En god start
2. februar 2009
Af dyrlæge Hanne Friis Lund
Vi havde meldt os til ”introduktionskursus” i den lokale DCH. Som jeg forstod det, var kurset for alle, der havde en voksen hund men ikke tidligere gennemført intro kurset.
Det var søndag formiddag, solen skinnede for en gangs skyld, selvom det var januar – og det vrimlede med hunde af alle størrelser og udformninger på pladsen. DCH havde tydeligt gjort opmærksom på, at man ved start skulle medbringe vaccinationskort og forsikrings police. (Alle hunde skal være ansvarsforsikret).
Indmeldt blev vi, fordelt på hold og så stod vi der i en rundkreds med 10 hoppende og dansende hunde, der udtrykte forskellige variationer over ”jeg er utålmodig, der skal ske noget, hvem er alle de andre?”-gøen. Og min hund var ikke bedre end de andres, er jeg bange for.
Første træningsgang gik med at få kontakt med hunden. Nu er jeg udstyret med en usædvanligt madglad jagthund, så der skal ikke mange godbidder til, før man har næsten mere kontakt, end man ønsker sig. Nogen af de andre havde til gengæld større problemer, specielt en hyggelig herre med en labrador-han. Ikke tale om, at den havde tid til at høre efter ham i den anden ende af snoren, den havde alt, alt for travlt med at løbe rundt i cirkler og gø af de andre hunde. Hekla valgte en anden strategi , - hun logrede med hele kroppen og hoppede så højt op af mig, at hun næsten nikkede mig en skalle i bar eufori over alt det spændende, der skete.
Vores hundetræner hedder Per, er fra Norge og meget stille og rolig. Det hjalp jo lidt, - og efter en indledende øvelse med kontakt og masser af godbidder var vi på banen. Min lille hund veg ikke blikket fra min hånd. Det er egentlig meningen, at hunden skal have ”øjenkontakt” og ikke ”hånd med godbid kontakt,” men i lyset af, at det var første gang, blev jeg enig med mig selv om, at hun gjorde det rigtig godt. Og da hun oven i købet også klarede at gå ved fod - eller måske snarere - ”gå ved hånd med godbid”, var lykken gjort.
Nok for den gang. De andre havde også fået kontakt med deres hunde og da timen var gået var vores firbenede venner også noget mere rolige end før.
Det fine ved DCH træning er, at der er plads til alle. Vi træner også i jagthundeklubben, og der er der også stor rummelighed, men langt større krav til folk, når de starter. I DCH er det ok, at din hund hvirvler rundt ude for enden af snoren, - du er der for at lære den ikke at gøre det.
I skrivende stund er det ikke mere end to uger siden, vi startede på træning. Der er sket det fine, at jeg føler meget større samhørighed med min hund. Vi har gået mange kilometer sammen, inden vi startede på træningen, men det, at vi har et fælles mål, ændrer på mit forhold til hunden. Det er bare så meget sjovere, når man træner målrettet.
At hun så åd en handske for tre dage siden beviser blot, at ganske vist blev Rom ikke bygget en dag, det gjorde en god hund heller ikke. |
