Der har været lidt stille fra skribentens side, - vi har nemlig skulket lid på grund af diverse familiearrangementer og hvad man nu ellers bruger sine weekender til. Heldigvis er det nu blevet sommertid, og træningen er flyttet til mandag aften frem for søndag formiddag. Det hilser vi velkommen med glæde.

Jeg er begyndt at tage Hekla med på arbejde i Århus og går bevidst nogle ture med hende i byen – og i Marselis skoven, hvor der er rigtig mange joggere, børn, hunde, cyklister og ryttere. Der sker langt mere end hjemme på landet, hvor vi bor, hvor man næsten bliver forskrækket, hvis man skulle møde nogen på sin gåtur. Det går bare fint med det hele, og hun er efterhånden også ved at lære at forholde sig i ro på kontoret.  Hun er også gået fra at synes, at hvert eneste væsen, hun møder på sin vej, er det mest fantastiske i hele verden – til at være venligt interesseret på den lidt mere afdæmpede måde. Næste trin må være at køre tog og bus, det har vi ikke prøvet før.

Men træningen…..

Lineføring går efterhånden ret fint. Det er meget længe siden, jeg har behøvet at stå og kigge ud i luften og vente på, at min tåbelige hund fandt ro. Og så virker pølsestykker helt fantastisk sammenlignet med almindeligt foder.

Indkald er til gengæld lidt mere udfordrende. Hun kommer som skudt ud af en kanon – men i det øjeblik hun kommer hen og har sat sig, er det som om det nogle gange kortslutter i den lille hundehjerne, og hun stikker af igen for fuld hammer. En glad hønsehund på lidt over et år kan nå hele træningspladsen rundt et par gange i løbet af ca. 10 sekunder. Det går pænt hurtigt.

Tricket med at vende sig og løbe den anden vej er bare at glemme i den situation. Jeg valgte plan B – løb ud og hent hunden. Så blev man da også bemærket til træning den dag…. Og var jeg det ikke første gang, skete det helt sikkert anden gang, hun lavede stuntet ved fremadsendelse, hvor hun kom fint tilbage men kun lige i ½ nanosekund, før hun skred igen og lavede en sejrsrunde. Så er det man har lyst til at ruske sin hund og råbe lidt – men det bliver det jo ikke bedre af, tvært imod. 

Vores trænervikar den dag foreslog mig enten at bruge en langline på hunden eller en af de her flexi-liner. Jeg hader i udgangspunktet felxi-liner (undskyld hvis jeg fornærmer nogen. Jeg ved godt, mange holder af at bruge dem og det fungerer sikkert også fint for dem). Flexi linen skal så kun bruges til indkald, så hunden ikke har chancen for at stikke af, men samtidig kan komme forholdsvist langt ud. Jeg var jo lidt nedslået, for vi har trænet fremadsendelse og indkald meget derhjemme - og det er bare som om hun af og til koger helt over. Og hvad gør man så? Hun var også motioneret en del inden for at den del var på plads.

Der er kun 5 gange tilbage af træningsperioden, før vi skal aflægge prøve. Det føles lidt som at tænke på matematik eksamen i 3. G – frygten for at blamere sig totalt.

Nå, - men for nu at sænke tempoet, trænede jeg en del gå/stop/sit/dæk – i højt tempo for at genvinde koncentrationen. Og da vi så småt var ved at være færdige, prøvede jeg igen. 5 perfekte fremadsendelser og indkald.

Vi er åbenbart ikke så gode til at vise os. Det kan man så tænke over.