Træningspas
Af Lise Lotte Christensen og Frank Naumann Øvelse: At dække, blive liggende og afdækkes på afstand Mål: At hunden dækker på kommando, bliver liggende mens ejeren går et stykke fra hunden og at hunden kan afdækkes på afstand Introduktion til øvelsen: Vi anbefaler, at du læser afsnittet træningstips, før du begynder at træne med din hund. Det er en god idé at lære hunden at dække på kommando. Når hunden ligger ned, er den rolig og under kontrol. Det er praktisk, eksempelvis når der kommer gæster eller når en større hund skal hilse på børn eller hvis hunden bliver lidt voldsom i leg med andre (en hurtig afdækning kan bringe ro over situationen). Det er også rart at hunden kan dække og blive liggende en tid, eksempelvis hvis hunden er løs og I møder mennesker eller dyr på jeres vej. Det er også praktisk, hvis man skal have indkøbsvarer, børn eller klapstol ud af bilen osv. Du kan hurtigt lære en hvalp eller en voksen hund at dække, men afstanden til hunden og tiden hunden skal blive liggende skal øges langsomt. Træn først uforstyrret og gør gradvis omgivelserne mere interessante. Træn altid i korte sekvenser (meget korte sekvenser med hvalpe) og slut altid en øvelse med succes! 1. Træningspas: Træn i vante omgivelser i fred og ro. Træn helst uden line på hunden (så er den ikke i vejen og du fristes heller ikke til at trække i linen). Hav godbidderne inden for rækkevidde. Sig hundens navn, og ros og beløn (herfra kaldet RB) hunden for at se på dig. Vis hunden at du har en godbid i hånden. Luk hånden om godbidden og før hånden fra hundens hoved til jorden i en hurtig bevægelse. Hold hånden helt stille og sig intet! Hunden vil måske slikke og skrabe på din hånd. Vær tålmodig og sig ikke noget. Hunden vil omsider lægge sig ned for bedre at kunne snuse til og undersøge din hånd. Straks hunden ligger sig ned, siger du "dygtig" og åbner hånden, så hunden kan få godbidden. Lad blot hunden rejse sig mens den spiser godbidden. Gå lidt til siden og gentag øvelsen. Husk, at tie stille og holde hånden helt stille. RB hunden hver gang den lægger sig ned. Hunden vil hurtigt finde ud af, hvad det er du ønsker, at den skal gøre, og lægge sig straks du holder hånden på jorden. Træn øvelsen flere steder i huset og senere i haven. Hold flere pauser og slut med succes. Hvis hunden mister koncentrationen, så vis den hurtigt godbidden og lukke hånden igen. Slut øvelsen med succes (husk at træne korte sekvenser). Gå til 2. Træningspas |