NYHEDSBREV APRIL 2006

Selvom det milde forår lader vente på sig, vidner fuglesang, lyse aftener og blomstrende løgplanter om, at foråret er kommet. Og med de milde temperaturer følger desværre også en hurtig udvikling af skovflåterne. De har været bremset i deres udvikling i vinterens løb, og antallet af flåter i første kvartal har været markant lavere end for samme periode sidste år. Men i løbet af forholdsvis få varme forårsdage har de indhentet det forsømte og er nu klar til at angribe nye værtsdyr, som f.eks. hunde og katte.

I april måned har vi derfor tilbud på alle flåtmidler i dyrenes e-butik.

NYT FRA HUNDESEKTIONEN
Arvelige øjensygdomme
Øjenlysning gennemføres for at bekæmpe arvelige øjensygdomme hos avlshunde. Øjenundersøgelsen foretages af en dyrlæge, der er medlem af Den Danske Dyrlægeforenings Panel af dyrlæger godkendt til at undersøge for arvelige øjensygdomme hos hunde og katte. Din specialklub eller DKK kan oplyse, om der er obligatorisk øjenlysning for din race, eller om en øjenlysning anbefales af klubben eller Den Danske Dyrlægeforenings panel forud for avl.

Hunden skal som hovedregel være mindst 1 år gammel ved den første øjenlysning. Ved racerne Collie, Shetland Sheepdog og Border Collie kan hvalpe imidlertid allerede undersøges for Collie Eye Anomali (CEA), i alderen 7-10 uger. Læs mere om øjenlysning af hunde.

Fugleinfluenza og hunde
Der har aldrig har været rapporteret tilfælde af syge hunde smittet med fugleinfluenza af typen H5N1. Alligevel anbefaler Fødevarestyrelsen at hunde blandt andet luftes i snor, i de områder hvor der er konstateret fugleinfluenza hos de vilde fugle. Danmarks Fødevareforskning formoder, at hunde er meget lidt modtagelige for infektionen, men at der foreligger en teoretisk mulighed for smitte af hunde. Af hensyn til at begrænse spredning af smitte i zonerne, har Fødevarestyrelsen derfor udarbejdet nogle anbefalinger til hundeejerne. Du kan læse anbefalingerne her.

NYT FRA KATTESEKTIONEN
Stressfri ormekur til danske katte. Nu er det slut med at kæmpe med traditionelle ormekure.

Der ligger et helt nyt princip bag det receptpligtigt kombinations-lægemiddel, som er virksomt mod både voksen- og larvestadier af spolorm og hageorm, samt mod voksne bændelorm. Produktet er klinisk afprøvet og fundet sikkert til voksne katte, drægtige og diegivende katte, samt killinger over 500 gram. Det betyder, at det fremtidige smittepres i forbindelse med opdræt og avl kan nedbringes væsentligt, således at killingernes trivsel og tilvækst optimeres. Flere større danske undersøgelse underbygger nemlig påstanden om, at danske katte er underbehandlede mod indvoldsorm. I undersøgelserne blev der påvist spolorm og/eller bændelorm i mere end 50% af de undersøgte katte.

Forekomsten er endnu højere for vildtlevende katte, som fungerer som smittespredere. Det betyder at katte med adgang til det fri, har langt større risiko for at pådrage sig en infektion med indvoldsorm, end katte som holdes inden døre. Reinfektion fra mus og det omgivende miljø er hele tiden til stede, så løbende ormekur er eneste mulighed for at holde infektionerne under kontrol. Forventningerne til den nye spot-on ormekur er store: den skal på uproblematisk vis optimere sundheden og livskvaliteten hos de danske katte, så de ikke længere huser bændelorm, der er længere end katten selv eller hundredvis af spolorm. Diskuter ormekur med din dyrlæge- måske er din kat også inficeret!

Den seneste måned er der flere gange om ugen konstateret nye tilfælde af fugleinfluenza, hos de vildtlevende fugle. Selvom smitte fra fugle til katte er uhyre sjældent, har fundet af to døde katte på Rügen medført, at de danske myndigheder anbefaler, at katte i de oprettede overvågningszoner holdes inden døre. Læs mere FUGLEINFLUENZA og KATTE.

Det er ofte svært at holde katte inde, hvis de har været vænnet til at kunne færdes ude. Og et indeliv bliver aldrig det samme som et udeliv, men man kan i hvert fald hjælpe katten, så den bliver stimuleret mentalt. Ved hjælp af forholdsvis få penge, kan man indrette sig, så katten får nye udfordringer inden døre. Det kan afhjælpe frustration hos både ejer og kat. Husk at udekatte er meget renlige, så kattebakken skal tømmes hyppigt. Hvis din kat hører til den slags, som sidder og kigger længselsfuldt ud af vinduet og får klaprende tænderne, når en fugl flyver forbi, må du som ejer i gang med at aktivere den, så den kan udleve sit jagt-bytte instinkt indendøre. Læs mere om Mental stimulering og aktivering af katte.

NYT FRA HESTESEKTIONEN
Dødeligheden blandt føl omkring fødselstidspunktet og den første levemåned er helt oppe på 8%. Årsagerne hertil er mange. Det kan skyldes manglende modning af føllet, en hård fødsel, hoppens uerfarenhed eller manglende moderegenskaber, og bakterielle infektioner fra miljøet. Ejerne er sjældent til stede ved selve fødslen, for at hjælpe føllet ud af fosterhinden (hammen). Fødslen er nemlig hurtig og svær at forudsige og de fleste hoppefødsler foregår bedst i rolige omgivelser uden menneskers indblanding. Drægtigheden varer mellem 11 og 12 måneder, men er typisk 10 dage kortere om sommeren, angiveligt på grund af den øgede lysmængde. Kun 4% af drægtighederne var længere end 360 dage.

Et af de vigtigste tegn på at fødslen er forestående, er vokspropper i yveret. Op mod 90% af alle hopper sætter vokspropper 6 til 48 timer, før fødslen går i gang. Disse opløses 12-24 timer senere, og der begynder at dryppe råmælk ud af yveret. 78 pct. af alle fødsler finder sted mellem kl.18.30 og kl. 8.30, med hovedvægten mellem kl. 23.00 og kl. 01.00. Inden, fødslen går i gang, ses en periode, hvor hoppen bliver urolig, rastløs og begynder at træde i sved. Omkring en time senere er føllet der. Læs mere om foling.

NYT FRA FUGLESEKTIONEN
Der oprettes til stadighed nye overvågningszoner, i takt med nye fund af fugleinfluenza i den vilde fuglebestand. Det har stor indflydelse på de fjerkræbesætninger som befinder sig i overvågningszonerne. Her skal Fjerkræ og andre fugle i fangenskab holdes indendørs, så det sikres, at småfugle ikke kan komme i kontakt med fjerkræet/fuglene. Derfor skal valg af materialer til tag og vægge opfylde dette krav. Endvidere er det forbud mod flytning, og samling i form af skuer, markeder eller lignenede. Læs mere om  Fugleinfluenzas indflydelse på erhvervs- og hobbyfjerkræ

NYT FRA HUNDESKOLEN
Mange mennesker klager over hundeejerne, fordi vi ikke altid udviser tilstrækkelig hensynsfuldhed overfor vores omgivelser. Men med ganske få regler, er det faktisk ret nemt at blive populær som hundeejer. Man kommer langt med at bruge sin sunde fornuft, give en velment undskyldning når det er på sin plads og møde andre med et smil. Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal forholde dig som hundeejer, så sæt dig i omverdenens sted. Vis hensyn - der skal være plads til os alle!

HUNDESKOLEN har lavet 5 gyldne regler, som helt sikker vil gøre dig mere populær som hundeejer. Læs mere her...

NYT FRA VIDENSKAB OM DYR
Immunforsvar og vaccination.
I daglig tale og i ”damebladslitteraturen” omtales et godt immunforsvar ofte i lidt svævende vendinger, som om det er en positiv egenskab hos et individ på linie med venlighed eller udholdenhed. Men immunsystemet er en kropslig del af organismen. Hos os pattedyr regner man groft med, at immunsystemets celler udgør 3% af kroppens samlede vægt. For en hund på 30 kg svarer det altså til, at dens immunsystem består af et kilo aktive celler. Videnskab om dyr, ser i denne måned på immunsystemets opbygning og dets egenskab i forhold til f.eks. vaccination. Alle hvirveldyr som fisk, padder, krybdyr, fugle og pattedyr har et immunforsvar, der beskytter organismen mod at blive invaderet af parasitter og fremmed smitstof som for eksempel vira, bakterier og svampe. Du kan læse mere om det komplekse immunforsvar her…