Det er en hel måned siden, jeg sidst har skrevet. Det betyder ikke, at det hele har stået stille – tvært imod. Vi har nemlig været en tur i Norge i påsken og besøge Heklas opdrætter, Kaare Lotsberg.

Kaare er lidt af en legende i norsk fuglehundesport og har trænet både settere, hønsehunde og pointere. Heklas mor, Eraaks Lola er en af de højest præmierede korthårshunde i Norge – så det gav selvsagt en smule præstationsangst, for havde vi nu fået nok ud af potentialet i vores fine hund?

Kaare har sat sig for at få det maksimale ud af hver eneste hund, og har i den forbindelse skrevet flere artikler om træning af fuglehund. Nysgerrige kan finde det på : http://www.eraaks.com

Træningen gik heldigvis rigtig, rigtig fint. Det gør meget godt ved en hund som Hekla, at den i en uge er i en flok på fire hunde, får brugt sig aktivt på fjeldet i 4 timer eller mere hver dag – og får lov at gøre det, den er avlet til, nemlig at finde ryper, tage stand for dem og lette dem. Magen til glad og afstresset hund skulle man lede længe efter.

Hvis nogen måtte huske et af de foregående afsnit om vores marktræning her i Danmark, fik vi meget tydeligt at vide, at hunden skulle  indskrænke sit råderum og ikke gå så stort. I fjeldet er det helt omvendt – der skal de virkelig afsøge enorme områder, og her var Hekla næsten småt-gående i forhold til sin mor og søster. For slet ikke at tale om pointeren, Lovinda, der havde ét gear, og det var fuld fart frem. Til gengæld fandt den ryper i ét væk.

Efter en super påske vendte vi glade og fortrøstningsfulde hjem med en harmonisk hund. Hekla havde gjort det helt supert. Udfordringen for hende som jagthund bliver nu at kunne skelne mellem forskellige terræner. Der er ikke megen ide i at have en jagthund i Danmark, der i løbet af halvandet minut har gennemtravlet hele jagten og nået ind i nabo kommunen, - det skal helst gå lidt langsommere her. Det bliver vores udfordring, og jeg ved endnu ikke, hvordan jeg skal løse den. Men dressur skal der til, så meget har jeg regnet ud.

Al denne fjeldtræning gav en mere harmonisk hund til dressurtræningen, i hvert tilfælde de første par uger. Vi skal aflægge prøve næste gang, for nu er forårssæsonen allerede slut. Det er ”bare” afslutningsprøven efter hvalpe-unghundeholdet, så der forlanges ikke andet end: Lineføring, sit, dæk, indkald, accept af fremmed person og selvtillidsøvelser. Vi kan det egentlig godt – men ind imellem koger det stadig over for den lille hund, og så sent som i mandags tog hun en ordentlig runde på hele træningspladsen af bar kådhed. Det er lidt surt overfor en dommer, så vi planlægger lang, lang gåtur næste mandag inden prøven.

Hvis der er nogen, som kan levere et norsk fjeld i løbet af weekenden til at tage den værste energi ud, så vil jeg gerne bestille sådan et.

Vores trænervikar den dag foreslog mig enten at bruge en langline på hunden eller en af de her flexi-liner. Jeg hader i udgangspunktet felxi-liner (undskyld hvis jeg fornærmer nogen. Jeg ved godt, mange holder af at bruge dem, og det fungerer sikkert også fint for dem). Flexi linen skal så kun bruges til indkald, så hunden ikke har chancen for at stikke af, men samtidig kan komme forholdsvist langt ud. Jeg var jo lidt nedslået, for vi har trænet fremadsendelse og indkald meget derhjemme - og det er bare, som om hun af og til koger helt over. Og hvad gør man så? Hun var også motioneret en del inden for at den del var på plads.

Der er kun 5 gange tilbage af træningsperioden, før vi skal aflægge prøve. Det føles lidt som at tænke på matematik eksamen i 3. G – frygten for at blamere sig totalt.

Nå, - men for nu at sænke tempoet, trænede jeg en del gå/stop/sit/dæk – i højt tempo for at genvinde koncentrationen. Og da vi så småt var ved at være færdige, prøvede jeg igen. 5 perfekte fremadsendelser og indkald.

Vi er åbenbart ikke så gode til at vise os. Det kan man så tænke over.