NYHEDSBREV NOVEMBER 2006

Det milde efterår fortsætter. November er som oftest karakteriseret af råt og koldt vejr, hvor de nøgne træer svajer i ruskende storme. Sådan har starten af november ikke været i år. Og selvom det regner en del, er der mange muligheder for at nyde udelivet med dyrene. Skoven er stadig flot med løvets farvespil og frodig skovbund.
Hvis du tilhører den type, som gerne vil have orden på julegaverne inden det store juleræs i december, kan månedens tilbud være en hjælp. Til hundevenner er kalenderen: Danmarks sødeste hunde med gode hundeportrætter måske en ide. Der er også mange andre muligheder for gaveinspiration: Klik ind og se dyrenes e-butik.
NYT FRA HUNDESEKTIONEN  Harmoniserede EU rejseregler Senest d. 3. juli 2008 skal alle EU-lande have samme indførselsregler, når hunde transporteres på tværs af landegrænser. Reglerne skal være så enkle som muligt for at sikre den frie bevægelighed. I dag har England, Irland, Sverige, Finland og Malta særlige bestemmelser, som f.eks. krav om behandling mod bændelorm og kontrol af antistofniveau efter rabiesvaccination.
Således skal EU´s veterinær komite komme frem til en løsning og blotlægge konsekvensen af de ændrede regler for de enkelte landes sundhedsforhold. Rapporten forventes at blive fremlagt i februar 2007. Vi vil følge udviklingen, og holde vore læsere orienteret om de nye indrejseregler.
Fordøjelsesproblemer Alle hunde har på et eller tandet tidspunkt i deres liv, problemer med fordøjelsen. Det gælder alt fra stinkende prutter til diarre, forstoppelse og livstruende sygdomme som f.eks. mavedrejning. Heldigvis har færdigfremstillet foder hjulpet mange hunde til en bedre fordøjelse og dermed færre gener som f.eks. smerte. En af de mere drilske sygdomme er Inflammatory Bowel Disease også kaldet IBD. Forkortelsen dækker over en gruppe af sygdomme, der har det til fælles, at dyret får tarmbetændelse uden kendt årsag. Fælles for sygdommene er, at tarmvæggen infiltreres af betændelsesceller. Lidelserne grupperes efter, hvilket celler der har invaderet tarmvæggen, samt i hvilket tarmafsnit sygdomsprocessen foregår. Læs mere om IBD hos hund.
NYT FRA KATTESEKTIONEN
 Den optimale kattebakke. Katte, som har adgang til det fri, foretrækker at afsætte urin og afføring på steder, hvor der ikke tidligere har været andre katte. Urin og afføring afsættes helst på to forskellige lokaliteter. Katten foretrækker at sidde i fred, men katte benytter ikke indelukkede eller hulelignende steder. De fleste katte sætter sig lidt afsides, og har en bestemt, lidt fjern mine i ansigtet. Efterfølgende dækkes afføringen eller urinen til.
I takt med at vinteren står for døren, vælger mange katte at tilbringe mere tid inden døre, og det betyder blandt andet, at vi har ansvar for, at kattene har appetitlige kattebakker placeret steder i huset, hvor de generer kattene (og deres ejere) mindst. Læs vores tema om kattebakker.
NYT FRA HESTESEKTIONEN
Wrap og botulisme Mange heste fodres i vintermånederne med wrap eller hø ensilage. Begge foderkilder er ernæringsrigtige grovfodertyper. Men i i forbindelse med den større intensivering ved fremstilling af grønthøstet wrap, kan det næsten ikke undgås, at der ind i mellem kommer smågnavere eller fugle med i selve wrappet. Når disse døde dyr rådner, opformeres Clostridium bakterien, og herved dannes giftstoffet botulinum, som er det mest potente biologiske giftstof der findes, idet det er cirka 25 gange kraftigere end stivkrampetoksinet. Heste forgiftes ved optagelse af meget små mængder botulinum-toksin og udvikler sygdommen botulisme. Læs mere om botulisme.
NYT FRA HUNDESKOLEN TV programmet ”Hundehviskeren” er lavmål! Pas på med at anvende ”hundeviskeren” Cesar Millans metoder.
Der vises pt. flere TV-programmer om børne- og hundeopdragelse. Nogle med større pædagogisk værdi end andre. TV2’s program ”hundeviskeren” med amerikaneren Cesar Millan i spidsen er efter adfærdskonsulent Lise Lotte Christensens mening lavmålet: ”Cesar Millans overdrevne brug af tvang, straf og såkaldt disciplinering er skammelig. Han udsætter flere hunde for helt unødig angst og stress, og i nogle tilfælde er der direkte tale om fysiske og psykiske overgreb på hundene. De metoder, der er anvendt i hans håndtering og såkaldte adfærdsbehandling, strider helt mod den eksisterende viden om hundens adfærd og moderne adfærdsmodificerende træning."
Læs hundeskolens begrundelser her. NYT FRA VIDENSKAB OM DYR Dyrs indvoldsorm kan dæmpe allergi hos mennesker. Det ser ud til, at der er dokumentation for en sammenhæng mellem høj hygiejnestandard og forekomst af allergi. Blandt andet forekommer allergiske sygdomme langt hyppigere i industrilande end i udviklingslande, og for kæledyrs ejere er det ekstra positivt, at det i en undersøgelse har vist sig, at børn, der vokser op sammen med kæledyr har 45% nedsat risiko for at udvikle allergi, end børn der voksede op uden.
Men nye undersøgelse går meget længere end det. De belyser forekomsten af indvoldsorms indflydelse på allergi. Det er en så interessant og uventet påstand, at den fortjener opmærksomhed. Læs den spændende og kontroversielle artikel her.
|