Sterilisering af tævehund

Af dyrlæge Jesper Lemche

Hvad er sterilisering?
Sterilisering af hunden er en neutraliseringsform, hvor dyrlægen ved en operation fjerner tævehundens livmoder og æggestokke. Det betyder at din hund ikke kommer i løbetid, at den ikke kan få hvalpe, og at den ikke vil blive falsk gravid. Samtidig forhindrer en sterilisering også sygdomme i livmoder og æggestokke som f.eks. livmoderbetændelse, der rammer mange ældre tævehunde, og kræft i æggestokkene. Hvis man steriliserer hunden tidligt i livet nedsætter man også dens risiko for at udvikle kræft i mælkekirtlerne (brystkræft). Alle tævehunde har ca. 25 % risiko for i løbet af deres levetid at udvikle kræft i mælkekirtlerne. Denne risiko nedsættes til mindre end 8% hvis man steriliserer før 2. løbetid, og helt ned til under 1% hvis man steriliserer før hunden har haft sin første løbetid.

Du kan også som ejer vælge at sterilisere hunden ved at lade dyrlægen give den en p-sprøjte. Det er en hormonbehandling hunden kan få for at undgå at den kommer i løbetid. Behandling starter med at dyrlægen undersøger hunden for at sikre sig at den befinder sig på det rigtige tidspunkt i sin seksualcyklus. Efter første behandling skal hormonbehandlingen gentages hver 5. måned resten af hundens liv.

Hvornår skal man vælge sterilisering?
Du kan vælge at lade din hund blive steriliseret hvis du vil undgå at den kommer i løbetid, får hvalpe eller bliver falsk gravid. Samtidig bliver alvorlige sygdomme forebygget eller undgået. Alle tævehunde der ikke skal bruges til udstilling og avl vil have fordel af at blive steriliseret. Steriliserede tævehunde lever længere, er sundere og har en bedre livskvalitet. De skal ikke gennemgå løbetider hvor de kan risikere uønskede parringer, hvor de måske ikke må færdes hvor de plejer, og hvor de måske skal gå rundt med bukser og ble. De bliver ikke udsat for de hormonelle påvirkninger vi kalder falsk graviditet, hvor de får mælk i mælkekirtlerne og ændrer adfærd i en periode. Og de har en nedsat risiko for at få kræft.

Fordelen ved p-sprøjter er at man har mulighed for at stoppe behandlingen, hvis du alligevel ønsker at din tævehund skal have hvalpe. Desuden kan det være en fordel at hunden regelmæssigt bliver undersøgt af dyrlægen, og at man undgår løbetider med alt hvad det kan indebære af påtrængende hanhunde og uønskede parringer.

Er der bivirkninger ved at min hund bliver steriliseret?
Ulemperne ved en sterilisation er at din hund skal gennemgå en operation under fuld narkose. Men en ung, sund og rask hund tåler langt bedre en operation end den ældre hund, som kan have udviklet livmoderbetændelse eller kræft i mælkekirtlerne, og hvor en operation er nødvendig for at redde hundens liv. På moderne veldrevne dyreklinikker vil din hund ikke opleve nogen smerte eller væsentligt ubehag i forbindelse med en operation. Der anvendes de bedste bedøvelsesmidler og smertestillende medicin, og patienterne overvåges omhyggeligt både før, under og efter operationen.

Steriliserede hunde har lettere ved at blive tykke end ikke steriliserede, men det problem løser du let med passende fodring og motion. Det er beregnet at en sterilisation medfører en nedsættelse af stofskiftet til 80% af det oprindelige. En tilsvarende nedsættelse af energiindholdet i foderet vil være nødvendig for at forhindre overvægt. Til dette formål kan du med stor fordel bruge et kalorielet foder.

Enkelte tævehunde af racer med lang krøllet pels kan få pelsproblemer efter en sterilisation, men det kan løses med medicin.

Nogle få steriliserede tævehunde vil kunne blive urininkontinente når de bliver ældre. Det vil sige at de ikke kan holde på vandet, når de slapper af og sover, og derfor kan det dryppe med urin fra dem. Dette problem kan også løses med medicin.

Sammenlignet med fordelene ved at sterilisere - længere levetid, bedre livskvalitet, nedsat risiko for at få kræft o.s.v. - er risikoen for disse få bivirkninger for intet at regne.

Ulemperne ved p-sprøjter er først og fremmest, at de gentagne hormonbehandlinger øger risikoen for at din hund kan udvikle livmoderbetændelse og kræft i mælkekirtlerne.

I forhold til sterilisering er det også en ulempe, at tæven kan blive falsk gravid, selvom den får p-sprøjter. Samtidig kan det være en ulempe at p-sprøjter er en dyrere løsning end sterilisering, og at det kræver hyppige besøg hos dyrlægen.

Du skal kontakte din dyrlæge, hvis...
...du har fået en tævehund og ikke ønsker at den skal have hvalpe. Ud fra dine ønsker og din hunds alder og race, vil din dyrlæge kunne rådgive dig om den bedste løsning for din hund.