • Sygdomsleksikon
  • Forgiftning
  • Tema
  • Ny viden om ....
 
 

Lungebetændelse

Af dyrlæge Tine Mangart Søland

Hvad er lungebetændelse hos heste?
Lungebetændelse er en samlet betegnelse for infektion i de nedre dele af hestens luftveje. Lungebetændelse kan opstå af mange forskellige årsager. Det kan være en primær lungebetændelse, hvor hesten får en virus- eller bakterieinfektion, eller det kan være en følgetilstand til en anden sygdom som f.eks. allergi. Fælles for alle former er, at de giver symptomer på lungebetændelse.

Hvad er symptomerne på lungebetændelse?

  • åndenød
  • feber
  • næseflåd, der kan være hvidt, gult eller gulgrønt
  • hoste

 

Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen?
Dyrlægen stiller diagnosen, dels ud fra symptomerne, og dels ud fra en klinisk undersøgelse. Ved at lytte på lungerne, tælle respirationsfrekvensen og i nogle tilfælde udperkuttere lungefeltet, kan man undersøge lungerne. Man kan også udtage en skylleprøve fra luftrøret. Dette foretages ved hjælp af kanyle og slange, og indholdet derfra sendes til dyrkning for bakterier og tælling af betændelsesceller. Undersøgelse af væske fra luftrøret kan give en formodning om, hvordan lungernes tilstand er.

Hvordan behandles lungebetændelse?
Lungebetændelse behandles med antibiotika. Ikke alle slags lungebetændelser behandles med samme slags antibiotika. Herudover kan der være brug for slimløsende og/eller hostestillende midler. Hesten holdes i ro og anbringes i en lun stald, hvor der ikke er træk.

Nogle former for lungebetændelse, f.eks. Rhodococcus Equi infektion hos føl, kræver langvarig og dyr behandling. Her behandles med en helt speciel slags antibiotika.

Hvordan er fremtiden for din hest, hvis den har lungebetændelse?
Fremtiden afhænger af, hvilken form for lungebetændelse din hest har.

  • For føl med R. equi-infektion er fremtiden som regel dårlig. Det vil sige, at mange føl dør af infektionen.
  • Heste, der har lungebetændelse på grund af fejlsynkning, har også en dårlig fremtid.
  • Heste, der har lungebetændelse på grund af spredning fra andre betændelses-tilstande i kroppen, har også en dårlig fremtid.
  • Hvis hesten har lungebetændelse på grund af en bakterie, der nemt lader sig behandle med antibiotika, er fremtiden god, hvis hesten sættes i behandling, kommer sig og får en passende lang arbejdsfri periode bagefter.

 

Hvorfor får heste lungebetændelse?
Der er flere årsager til, at heste får lungebetændelse:

  • Bakterien Rhodococcus equi giver alvorlige lungebetændelser hos føl.
  • Spredning af kværkebakterien fra svælget direkte til lungerne, og herved udvikles lungebetændelse.
  • Fejlsynkning f.eks. også ved kværke, hvor hesten har synkebesvær pga. meget hævede svælglymfeknuder.
  • I forbindelse med stivkrampe, hvor der kan ses delvis svælglammelse, kan der opstå risiko for fejlsynkning af foder, hvis dette tilbydes.
  • Hesten kan også optage sygdomsfremkaldende bakterier gennem luften. Disse vil, når de kommer ned i lungerne, medføre  lungebetændelse. I forbindelse med virusinfektioner i luftvejene kan der udvikles lungebetændelse.
  • Der findes også en sjælden lungebetændelse, som ses hos voksne heste, pneumonia lardae. Årsagen er som regel en allergisk reaktion. Fremtiden er meget dårlig for heste med denne slags lungebetændelse, og det ender som regel med aflivning.

 

Hvad er risikoen for, at din hest får lungebetændelse?
Risikoen hos voksne heste er forholdsvis lille. Lungebetændelse ses oftest hos føl og unge heste.

Hvad kan du gøre for at forebygge, at din hest får lungebetændelse?
Du kan sørge for at reagere på symptomer fra luftvejene, f.eks. hoste og åndenød. Derudover skal du sørge for at få behandlet eventuelle luftvejslidelser hos hesten. Det er meget vigtigt, at du giver hesten arbejdsfri i en periode efter overstået sygdom.

Et godt staldmiljø til din hest er forebyggende mod alle luftvejslidelser.

Læs mere: COPD, influenza, kværke

 
 
Indholdet der findes på Netdyredoktor.dk er udelukkende til informationsbrug. Disse informationer må på ingen måde kompensere eller erstatte den professionnelle rådgivning og behandling, som gives af en autoriseret dyrlæge. Læs afsnittet om juridisk information og ansvarsfraskrivelse. ©2000-2009 Netdyredoktor A/S