Hvem er vi | Profil | Mail et forslag | Links
  • Forside
  • Hund
  • Kat
  • Hest
  • Gnaver
  • Fugl
  • Pleje
  • Medicin
  • Videnskab
  • VetFamily
  • Nyhedsbrev
  • e-butik
 
  • Sygdomsleksikon
  • FAQ
  • Hundeskolen
  • Forgiftning
  • Tema
  • Symptomguiden
 
 

Cushings syndrom

Af dyrlæge Henrik Strange

Hvad er cushings syndrom hos hunde?
Cushings syndrom er betegnelsen for en sygdom, der opstår, når organismen igennem længere tid udsættes for en øget mængde binyrebarkhormon. Man skelner mellem tre former:

  • En form, der skyldes en overstimulation fra hjernen til binyrerne, så der  overproduceres binyrebarkhormon (en hypofysært betinget form).
  • En form, der skyldes overproduktion af binyrebarkhormon i binyrerne (en binyrebetinget form).
  • En form, der skyldes behandling med binyrebarkhormon (en sekundær form).

Gravhund med hængebug

Hvad er symptomerne på cushings syndrom?

  • Øget drikkelyst og tissetrang
  • Øget appetit
  • Hårtab
  • Sløvhed og muskelsvaghed
  • Øget bugomfang

Tyndt hårlag

Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen cushings syndrom?
Dyrlægen stiller diagnosen ud fra hundens symptomer samt ud fra urin- og blodprøver. Hundeejeren skal medbringe to urinprøver, der er taget to morgener i træk. Det er vigtigt, at prøverne tages derhjemme, fordi hvis hunden bliver stresset af hospitalsopholdet, kan det påvirke resultatet af undersøgelsen.

Hvis urinundersøgelsen bekræfter dyrlægens mistanke om cushings syndrom, fortsætter undersøgelsen med, at dyrlægen tager flere blodprøver. Blodprøverne kan afsløre, hvilken form af sygdommen, der er tale om. Dermed kan det fastlægges, hvilken behandling der skal iværksættes.

Hvordan kan cushings syndrom behandles?
Cushings syndrom kan behandles enten med medicin eller med en operation (kirurgisk behandling).

Ved den kirurgiske behandling fjerner man den syge binyre, men operationen er besværlig og risikofyldt. Derfor er medicinsk behandling den mest almindelige.
 
Ofte behandler man med Vetoryl®, som har en hæmmende virkning på nogle enzymer og derigennem blokeer for kroppens produktion af binyrebarkhormon.

Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den har cushings syndrom?
Behandling med Vetoryl® er ret effektiv, og der indtræder ofte en bedring af symptomerne efter 10 dages behandling. Der skal tages blodprøver både før opstart af Vetoryl behandling - for bl.a. at kontrollere nyre- og leverfunktion samt blodprocent - og efterfølgende for at følge, at doseringen er korrekt. Bivirkninger ses sjældent, men ved overdosering ses træthed, manglende ædelyst, opkastning og diarre.

Svulsterne i hjerne og binyre kan være ondartede og vil i nogle tilfælde sprede sig til andre organer. I så fald vil sygdommen forkorte hundens liv.

Når cushings syndrom skyldes behandling med binyrebarkhormon, vil den lidelse, der er årsag til behandlingen, som regel være afgørende for fremtidsudsigterne.

Hvorfor får hunde cushings syndrom?
Den forhøjede mængde af binyrebarkhormon kan enten skyldes en overproduktion i kroppen, eller være en følge af medicinsk behandling med disse hormoner (f.eks. prednison).

Ved overproduktion i kroppen skelner man mellem to former af sygdommen, nemlig en overproduktion af styrende hormoner i hjernen og en overproduktion af binyrebarkhormon i binyrerne. Overproduktionen er som regel en følge af svulster de pågældende steder. Derfor er den hyppigste årsag til cushings syndrom en svulst i den del af hjernen, der kaldes hypofysen.

Hvad er risikoen for, at din hund får cushings syndrom?
Blandt hormonelle lidelser hos hunde er Cushings syndrom er en af de hyppigste. Men som sygdom er lidelsen alligevel relativt sjælden. Cushings syndrom ses mest hos ældre hunde, typisk når de er 8-11 år gamle. 

Hvilke racer er særligt udsatte for at få cushings syndrom?
Den hypofysært betingede form ses hyppigst hos gravhund, bostonterrier, beagle, dværgpuddel og boxer.

Den binyrebetingede form ses mest hos store hunderacer, og hyppigere hos tæver end hanhunde.

Læs mere:
Kløe, allergi.
 
 
Indholdet der findes på Netdyredoktor.dk er udelukkende til informationsbrug. Disse informationer må på ingen måde kompensere eller erstatte den professionnelle rådgivning og behandling, som gives af en autoriseret dyrlæge. Læs afsnittet om juridisk information og ansvarsfraskrivelse. ©2000-2009 Netdyredoktor A/S