Med hundes og kattes ændrede status fra at være nyttige husdyr til at være kæledyr og familiemedlemmer, øges vores behov for at forstå, hvad de ”siger”. Vi vil naturligvis stadigvæk gerne have, at de lyder de ordrer, vi giver dem, men vi er også blevet interesserede i, hvad det er, de kan fortælle os.

Vi har en stigende forståelse for, at hunden opfatter sin familie som sin flok, og at den har det helt fint med at være det flokmedlem, der har laveste rang. Hvis den prøver at få højere status end for eksempel et af børnene, er det vigtigt, at vi kan aflæse dette, og sætte den på plads.

Vi ved også godt, at den kælne tamkat har beholdt noget af sin killingeadfærd, når den affinder sig med, at vi nusser den, som dens omsorgsfulde kattemor en gang gjorde.

Kendskab til tamhundens og –kattens vilde stamformer giver et godt grundlag for at forstå, hvad det er for signaler, dyrene benytter til at meddele sig til omgivelserne. Alene det forhold, at tamkattenes stamform, den afrikanske vildkat, lever og jager i ensomhed, mens tamhundenes stamform, ulven, lever og jager i flok, giver en forventning om, at hunden må have et mere nuanceret kommunikationsregister, end katten. 

Både hunde og katte afgiver og modtager omfattende meddelelser via lugtesansen og afmærker omhyggeligt deres territorier og de områder, de færdes i, med duftspor. Meget af deres adfærd drejer sig om at kommunikere via duft. Men kun når signalerne bliver så usofistikerede som lugt af urin eller afføring kan vi opfatte dem, resten af duftkommunikationerne er foreløbig for mennesker så godt som ukendte sprog.

Neoteni
Det er en anerkendt hypotese blandt adfærdsforskere, at tamhunderacer er mere eller mindre udtalte eksempler på det fænomen, der kaldes neoteni. Hypotesen om neoteni går ud på, at et individ opnår sexuel voksenstatus, mens det, hvad andre karakterer angår, stadig befinder sig på et barnestadium. For eksempel er der nogle hunderacer, der ser mere kortsnudede, hvalpede og nuttede ud som voksne, og hvad der er nok så vigtigt, der tilsvarende bibeholder hvalpens evne til at lære nye ting. Tilsvarende er der andre hunderacer, der dels ser mere ulveagtige ud som voksne, dels har en mere voksen, fastlåst og flokbetonet adfærd. Indsigt i disse forhold kan være en hjælp til den, der vil lære sig at tyde en hunds adfærd, at forstå dens sprog.

For alle hunderacerne gælder, at de har hvalpesproget til fælles, men at den fulde benyttelse af det voksne ulvesprog beherskes i forskellig grad. Terrier og bulldog er eksempler på neoteni-racer, der ligner ulvehvalpene og i udstrakt grad benytter deres sprog, mens golden retriever og siberian husky står den voksne ulv nærmere, så de udover ulvens hvalpesprog også behersker dens voksensprog. 

Bortset fra, når vildkatten parrer sig, har de voksne katte ikke megen social kontakt. Derimod er kontakten mellem en vildkattehun og dens killinger meget udbygget. Kattens egenskaber som kæledyr bygger i høj grad på killingeadfærden og hertil kommer så de mere eller mindre jagtprægede adfærdsmønstre, der er karakteristiske for de forskellige katteracer.

Kropssproget
I forbindelse med valg af forskellige politiske partier er der undersøgelser, der viser, at vælgerne lægger afgørende vægt på politikernes kropssprog i forbindelse med præsentation af deres politik, hvor man måske kunne forvente, at det først og fremmest var det politiske indhold, der spillede en rolle. Også for hunde og katte er kropssproget en meget væsentlig del af kommunikationen. Kropssproget kombineres blandt andet med halesprog, øresprog, ansigtsmimik og lyde.

For hunde gælder det, at et dominerende individ demonstrerer sin status ved at bevæge sig fuldt oprejst, stivbenet og fremad. Og størrelsen kan øges ved at rejse børster. Den kan puffe med skulderen, og den holder eller lægger hovedet over ryggen eller skulderen på en anden hund, og den løfter eller lægger poten over en anden hund. En dominerende hund benytter samme former for adfærd overfor et menneske, der efter dens opfattelse har en lavere rang.

Hunden viser sin underlegenhed overfor en hund eller et menneske med højere status ved at sænke kroppen eller krybe, mens den kigger op, eller ved at vende siden til. Den puffer gerne til lederen med snuden. Hunden viser total underkastelse ved at rulle om på siden eller helt blotte bugen.

Fremmede hunde, der ikke behøver at få en fuld afgørelse på rangfølgen, kan demonstrere neutralitet ved at sætte sig ned, mens der snuses. De kan også ignorere hinanden ved overspringshandlinger som at kigge væk, grave i jorden eller klø sig.

Også katte går fuldt oprejste, stivbenede og  med strittende pels frem mod en trussel. Men ellers er kattes kropssprog tit helt anderledes end hundes. Således er en kat, der puffer med hovedet, venlig og indladende. Og den kat, der ruller rundt på ryggen har bestemt ikke underkastet sig nogen, men i stedet gjort alle fire poter klar til at flænse et byttes seje pels eller fjerdragt i stykker, og som i mangel af bedre godt kan øve sig på en hånd. For hundeejeren, der har lært sig hundens kropssprog og tror, at katten kommunikerer på samme måde, kan det opleves, som om katten er falsk eller lumsk, når den inviterer til kærtegn og så kradser hans venlige hånd til blods, mens det i virkeligheden drejer sig om en fejloversættelse.

Halesignaler
Hundens halesignaler supplerer dens kropssprog. Holder den halen højt i en bue hen over kroppen viser den selvsikkerhed og dominans. Peger halen stift lige bagud er den klar til at få afprøvet dominans, og er halehårene rejst, udfordrer den direkte modparten. Hunden sænker halen for at vise afslappethed eller underlegenhed. Er halen stukket ind mellem benene betyder det frygt eller underkastelse.

Forsigtig halelogren inviterer til at blive bekræftet, mens kraftig halelogren er udtryk for sympati. Kraftig logren med både hale og bagende viser underkastelse og anerkendelse af modpartens lederskab.

En kat viser venlighed og lyst til kontakt ved at rejse halen højt i vejret. Men lægger den halen hen over ryggen svarende til den dominerende hunds haleposition, siger den det stik modsatte af, hvad hunden giver udtryk for, nemlig at den er bange. Det er som glosen ”rolig” på svensk og dansk. Og halesprogforbistringen fortsætter. Når katten svinger den nedbøjede hale fra side til side, som en afslappet og underkastet hund, betyder det at den er vred og klar til at gå til angreb.

Og den kat, der med nedhængende hale, næsten ser ud som om, den har stukket halen mellem benene, udtrykker noget helt andet end hundens underkastelse, nemlig angrebslyst.

Lyd
Både hunde og katte kan knurre for at advare omgivelserne om, at de ikke skal komme for nær. Katten kan hvæse og sprutte som kraftig advarsel, mens hunden med en kombination af knurren og gøen dels advarer mod at nærme sig dels kalder på hjælp fra flokken.

Netop lyden øger hundens mulighed for at få assistance eller respons fra flokken, selvom den ikke lige er inden for synsvidde. Det fulde voksenhunderegister indebærer brug  af et differentierede lydkombinationer, der omfatter pib, glam, bjæf, hyl, klynk, gisp og tuden. 

Den kælehund, der bare gør i et væk for at tilkalde sig sine ejeres opmærksomhed, benytter sig ikke af de voksne hundes sofistikerede meddelelsesapparat, men ter sig som en uopdragen hvalp hjemme i jordhulen.

Hvalpen i jordhulen hjælpes af med uvanen, ved at moderen med gabet lukker hvalpens gab. Tilsvarende kan den voksne hund lære at tie stille ved at dens snude lukkes sammen af en stærk hånd, når den gør i utide. Formanes den samtidig til at holde ”tyst”, er lydsignalet med tiden tilstrækkeligt.

Kattens spinden er ikke bare et middel til at berolige den selv, når den er afslappet eller har smerter, lyden har også en beroligende effekt på mennesker. Derimod virker det som om hunde er helt upåvirket af kattes spinden.

Når katten miaver, benytter den en velfungerende killingeadfærd, der kan udløse mad og drikke eller bare lidt generel opmærksomhed fra ejeren, en adfærd, der er helt fremmed for den voksne vildkat.

Grimasser, ørestilling og kys
Hundes og kattes ”ansigtsudtryk” minder meget om hinanden. Stirren med helt åbne øjne signalerer aggression, mens blinken afbryder aggressionen og halvåbne øjne er tegn på afslapning.

Også ørernes position er ret ens for de to arter. Det opmærksomme dyr har øreåbningen lige fremadrettet. Hos det bange eller skræmte dyr ligger ørerne fladt bagudrettet eller fladt til siden. Hos det aggressive dyr er ørerne siderejste, så hovedet ser bredere ud set forfra.

Kysset eller mundslikket er en kommunikationsform, som mange kæledyrsejere finder frastødende. Ikke mindst, når det gælder hunde, der slikker andre hunde og sig selv i halen, og som ikke går af vejen for at æde andre hundes ekskrementer. For hunden er det nok ret skuffende, at dette signal om hengivenhed og underkastelse ikke modtages med større entusiasme, men hunde, der er blevet afvænnet med adfærden virker til at klare sig uden mén.

Katte kan også ”kysse” ved at hilse snude mod snude, og hvis ejeren holder katten mens den soignere sig, kan den godt lige slikke en hånd ren i forbifarten.

Udover underholdningsværdien af ovenstående miniparlør for kæledyrssprog kan kendskabet til dyrenes sprog være medvirkende til at minimere konflikter mellem de tre involverede arter, hunde katte og mennesker.