Ulv og tamhund tilhører samme art og kan få avlsdygtigt afkom.

Ulve er så nært beslægtede med tamhunde og for den sags skyld også med prærieulve, at de kan parre sig med dem og få avlsdygtigt afkom. Det betyder, at ulve og tamhunde kan opfattes som samme art. Derfor kan det virke overraskende, at ulve uden videre angriber og dræber tamhunde. Men hvis man prøver at se situationen fra ulvens synspunkt,  vil det formodentlig være en forringelse af flokkens genpulje, hvis den bliver blandet med gener fra tamhunde. Alene tamhundens mangel på frygt for mennesker kan blive katastrofal, hvis defekten nedarves til nogle af flokkens ungulve. For var det ikke lige for menneskets skyld, ville ulven være toprovdyret i sin økologiske sammenhæng.

Opstandelsen er stor, når det sker, at en jagthund bliver dræbt af en ulv, men selv i de områder, hvor der er mange ulve og tilsvarende tynd trafik, er antallet af trafikdræbte og ulvedræbte jagthunde sammenlignelige. Og antallet af jagthunde, der satte livet til under jagten af andre grunde og altså uden indblanding fra ulv har vist sig at være 3-10 gange højere. Svenske jægere gør i disse år en stor indsats for at få trænet jagthundene i at lade være med at følge ulvespor, og på den måde selv opsøge en voldsom død.

Med hunde i sneen
Efterhånden som det bliver mere almindeligt, at tage hunde med på skiferie i Norge og Sverige er det vigtigt at tage stilling til, om man har sin hund under så god kontrol, at man kan forhindre den i at følge et krydsende ulvespor. Og ulvespor er ikke sjældne, for under gunstige betingelser tilbagelægger en ulv let 50 km på en nat. Derimod er der ingen grund til at ængstes for egen sikkerhed. Der er simpelthen ikke eksempler på, at de sunde menneskesky ulve har angrebet mennesker i nyere tid. Derimod er det sandsynligt, at rabiessyge ulve ligesom hunde og ræve kan angribe mennesker.

De fleste moderne mennesker opfatter det at se ulv i naturen som en helt enestående oplevelse, og blot det at krydse et ulvespor i sneen, er noget, der fortjener nogle fotos. Læg eventuelt. en mønt i sporet, så man får en god opfattelse af størrelsesforholdene, inden billedet tages, så er der bedre mulighed for at finde ud af, om det virkelig drejer sig om et ægte ulvespor for eksempel ved hjælp af en sporbog.

Ulvenes tilstedeværelse i naturen har stor indflydelse på sammensætningen i byttedyrenes flok, for ulvene vil især dræbe de svage dyr, så den resterende gruppe består af sunde dyr. Efter at have forstået betydningen af rovdyrets effekt på et økosystem, kan man vælge at genindføre rovdyr til områder, hvor de var udryddet. Det sker blandt andet i Sverige for tiden, hvor man dog ikke aktivt indfører, men prøver at beskytte ulve, der selv indvandrer fra Finland.

I den store amerikanske nationalpark, Yellowstoneparken udryddede man ulvene i midten på 30-tallet, men indførte så nogle canadiske flokke for ti år siden. Ulvene har på den korte tid haft en gennemgribende effekt på parkens økosystem. Først og fremmest blev prærieulvene dræbt af ulvene, og det har betydet fremgang for de gaffelantiloper, som prærieulvene plejede at nedlægge. Underligt nok er ulvenes fortrukne bytte, nemlig wapitihjorten ikke gået tilsvarende meget tilbage i samme periode. Men hjortene har ændret adfærd, og der hvor de tidliger risikofrit græssede i kløfter og ved vandløb, holder de nu til på åbne sletter. Det har igen medført bedre fødeforhold for bæverne, som har fået nogle fugtige områder tilbage, og som er øget betydeligt i antal.

Selv den store brune bjørn er blevet tilgodeset af ulvens genindførsel, for da den selv er for kluntet til egentlig jagt er den afhængig af ådsler, hvis den skal have et kødmåltid, og det leverer ulveflokkene hele tiden.

Göran Levin slagter lam sammen med en hjemmeboende søn.

Göran Levin har sammen med sin hustru en mindre gård i Värmland cirka 10km nord for Torsby. På gården har de blandt andet et dusin får af racerne finnuld og rya, der hver får 2-3 lam om året, og den kødproduktion er beregnet til familien selv og ikke til områdets ulve. Alligevel var Levin ret tilbageholdende med at skyde ulven. Han gik og arbejdede i udhuset da nabokonen kom springende og råbte, at der var en ulv efter et lam. Så løb han og en af hans voksne sønner hen til indhegningen for at jage ulven, der stod midt i fåreflokken, bort. Men selv om de var tre mennesker der på 10 meters afstand råbte op, løb ulven ikke væk, men prøvede uforstyrret at trække af med lammet.

Levin gik tilbage til gården og hentede sin bøsse og ammunition (Âlgstudsere, Sako 308 med blyspids), og først efter at have prøvet at true ulven bort med to advarselsskud, skød han og ramte den, først i bagpartiet og derefter præcist i brystet. Umiddelbart efter alarmerede han politiet, der kom og tog rapport.

Göran Levin fik begge lam erstattet og har det helt fint med, at han skød ulven, for efter hans mening opførte den sig ikke, som den burde. Ulve skal være bange for mennesker efter hans og vildtbiologers opfattelse, og han ser frem til, at ulvebestanden bliver så stor, at der kan drives jagt på dem, for så først vil de for alvor igen sky mennesker.

Selv har han især modtaget ros fra hundeejere i området, der i længere tid havde observeret den unge hunulv omkring gårdene i nabolaget, og følgelig været utrygge ved at lade deres hunde komme ud.