På træningspladsen er alle lige

Af dyrlæge Hanne Friis Lund


Hundetræneren kiggede venligt og en smule overbærende på mig og min lalleglade hund og sagde eftertænksomt:

”Jeg kan godt se, at det er en hund, der har fået masser af kærlighed......men måske knap så meget konsekvens?”

Av......den stak.

Lad mig først præsentere mig selv og min hund. Jeg hedder Hanne, er dyrlæge og den lykkelige ejer af en korthåret hønsehund, Hekla på 11.5 mdr. Det er ikke min første hund, men første gang, jeg har en hund helt fra hvalpestadiet.

Klummen handler om mig og min hund, vores sorger og glæder – og at dyrlæger ikke nødvendigvis er bedre hundeejere end alle andre; vi kan bare "reparere" dem, når de går i stykker.

Grunden til, at valget faldt på tysk korthår, er at min bedre halvdel er ivrig jæger og ikke kan leve uden en stående fuglehund – og så har vi haft en magen til før. Tysk korthår er en hunderace, der står ret højt i tændingen. Den kræver meget aktivering og motion, men er samtidig en god familiehund. Jeg vil dog ikke råde nogen til at anskaffe sig en magen til, medmindre de har intentioner om at bruge den til jagt.
 
Hekla blev hentet i Norge sidste påske og har siden da vendt op og ned på vores tilværelse.

Det gik udmærket i starten. Vores lille hund var fantastisk godt præget fra opdrætterens side og viste sig meget lærenem. Lige indtil hun blev ”teenager”.  Da Hekla var mellem 6 og 8 måneder troede jeg aldrig, der skulle komme noget fornuftigt ud af hende. Alting drejede sig om at løbe rundt, stjæle ting og bide i dem, jagte katten og springe op af alle, der kom forbi i bar eufori over, at der var nye mennesker, hun endnu ikke kendte. Hunden var hverken ondskabsfuld eller stak af, hun var bare en lømmel med alt for meget energi, også efter halvanden times gåtur og træning.

Beslutningen blev taget. Vi måtte i gang med mere målrettet mentaltræning og ikke kun jagttræning.
  
Siden gemalen nu har alle de sjove jagtture med hunden, besluttede vi, at jeg skulle gå til den mere regelrette lydighedstræning. Egentlig har jeg også jagttegn, men hånden på hjertet ville jeg ikke kunne ramme en fasan, om den så fløj i cirkler for næsen af mig. Så det lader jeg andre om.

Hekla og jeg træner to steder. I DCH (Danmarks Civile Hundeførerforening) og i den lokale forening for Tysk korthårshund. Her har vi fornøjelsen af at opleve forskellige måder at gå til tingene på, forskellige trænere og mange forskellige hundeejere. Begge steder oplever man det fine fællesskab, der er i at træne hund sammen.

Denne lille klumme vil blive opdateret hver 14. Dag. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over nogen. Jeg foregiver ikke at være bedre til at træne hund end andre, - jeg er blot en ganske almindelig hundeejer med en halv-tåbelig unghund. Men vi forbedrer os, lærer nye ting og kommer det meste af tiden fremad – og netop det er fælles for alle hvalpe/hunde ejere.