Træningspas

Af Lise Lotte Christensen og Frank Naumann

Øvelse: Gå pænt i line

Mål: At hunden følger ejeren i løs line uden at trække

Introduktion til øvelsen: Vi anbefaler, at du læser afsnittet trænings tips, før du påbegynder træningen.

Det er både behageligt for hund og ejer, at hunden følger ejeren i løs line, når de går sammen. Erfaringen siger, at det altid er lettere at lære hunden gode vaner, end at aflære hunden dårlige vaner. Det er også sandt, når vi har hunden i line. Lær derfor hunden at følge dig i løs line allerede fra hvalpestadiet. Man kan også godt lære en voksen hund at følge ejeren i løs line, det tager blot lidt længere tid. Men tiden er som oftest godt investeret, da en glad og lydig hund er en fornøjelse at have med når man færdes ude.

Bemærk: Det må på det kraftigste frarådes at anvende udstyr som pighalsbånd (nogle typer er også forbudt ved lov). Ligeledes er det ikke tilrådeligt at rykke kraftigt i hundens halsbånd, som gammeldags træning foreskriver. Metoden kan gøre skade på hundens hals, nakke og ryg. Ydermere er det således, at hunden opfatter denne form for behandling som aggressivitet fra vores side, hvilket virker afstandsforøgende! Det vil få hunden til at søge væk fra os og ikke tættere på os som ønsket. Forkert eller vedvarende brug af udstyr som flex-liner, kan give en dårlig kontakt mellem hund og ejer samt vedligeholde den dårlige vane at gå foran ejeren og trække i linen. Brug derfor flex-liner med omtanke (men gerne i skoven eller på stranden, hvor hunden skal være i line).

1. Træningspas:

Træn først uforstyrret og gør gradvis omgivelserne mere interessante. Træn altid i korte sekvenser, brug masser af ros og belønning i din træning og slut altid med succes.

Træn hjemme i fred og ro. Sig hundens navn og ros og beløn den (herfra kaldet RB) for at se på dig. Hold hundens line i venstre hånd. Vis hunden en godbid eller noget af dens favoritlegetøj. Hold dette i højre hånd, uden for dens rækkevidde og lok hunden om på venstre side (hvis hunden skal gå på højre side, hold da linen i højre hånd). RB hunden når den er ved den ønskede side.

Få hundens opmærksomhed (sig kun dens navn), vis den en ny godbid og gå et par skridt. RB hunden for at følge dig 5-7 skridt lige ud. Gentag et par gange. Giv signalet "fri" når I holder pause. Motivér igen hunden til at følge dig 10-15 skridt, før du RB den. Gå med små livlige skridt og tal lokkende til hunden (sig gerne dens navn, men ingen kommandoer endnu), når den følger dig.

Hvis hunden bliver ivrig, hopper op eller trækker i linen, så stop op og lok hunden tilbage i den ønskede position. Vent til hunden igen ser på dig, hvorefter du fortsætter. RB hunden, når den igen går i løs line. Målet er, at den skal følge dig opmærksomt og med logrende hale. Varier tempoet (hurtigt/langsomt) og træn også højre og venstre sving. RB hunden når den følger dig opmærksomt, også når du drejer. Husk, at sige "fri" når I holder pause. Øg langsomt afstanden du går, før du belønner hunden. Husk at holde pauser og altid slutte en øvelse med succes.

Gå til 2. Træningspas