Dansk dyrlæge hjælper nødstedt elefant i Zambia
 
Af dyrlæge Jesper Lemche

Vi så dem tidligt om morgenen, da vi var på vej ud på vores ”Walking Safari”: En voksen hunelefant med en lille unge på ca. 2 år som stadig diede og en lidt ældre unge på en 5-6 år. Hendes højre forben var hævet og hun havde et væskende sår hele vejen rundt om foden, hvor man kunne se der sad en ståltrådssnare. Vores guide kunne fortælle at hun havde haft det sådan i adskillige måneder, og at man fem gange havde forsøgt at få hende bedøvet og behandlet. Han tilkaldte over radioen det lokale vildtberedskab som ville blive samlet og støde til os snarest. Imens skulle vi så følge elefanten.

Hun og hendes unger fortsatte deres vandring frem til et delvist udtørret flodleje, hvor de drak og det sårede ben blev badet. Det var tydeligt at det var ubehageligt for hende, men hun støttede på benet og haltede kun lidt.

I området var en del andre elefanter, heriblandt en meget stor han, som vi håbede ikke ville blande sig når der skulle til at bedøves og behandles.

Efter et par timer nåede bilen med behandlingsholdet frem; i en Landcruiser med Dannebrog på, åbenbart finansieret af Danida. Chefen var en ung kvinde, Rachel, som havde været på kursus i brug af bedøvelsesgevær og – medicin. Men der var ingen dyrlæge tilknyttet, så min tilstedeværelse var accepteret og måske endda værdsat.

Der er jo ikke de store muligheder for undersøgelse før bedøvelse i sådan en situation. Dyrets vægt må anslås og man må undlade at lytte på hjerte og tage blodprøver. Men andre ting er vigtige at overveje: Personalets sikkerhed og terrænets beskaffenhed. Der skal helst være et nogenlunde jævnt og plant underlag når  ca. 3½ tons dyr skal lægges ned – og meget gerne komme op at stå igen. 


Rachel og 2 vildtbetjente forfulgte først patienten til fods, men til sidst måtte de have bilen over det udtørrede flodleje for at komme tilstrækkeligt tæt på inden den lille elefantfamilie på 3 forsvandt i noget ufremkommeligt krat.

En hidsig trompetfanfare signalerede at den sårede elefant var blevet ramt, og efter få minutter lagde hun sig pænt ned på et fint jævnt og tilgængeligt sted. De to unger lod sig forholdsvist nemt skræmme væk med råb og fagter, så da vi turister nåede frem, var det effektive team i fuld gang. Ståltrådssnaren var klippet af og såret ved at blive renset. Elefanten blev oversprøjtet med vand for at holde kropstemperaturen nede, vejrtrækningen – en vidunderlig dyb langsom rumlen – blev sikret ved at holde snablen oppe, fri fra jord, og græs og den fik taget temperatur ligesom hjemme på klinikken. Såret var ensartet dybt, ca. 5-7 cm hele vejen rundt og selve benet var hævet af væskeansamling og betændelse.

Hele proceduren fra hun blev skudt til såret var renset færdigt, og hun havde fået en indsprøjtning (en stor indsprøjtning) med penicillin, tog 25 minutter og så var det tid at få ryddet pladsen og få personale og turister i sikkerhed i bilerne, inden hun fik sin modgift. Og så fulgte dagens længste minutter. Ville hun vågne af bedøvelsen? Ville hun kunne rejse sig og støtte på det dårlige ben? Efter hvad der føltes som en evighed (mindre end 10 minutter), løftede hun hovedet og begyndte langsomt, men rimeligt sikkert, at rejse sin enorme krop. Vel oppe undersøgte hun sit sår med snablen. Tilsyneladende tilfreds med behandlingen luntede hun derefter af sted ind i det tætte krat. Forhåbentlig for at blive genforenet med sine unger og forhåbentlig med udsigt til at såret heler som det skal.

Vi turister forlod stedet med en klump i halsen og de næste par dage var vi mest interesserede i om vi kunne gense patienten og kontrollere såret. Endnu har vi ikke hørt nyt, men South Luangwa Valley National Park er altså også stor, 9000 km2 , det er betydeligt større end Sjælland. Men vi bevarer kontakten og håber ved en senere lejlighed at kunne fortælle nyt