Terrier
Eksempler på hunderacer i denne gruppe: Airdale terrier, australsk terrier, australien silky terrier, bedlington terrier, border terrier, bull terrier, cairn terrier, foxterrier, glen of imaal terrier, irish softcoated wheaten terrier, irsk terrier, kerry blue terrier, lakeland terrier, norfolk terrier, norwich terrier, sealyham terrier, skotsk terrier, skye terrier, staffordshire bull terrier, tysk jagtterrier, welsh terrier, west highland white terrier og yorkshire terrier.
Navnet terrier kommer af det latinske terra der betyder jord. Det hentyder til at disse hundes arbejdsfunktion oprindelig var under jorden. Alle terriere er startet som jagthunde, og denne egenskab ses stadig hos hundene i dag. Enkelte bliver stadig brugt på praktisk jagt, eksempelvis border terrieren. Den var/er hurtig nok til at følge jagtselskabet til hest, og lille nok til at kunne gå i rævegraven og få ræven op i dagslyset til jægerne.
Terrierne blev primært brugt til jagt på skadedyr så som rotter, vildkatte, grævling og ræve. En del jagt foregik også til fods, bl.a. i de utilgængelige bjergområder, hvor man jagede rovdyr der ellers tog fåreavlernes lam.
Terrierens jagtinstinkt er bevaret hos de mange terrierracer vi kender i dag, og selv om de fleste terrier holdes som familiehunde, må man være klar over at jagthunden ligger skjult lige under pelsen. Man må respektere, at terrieren har stor duftinteresse, at den er modig, nysgerrig og noget gøende. De fleste terrier er selvsikre og selvstændige, grænsende til det stædige. De er intelligente, charmerende, livlige og aktive. De har behov for at blive sat på opgaver - ellers finder de selv på nogle!