NYHEDSBREV JANUAR 2006
 Medierne omtaler i disse dage muligheden for, at der i år bliver tale om en isvinter. I løbet af de sidste 100 år har der været 15 af disse. Der findes ikke en egentlig meteorologisk definition af begrebet isvinter, men de fleste tænker på isvintre, når vore farvande fryser til og Statens fire isbrydere kommer på arbejde. Sidste gang der var tale om en isvinter var i 1995-1996.
Vi ved fra slædehundene på Grønland, at poterne kan tåle endog meget lave temperaturer. Der er oftest tale om frost med meget lav luftfugtighed, og derfor går hundene på et forholdsvis tørt underlag af sne.
Anderledes er det herhjemme i Danmark, hvor vi ofte salter veje og fortove. Det betyder, at hundene går i saltholdigt snesjap. Saltet nedsætter frysepunktet, således at en kuldeblanding af is og salt kan opstå. I den værst tænkelige kombination af is og salt kan temperaturen i en sådan blanding nå helt ned på -21 grader. Det er derfor ikke svært at forstå, at poterne trænger til ekstra beskyttelse i det danske vintervejr. Udover kulden er saltet direkte lokalirriterende, så småsår og sprækker bliver ekstra ømme. TILBUD FRA DYRENES E-BUTIK Poter kan beskyttes mod saltholdigt sne og sjap med en god plejende potevoks. Ved køb af potevoks i januar måned, medfølger gratis en pose af de populære Fishchew snacks. Klik ind her..
Efter vinterpels kommer fældning. Katte soignerer sig løbende og slikker derved en masse hår i sig. Ved brug af kattemalt undgår du, at hårene samler sig i mavesækken som gernerende hårboller. Køb 2 tuber kattemalt og få et gratis kattehalsbånd i januar måned. NYT FRA HUNDESEKTIONEN Det er altid svært at forestille sig, at nogle ser omgivelserne anderledes end en selv. Specialdyrlægerne i Øjensygdomme Niels Stadsvold og Claus Bundgård Nielsen fra Århus Dyrehospital har på baggrund af hundeøjets opbygning beskrevet et tema om, hvordan hunde ser omverdenen. Muligvis har hunden et syn, der minder om synet hos et menneske, der er farveblind og ikke kan skelne mellem rødt og grønt, men til gengæld opfatter utroligt mange forskellige nuancer af naturfarver som sandfarvet og khaki.
Hvad normaltseende mennesker opfatter som rødt, er mørkt for hunden, og grønt opfattes som lyst eller som en grålig skygge. Hunden ser ud til at opfatte blåt og gult bedst. Men synet er meget mere end farveopfattelsen. Læs mere om hundens syn her…
Der er forskel på nedsat syn og blindhed. Men hvordan ved man som ejer, at ens hund har begyndende nedsat syn eller måske næsten er blevet blind. Afhængigt af hvor dårligt hunden ser, bemærker de fleste, at hunden ikke længere kan gribe en bold, er usikker på fremmede steder eller begynder at støde ind i ting. Blindhed på et øje kan være vanskeligt at erkende, idet hunde kan klare sig fint med synet på ét øje. Årsagerne til blindhed er mange, og spænder fra stofskiftelidelser som sukkersyge, ændrede trykforhold i øjet og arvelige sygdomme som f.eks PRA.
Er man først blevet opmærksom på, at hunden har nedsat syn, kan man ved hjælp af ganske få hverdagsregler gøre tilværelsen lettere for den. Læs om, hvordan du kan hjælpe din blinde hund her.
NYT FRA KATTESEKTIONEN Et cornea sekvestrum er en unik sygdom i øjets hornhinde hos katte, hvor en langvarig kronisk betændelse udvikler sig i et område i hornhinden og er årsag til dødt væv.
Det syge område i hornhinden opstår i centrum eller lidt forskudt for centrum.
Sygdomsforløbet kan vare mange måneder eller mere end et år, medmindre katten gennemgår en operation med fjernelse af det døde væv i tide. Årsagerne til cornea sekvestrum er ikke helt afklarede. Men forhold som fejlplacerede øjenhår, indadrullede øjenlåg eller tørre øjne kan disponere for sygdommen. Katteracer med store øjne er mere disponerede for lidelsen, hvilket kan skyldes irritation og udtørring af hornhinden. Endelig kan infektion med herpesvirus disponere for sygdommen. Læs mere om cornea sekvestrum.
Clamydophila felis er en artsspecifik bakteriel infektion hos katte. Den forekommer især hyppigt , hvor mange katte holdes sammen. Da infektionen skyldes en speciel form for bakterier, kan den behandles med visse former for antibiotika.
Smitten overføres kun til en kat ved kontakt med andre katte, den kan altså ikke overføres til en kat fra eksempelvis mennesker eller hunde. Læs mere om chlamydia infektioner hos katte. NYT FRA HESTESEKTIONEN Osteochondrose, som også forkortes OCD, er en lidelse, der rammer føl og ungheste i vækst. Længdevæksten af knoglerne foregår i overgangen mellem knogle og brusk, ved at brusk erstattes af mineraliseret knoglevæv. Man taler om at vækstbrusken forkalkes. Osteochondrose er resultatet af en forstyrrelse i forkalkningsprocesserne under ledbrusken. Herved kan der dannes en sprække eller defekt i brusken, eller et stykke brusk afstødes, således at der opstår en ledmus. De typiske forandringer findes i de store led: Skulder, knæ, og haseled. Sygdommen er i høj grad arveligt betinget og ses mest udbredt hos travere og varmblodsheste med en frekvens på op til 25 %. Læs mere om Osteochondrose.
Måske er du en af de ryttere, som skal have ny hest i 2006. Inden køb af ny hest er det vigtigt at lade en dyrlæge handelsundersøge og røntgenfotografere hesten. På den måde får du en uvildig vurdering af hestens holdbarhed og skjulte fejl i handelsøjeblikket. Den rutinemæssige røntgenundersøgelse kan afsløre sygdomme og udviklingsfejl hos både ældre og unge heste. Udgifterne til en handelsundersøgelse er minimale i forhold til de omkostninger, der er forbundet med for eksempel længere tids halthed og rekonvalescens. Læs mere om røntgenundersøgelser af heste. NYT FRA HUNDESKOLEN
 I HUNDESKOLENS sektion med spørgsmål og svar, er der mange gode råd om de mest almindelige og hyppige problemer i hundetræning og opdragelse. Her kan du hente gode relevante råd om træning og vejledninger i, hvordan du undgår de værste unoder hos den unge hvalp, men også tips om afhjælpning af problemet hos den voksne hund.
I den netop overståede juletid tid har vi på redaktionen modtaget mange henvendelser vedrørende hvalpe og hunde i senge eller sofaer. Læs mere: Spørgsmål og svar: Hunden ligger i sofaen Læs mere: spørgsmål og svar: Hvalp i sengen. NYT FRA VIDENSKAB OM DYR
Danskere, der tager på vinterferie i Sverige, kommer sandsynligvis til at befinde sig midt i områder, hvor der er vilde ulve. Den svenske ulvebestand er nemlig efterhånden vokset til at omfatte godt hundrede individer, og flokkene er især etablerede i landskaberne Värmland og Dalarna, der også er populære skisportsmål. Der er kun få ulve i Norge i de tilgrænsende områder.
Efterhånden som det bliver mere almindeligt at tage hunde med på jagt- og vinterferie i Sverige, er det vigtigt at tage stilling til, om man har sin hund under så god kontrol, at man kan forhindre den i at følge et krydsende ulvespor. Ulvespor er ikke sjældne, for under gunstige betingelser tilbagelægger en ulv let 50 km på en nat. Svenske jægere gør i disse år en stor indsats for at få trænet deres jagthunde i at lade være med at følge ulvespor. Ulven er nemlig det øverste rovdyr i dens eget økosystem og viser næppe hensyn overfor en nysgerrig tamhund. Derimod er der ingen grund til at ængstes for egen sikkerhed. Der er simpelthen ikke eksempler på, at de sunde menneskesky ulve har angrebet mennesker i nyere tid. Videnskab om dyr ser i denne måned nærmere på forskellige forhold, som har indflydelse på ulves adfærd. Læs mere her. |