Nyhedsbrev januar 2006 

 

Cornea sekvestrum hos kat
Af Claus Bundgaard Nielsen & Niels Stadsvold 
Specialdyrlæger i øjensygdomme

Hvad er et cornea sekvestrum hos katte?

Et cornea sekvestrum er en unik sygdom i øjets hornhinde hos katte, hvor en  langvarig kronisk betændelse udvikler sig  i et område i hornhinden og er årsag til dødt væv.

Det syge område i hornhinden opstår i centrum eller lidt forskudt for centrum.

Sygdomsforløbet kan vare mange måneder eller mere end et år, medmindre  katten gennemgår en operation med fjernelse af det døde væv i tide.

Ved cornea sekvestrum kan det døde væv omfatte et større eller mindre område. Sekvestret kan ligge overfladisk eller dybt i hornhinden, og i sidstnævnte tilfælde kan lidelsen være årsag til, at der går hul på øjet.

Årsagerne til cornea sekvestrum er ikke helt afklarede. Men forhold som fejlplacerede øjenhår, indadrullede øjenlåg eller tørre øjne kan disponere for sygdommen. Katteracer med store øjne er mere disponerede for lidelsen, hvilket kan skyldes irritation og udtørring af hornhinden.

Infektion med herpesvirus kan disponere for sygdommen.

Hvad er symptomerne ved cornea sekvestrum?

  • Unormalt flåd fra øjet af en mørk, farvet tårevæske.
  • Lysskyhed, hvor øjet holdes delvist eller helt lukket, og hvor der eventuelt. er der fremfald af blinkhinden, det tredje øjenlåg, foran øjet.
  • Nedstemthed, hvor katten sover meget, gemmer sig og mangler appetit som følge af smerter i øjet.
  • I starten af sygdommen ses et svagt brunt- farvet område. Uden om området kan ses en diffus grålig uklarhed med sår i hornhinden og indvækst af blodårer.
  • Senere bliver området mørkt brunt og sort og ligger som en hævelse i og oven på hornhinden.

Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen?

 

  • Dyrlægen foretager en speciel undersøgelse med brug af en pandelup eller øjenmikroskop i et mørkt lokale.
  • Ved brug af et mikroskop kan dyrlægen se, hvor dybt i hornhinden sekvestret ligger.
  • Med en speciel farvetest på hornhinden afsløres ofte samtidigt et sår uden om sekvestret.

Hvordan behandles et cornea sekvestrum?

Betændelse og sår i øjet er smertefuldt for katten, og derfor er første skridt at fjerne smerten.  Smerten fjernes  med specielle øjendråber og eventuelt gives der samtidig en behandling med smertestillende tabletter.

En speciel finkirurgisk operation er den bedste behandling. Det bør ske på et tidligt tidspunkt i sygdomsforløbet, hvilket gør indgrebet mindre og forhindrer, at cornea sekvestret går i dybden. Et tidligt indgreb giver også et mindre ar i hornhinden, samtidig med at katten hurtigere bliver fri for smerter.

Ved det kirurgiske indgreb, der skal foregår med brug af et øjenmikroskop, fjernes den ødelagte del af hornhinden . Ved nogle operationer dækkes såret herefter med et transplantat for at fremskynde helingen. I andre tilfælde vil dyrlægen dække øjet midlertidigt med blinkhinden, det tredje øjenlåg, for at give såret ro til at hele. Efterbehandling i hjemmet vil være øjendråber eller -salve. Det er vigtigt, at øjet efter operationen bliver undersøgt ved besøg hos dyrlægen, der vil kontrollere, at helingen foregår planmæssig.

Hvordan er fremtiden for din kat, hvis den har haft et cornea sekvestrum?

For  katte med et cornea sekvestrum  er der en øget risiko for, at dette kan opstå igen i samme eller modsatte øje. Derfor er det vigtigt som ejer at undersøge øjnene daglig og søge dyrlæge med det samme, hvis der er symptomer fra øjet.

Hvad er risikoen for, at din kat får et cornea sekvestrum?

Almindelige huskatte er ikke disponeret for cornea sekvestrum.

Ingen øjenspecialist ved i dag med sikkerhed, hvorfor denne alvorlige øjensygdom opstår. Cornea sekvestrum optræder dog i mange tilfælde efter en forudgående betændelse eller sår i hornhinden.

Racekatte med fremtrædende øjne er mere udsatte for traumer af hornhinden.

Virus og her bl.a. Herpesvirus kan fremkalde sygdommen.

Sygdomme, som f.eks. Katte Aids, der har svækket immunsystemet, kan også have indflydelse på fremkomsten af et cornea sekvestrum.

Katte med nedsat mængde tårevæske er mere disponerede.

Arvelighed kan ikke udelukkes.

Hvilke racer er særligt udsatte for at få et cornea sekvestrum?

Sygdommen optræder hyppigst hos Perser, Himalyan, Siameser, Abyssinerkat, men cornea sekvestrum  kan ses hos alle racer. Sygdommen optræder mere sjældent  hos almindelige huskatte.

Sygdommen optræder lige hyppigt hos begge køn og i alle aldersklasser, bortset fra hos killinger.

Læs mere: www.oejendyrlaegen.dk