Træningspas
Af Lise Lotte Christensen og Frank Naumann
Øvelse: Søgeudvikling Mål: At hunden kan finde gemte genstande inde og ude.
3. Træningspas: Øv samme forløb som i foregående træningspas, men skift nu kluden ud med en bold (en tennisbold er behagelig at gribe). Der må fortsat ikke være forstyrrende elementer til stede. Hold hunden i halsbåndet. Tril bolden 2-3 meter og slip hunden (fortsat uden brug af kommando). Hvis hunden løber efter bolden, og bringer denne retur 3 gange - så har du nået dit delmål. Hvis hunden ingen interesse har for bolden, så er du muligvis gået for hurtigt frem - gå da retur til trin 2 og prøv igen - eller du har ikke i tilstrækkeligt omfang gjort bolden interessant. Prøv at lave zig zag bevægelser med bolden foran hunden, og tril den så. Når hunden griber bolden, kald hundens navn, løb i zig zag et par hurtige skridt væk fra hunden med ryggen til. I samme øjeblik hunden kommer retur, roser og belønner du med en godbid. Nu er tiden inde til at vi laver et egentligt søg. Vi har vakt hundens interesse for at fange, hente og bringe et bytte. Vi kan opdele søget i inden- og udendørs søg. Indendørs: Hvis du træner indendørs skal du bruge en hjælper eller afbinde hunde. Desuden skal du bruge en genstand som ikke er for stor, eksempelvis hundens yndlingslegetøj, idet hunden skal lokalisere genstanden ved hjælp af lugtesansen og ikke ved hjælp af synet. Hjælperen holder hunden i halsbåndet, mens du stiller dig foran hunden. Gør genstanden interessant for hunden, uden at den kan nå den. Hvis hunden springer frem eller bliver ivrig, så har hunden høj motivation for at få fat i genstanden. Tag et par raske skridt ind i stuen, vend omkring og vis hunden genstanden igen - og stik den delvist ind under en sofapude. Løb herefter retur til hunden, og slip den uden kommando. Hunden vil nu pga. synspåvirkningen løbe frem til sofaen. Da den ikke umiddelbart kan finde genstanden, vil den meget hurtigt anvende sin lugtesans. Hunden viser interesse for sofapuden - og finder "byttet". I samme øjeblik den griber genstanden, kald på hunden, vend ryggen til og ros og beløn, når den viser dig "byttet". Fortsæt endnu 2 gange forskellige steder i stuen og afslut. I starten skal det være nemt. Går der for lang tid, inden hunden finder genstanden, så er du formentlig gået for hurtigt frem. Tommelfingerregel: Hunden skal finde genstanden inden et minut. Hvis du føler hunden er lidt træg i søget, kan du forstærke lysten til at ville finde genstanden ved at gøre følgende: Placer din hjælper over for dig, og kast genstanden frem og tilbage 3 - 4 gange, uden at hunden får fat i genstanden. Lad din hjælper holde hunden, hvorefter du på en livlig og animerende måde løber frem og gemmer genstanden. Hvis hunden stikker af med genstanden, så løb ikke efter den, da dette vil udvikle hundens lyst til at demonstrere. Løb i stedet et par raske skridt væk fra hunden - sæt dig på hug med ryggen til hunden, og gør dig interessant evt. med sjove lyde. Skulle hunden mod forventning ikke komme, så stop mens legen er god (lad være med at trætte hunden). Du bør sideløbende koncentrere dig om øvelserne i træningspassene, indkald, sit, dæk og gå pænt i line, som er vigtige for jeres samarbejde. Se også afsnittet hundens udvikling Udendørs: Find et sted med relativt højt græs (20-25 cm), hvor du uforstyrret kan træne med hunden. Afgræns området, således at det har en størrelse på ca. 5 x 5 meter, hvorefter du sammen med hjælperen, overtramper området - går på kryds og tværs, og afsætter fært Årsagen er, at hunden ikke må gå spor ud til genstanden. Er du alene, så kan du binde hunden af til et træ. En meget vigtig faktor, der i øvrigt gælder alle former for søgeudvikling, er vindretningen. Sørg for at placere dig således, at du har modvind. Vinden transporterer færten / færtmolekylerne hen i mod hundens næse, således at hunden hurtigt og sikkert kan lokalisere genstanden. Anvend en genstand, eksempelvis hundens ynglingslegetøj, som ikke er for stor, idet hunden ved hjælp af lugtesansen skal lokalisere genstanden, og ikke ved hjælp af synet. Hjælperen holder hunden i halsbåndet, mens du stiller dig foran hunden. Gør genstanden interessant foran hunden, uden at den kan nå den. Hvis hunden springer frem eller bliver ivrig, så har hunden høj motivation for at få fat i genstanden. Tag et par raske skridt ind i området, vend omkring og vis hunden genstanden - og kast / drop genstanden. Løb herefter retur til hunden, og slip den uden kommando. Du vil opleve, at hunden straks løber ind i området, og påbegynder søget hvor du droppede genstanden. Først er det synspåvirkningen som aktiverer hunden, hvorefter lugtesansen kobles til. I samme øjeblik hunden griber genstanden, udbryd "Ja!", i et lyst tonefald, hvorefter du løber et par raske skridt væk og sætter dig på hug med ryggen til. Når hunden kommer ind til dig, så lav en lille trækleg med den og lad den vinde byttet. Løb endnu en gang et par raske skridt væk fra hunden. Når hunden kommer ind til dig - ros, og byt genstanden med en godbid. Det er vigtigt, at hunden forbinder det at bringe byttet retur som noget positivt og sjovt. Afslut altid med succes. Træn momentet højst 3 gange i træk. Man er tilbøjelig til at fortsætte, fordi øvelsen gik godt. Kunsten består i at stoppe i tide, altså med succes. Når hunden på ubesværet vis finder genstanden, og har fået en vis rutine (min. 5 træningsdage) så gå videre til næste modul (du må ikke gå for hurtigt frem). Gå til 4. Træningspas |