| |
|
|
|
Sådan hjælper du herreløse dyr der er kommet til skade
 Den Danske Dyrlægeforening (www.ddd.dk) har udsendt en pressemeddelelse vedr. dyrlægebehandling af herreløse dyr.
Dyrlægeforeningen skriver følgende:
"Finder du et herreløst dyr, der er sygt eller kommet til skade, så skal du hjælpe det. Det gør du bedst ved at aflevere det til Falck, der så vil sørge for det videre fornødne.
Tidligere kunne herreløse dyr bringes direkte til dyrlægen, idet Dyrenes Beskyttelse sørgede for at betale omkostningerne ved behandlingen af dyret. Den ordning har Dyrenes Beskyttelse imidlertid afskaffet, idet foreningen nu kun refunderer omkostninger til behandling af dyr, der er indleveret til dyrlægen af Falck eller en af Dyrenes Beskyttelses kredsformænd.
Indleverer du i dag et herreløst dyr til din dyrlæge, har dyrlægen ingen anden mulighed end at lade dig betale for behandlingen. Indleverer du derimod dyret til Falck (eller en af Dyrenes Beskyttelses plejestationer), vil behandlingen blive betalt af Dyrenes Beskyttelse.
Derfor: Vil du være sikker på, at det syge og tilskadekomne herreløse dyr bliver behandlet uden omkostninger for dig, så sørg for, at det hurtigst muligt bliver afhentet til Falck." |
|
|
|
| |
|
|