Marktræning - og en lille succes
4. og 8. marts 2009
 
Af dyrlæge Hanne Friis Lund

Sidste weekend var vi til marktræning med Hekla. For dem, der ikke har den store kendskab til jagthundetræning (som mig selv indtil for ganske nylig), skal jeg kort forklare hvad marktræning går ud på.

En jagthunds fornemmeste opgave er at finde vildt for sin ejer – og hente det, når han/hun har skudt det. Tysk korthår er en såkaldt stående fuglehund. Det vil sige, at den er i stand til at fastholde fuglevildt på jorden, indtil den på kommando bevidst ”rejser det” og får det på vingerne.  "Stand"-instinktet er hunden er født med.

Hundens stand gør det langt lettere for jægeren at få ram på fuglen, idet hunden kan holde fuglen skak, mens jægeren kommer tæt nok på til faktisk at kunne ramme. En af vores norske bekendte har udstyret sin irske setter med GPS i halsbåndet, som bipper, når hunden tager stand. Så gælder det for ham om hurtigst muligt at galopere op af fjeldsiden til hunden, så han kan få ram på de eftertragtede ryper (små hønsefugle). Så store forhold har vi ikke herhjemme, så det ville ikke være en hensigtsmæssig jagtmetode.

Jeg har nævnt det før, - jeg er en virkelig dårlig skytte og går egentlig ikke op i jagt. Det er gemalen, der står for den del af hundeholdet. Til gengæld går jeg meget op i min hund og synes, det er interessant at lære, hvad den egentlig skal bruges til.

Marktræning består i, at hunden skal afsøge bestemte områder. Den skal ”vinkle” korrekt og på kommando. Som regel foregår det på marker eller brak jord, og her er det vigtigt, at hunden kommer godt ud til begge sider af marken og får søgt rigtigt i forhold til vinden.  En god hund søger marken af i korrekt tempo og finder det vildt, der er at finde.  Den tager korrekt stand, rejser på kommando og løber ikke efter vildtet, men dækker eller sætter sig på fløjt, når vildtet er i luften. Det bevirker også, at risikoen for at ramme hunden ved en fejl er langt mindre.

Første gang, vi var af sted, var ikke noget at råbe hurra for, - der løb Hekla alt, alt for langt væk i sin iver, og jeg stod på et tidspunkt og så på en lille, brun plet 800 meter væk. Det er bare ikke meningen med det.

Sidste weekend var langt bedre, måske fordi jeg kastede håndklædet i ringen og bad gemalen gå alle turene med hende – så kunne han få lov at blamere sig, hvis det skulle være. Hekla har stadig tendens til at gå meget stort, det er en imponerende fart, der er i sådan en hund. Hun havde to perfekte stande og rejste upåklageligt på kommando. Så nu drømmer gemalen om at stille til unghundeprøve. Jeg tror, han har glemt de kommentarer, vi fik med - udover:  ”stort potentiale, super stil” nemlig: ”rå i dressuren, den er lavet til det norske højfjeld, men I er nødt til at skalere det ned til det danske fladland”.

Det var en lille krølle på træningshistorien. Der findes utrolig mange måder at bruge sin hund på. Nogen går spor, træner agility, lydighed, free-style (eller dog-dancing, som det også kan hedder), rondering, løb, trækhunde-sport, eftersøgning og så videre. Hvad man kaster sig over, afhænger af egne interesser og hundens naturlige talenter.  I vores lokale DCH er der en lille, langhåret gravhund, der går agility. Den er slet ikke til at stå for med sine korte ben.
Jeg vil til hver en tid hævde, at det er en dårlig ide at købe en fuldblods jagthund, hvis man ikke har tænkt sig at bruge den til jagt eller jagttræning. Ikke at man behøver skyde en masse, men hundens naturlige potentiale ligger i at arbejde med vildt. Ikke at det er umuligt, og jeg er sikker på, at der findes adskillige hunde af jagthunderacer her i landet, der lever et godt liv uden jagt. Men ved man fra starten, at det ikke er det, man skal, kan man lige så godt gøre livet lettere for sig selv og købe en hund med mindre jagtinstinkt og et lavere aktivitetsniveau.  
  
Singing in the rain - på kvindernes internationale kampdag 8. marts.
Jeg har fortsat vores ”opmærksomhedstræning” i dagligdagen, og fra at måtte stå en halv time og vente på hundens opmærksomhed, er vi efterhånden nede på et par minutter. Samtidig har jeg fundet vores absolut bedste trumf hvad angår at få Heklas opmærksomhed: Spegepølse i små stykker. Jeg tror egentlig min lille hund kan lære at lave kaffe i bare iver for at få dem.

Søndag den 8. Marts, kvindernes internationale kampdag, stod det ned i stænger. Ikke desto mindre var der et flot fremmøde på træningspladsen. Vi trænede lineføring med stop og sit, - det vil sige vi gik 10 skridt, stoppede, beordrede hunden sit, og der skulle den så sidde mindst 10 sekunder i ro. Det var med al sandsynlighed spegepølsen der gjorde tricket, men det gik faktisk rigtig fint. Derefter fremadsending. Fremadsending eller fremadsendelse består i, at hunden på kommando sendes fremad i en lige linie efter et objekt, det være sig en genstand, den skal samle op eller i brugshundesport en figurant. Det trænes fra bunden ved, at der lægges en godbid et stykke ude. Første gang går man derud sammen med hunden, så den ser hvor guffen er. Man går tilbage til udgangspunktet, får hunden til at vente og beordrer den derefter fremad, eventuelt understøttet af et tegn. Hunden løber ud, finder godbidden – og kaldes derefter tilbage. Første gang gik det sådan set som en drøm, Hekla røg ud efter godbidden som skudt af en kanon, fløj tilbage, satte sig ned, men fik i samme splitsekund øje på en anden hund og stak efter den, inden jeg nåede at få fat i hende.

Æv!....Benene på nakken og ud efter hunden. Det hedder jo træning......
 
Når hunden stikker af på den måde, kan man ikke skælde den ud, når den kommer tilbage selv (selvom man VIRKELIG har lyst til det). Hunden vil da ikke forstå, at det er for at løbe væk, den bliver udskældt, den forbinder det med at komme tilbage. Hvis man derimod selv kommer ud og tager hunden på fersk gerning, har man muligheden for at fortælle hunden, at det er en uønsket adfærd.

Anden gang gik det egentlig meget godt....
 
Selvtillidsøvelser, lederskabsøvelser og en snak med hundekonsulenten.
Så stod den på forhindringer. Hundene skulle gå på en bom, igennem et rør, gennem låge med mere. Det er såvel lederskabs- som selvtillidsøvelser.

Her blev det interessant. En af hundene ville simpelthen ikke igennem røret. Ikke tale om, heller ikke efter 20 minutters lokken og træneren halvt igennem røret for at vise den, at det ikke var farligt.

DCH har en konsulent-tjeneste, hvor der er i hvert område er tilknyttet en hundekonsulent. Konsulenten kan man ringe til i et bestemt tidsrum, hvis man har problemer eller blot spørgsmål. Det er en flot service for medlemmerne, ikke mindst når man tænker på, at alle trænere og konsulenter gør det på frivillig basis.

Den lokale hundekonsulent var på besøg i går, og efter træning tog vi alle sammen en snak om de problemer, ejerne havde, f.eks.: De har overtaget hunden, da den var 16 uger gammel, og den har nogen socialiseringsproblemer, de slås med. Hunden er nu 9 mdr. gammel. Det er en hanhund, så hormonerne racer rundt i kroppen på den. F.eks. er den helt ekstremt opmærksomhedskrævende hjemme. Vil konstant have kontakt, og får den ikke respons, gør den indtil ejerne reagerer (oftest med ”nej", "gå" og "læg dig”). Dårlig opmærksomhed er ofte bedre end ingen opmærksomhed. Når de går tur med den, har de problemer med, at den trækker ekstremt meget, når de møder andre hunde såvel som mennesker. Den er ikke aggressiv eller ubehagelig, blot over-ivrig for kontakt.

Hundekonsulenten gennemgik en række lederskabsøvelser for at give hunden tryghed og klarhed over hvem, der bestemmer. F.eks. aldrig at lade hunden gå først ud af døren, bede den om at flytte sig, når den ligger på gulvet derhjemme, og man skal forbi, lave hilseøvelser med andre. Samtidig anbefalede hun ejeren at prøve en såkaldt halti-grime til hunden, hvis de er ved at få hånden revet af og ikke formår at få hunden afvænt med trækkeriet, når de går tur. Det er optimalt at vænne hunden af med at trække uden sådanne hjælpemidler, men det kan være for svært for nogen.