2 skridt frem og et tilbage
 - eller måske fem skridt tilbage?
11. februar 2009

Af dyrlæge Hanne Friis Lund

Nu gik det ellers lige så godt med den her træning, og jeg syntes, min lille hund gjorde så fine fremskridt. Den er godt nok ikke helt så afrettet som de andre hunde i jagthundeklubben, men den er også ung og har fået en ret fri grund-opdragelse.

Så kom min svigerfar på besøg ……
Min svigerfar er en meget venlig mand, der vil alle hunde det bedste. Det gælder også Hekla, som han fodrer med godbidder dagen lang. Det resulterer i, at hunden følger ham konstant, prøver at hoppe op på skødet af ham og slikker på hans lommer, så savlet driver.  Jeg tog ham sågar i at fodre hende ved bordet i et ubevogtet øjeblik.

Nu er der ikke nødvendigvis noget galt med at give sin hund mad ved bordet, det må være op til den enkelte hundeejer. Men her i huset går den ikke, og vores meget aktive hund bliver helt hyperaktiv og ulidelig, hvis den bliver forkælet på den måde.

Nå, - men i går aftes  troppede Hekla og undertegnede op i ridehallen, hvor jagthundeforeningen træner. Det har vi gjort de sidste 4 onsdage, og det er vældig fint. Der kræves meget af hundene, og 24 hunde, der alle ligger dæk på en gang, er bare et smukt syn. Der er forskellige hunde på forskellige træningsniveauer og det er en fryd at se de rigtig godt trænede hunde.

Der gik ca. 2 minutter af træningstiden, førend Hekla blev helt underlig, gik baglæns og opførte sig, som om hun havde set en UFO. Hun skulle på toilettet,  og af en eller anden grund kan min hund ikke finde ud af at have afføring, når den er i snor. Vi listede os derfor udenfor, og Hekla fik gjort hvad hun skulle - uden snor på.

På den igen, nu med maven tømt. Det blev bare ikke rigtigt bedre. Kommandoen ”dæk”, som ellers har virket upåklageligt, var pludselig en by i Rusland, og da jeg gennemtrumfede det med en lidt hårdere kommando, blev ordren udført i maksimal slowmotion. Så langsomt, at jeg faktisk ikke kunne lade være med at grine.

Efter at have herset med hunden og prøvet mig frem med en noget skrappere ledelsesstil - som i øvrigt heller ikke rigtigt virkede – resignerede jeg. Det virkede heller ikke, jeg gjorde et eller andet forkert, eller også var det bare ikke vores dag.

Vi drak kaffe, og  jeg fik mange venlige kommentarer om, at ”hunden skal jo lære at underkaste sig” – og ”Man kan godt se, hvem der har trænet derhjemme siden sidst” (Av, den sad).  Hundeføreren godt frustreret, hunden mæt af dagens mange godbidder.

Vel hjemme tænkte jeg: ”det kan da ikke passe”, - og prøvede med et forsigtigt og lavt ”dæk”. Og der lå hun som et skud, - med ørerne fremme og en glad mine. Tja….

Det irriterende er, at når tingene ikke fungerer, er det jo ens egen skyld. Selvfølgelig har hunden gode og dårlige dage, - men jeg kan kun "skylde" på mig selv, når tingene ikke lykkes.

Nå ja, - i denne her uge "skylder" jeg også lidt på min svigerfar. Den går bare ikke i næste uge.