| |
|
|
|
|
|
En helt almindelig torsdag på Dyrehospitalet
Af dyrlæge Hanne Friis Lund
 Hobrovejens Dyrehospital ligger i Ålborg. Klinikken beskæftiger i alt 5 dyrlæger og endnu flere veterinærsygeplejersker og klinikmedhjælpere.
Dyrehospitalet har udelukkende smådyrspraksis, det vil sige familiedyr som hund, kat, gnavere og fugle. Stedet er henvisningspraksis for dyrlæger i hele Jylland for rygoperationer, øjenlysning og gnaversygdomme, samt sygdomme hos mere eksotiske dyr som krybdyr.
Vi var med en helt almindelig sommer-torsdag, og her vil du kunne læse om nogle af patienterne, vi mødte.
Ung nymfeparakit med dårlig appetit
 Den første patient var en meget ung nymfeparakit. Ejeren havde købt den hos opdrætteren, som havde instrueret hende i at special-fodre den, da den var meget ung til at flytte hjemmefra. Det gik bare ikke så godt med spisningen, og ejeren var forståeligt nok ved at blive bekymret for sin fine fugl.
Normalt bør parakitter gå sammen med forældrene i ca. 4 uger, efter at redekassen er forladt. Denne fase er vigtig for at lære sociale færdigheder såsom at spise, soignering af fjerdragten m.m.
Dyrlæge Thomas Larsen undersøgte fuglen grundigt for eventuelle sygdomme og kunne heldigvis konstatere, at der tilsyneladende ikke var andet galt, end at den var lidt mager og skulle lære at spise selv. Han tog dog en prøve for svampeinfektion i kro og spiserør.
Kunsten er derfor at finde balancen mellem, at fuglen får nok væske og mad ved madning, - men stadig så lidt, at den er sulten nok til at have lyst til at spise selv.
Heldigvis var der både hvid og grøn afføring i buret. Fugle udskiller urin som tørstof, - og det er hvidt og kan ses som de kendte fugleklatter. Det vil sige, at de ikke tisser ligesom pattedyr. Afføring er også fugleklatter, - men klatter med afføring er grønne. Det er altså vigtigt at holde øje med, at ens fugl både leverer hvide og grønne klatter.
Prøven for svamp var heldigvis negativ, og dagen efter var parakitten også begyndt at nippe af de fuglefrø, ejeren havde spredt ud i bunden af buret. Så nu er den på rette kurs mod et forhåbentlig langt og godt liv.
Felix fik styr på tandrækken
Felix er en hanhund af racen ”Coton de Tulear”, også kaldet bomuldshund, på 6 år og 9 måneder. Han var indlagt på hospitalet for at få renset tænder. Da man ikke kan forklare dyr, at de skal sidde med munden åben, og at det i øvrigt ikke gør ondt, foretages tandrensninger altid i fuld bedøvelse. Hvordan det går til kan du se her:
 
Først har Felix fået en beroligende sprøjte. Når den virker godt, får han lagt et venflon (drop) i forbenet. Det svarer til, at vi mennesker får det i håndryggen, når vi er på sygehuset.
Gennem venflon’et gives selve bedøvelsen. Det er et mildt bedøvelsesmiddel, som får Felix til at falde lige så stille i søvn. Når han sover, får han lagt en tubus ned i halsen. Det kan se voldsomt ud, men det er for at sikre, at der hele tiden er frie luftveje. Det er specielt vigtigt, når man foretager tandbehandlinger, hvor der skylles med vand hele tiden. Hvis man ikke lægger en tubus ned i halsen, kan der være risiko for kvælning.
Felix får hele tiden både ilt og bedøvelsesgas gennem tubus, så dyrlægen har mulighed for at styre bedøvelsen 100%. Samtidig har han overvågningsudstyr på, der måler blodtryk, puls, vejrtrækningsfrekvens og iltspænding i blodet.
 
Først renses tænderne grundigt med en ultralyderenser. Så måles tandlommerne med en såkaldt poche-måler, og alle tænder og tandkød undersøges grundigt. Felix har lidt parodontose på sine kindtænder, men det er ikke så alvorligt. Hvis parodontosen er kraftig, vil man ofte vælge at trække tænderne ud, da det kan være både ubehageligt og ofte smertefuldt for hunden.
Sluttelig poleres tænderne, - og han er nu færdig og kan få lov at vågne op af narkosen.
Hvis Felix skulle have trukket tænder ud, ville man oftest gøre det lige efter tandrensningen. I mange tilfælde kan der blive tale om, at dyrlægen tager et røntgenbillede af tænderne for at undersøge, om der er skade på tandrødderne. Hvis det er meget slemt, og der skal trækkes mange tænder ud, vælger man nogle gange at gøre tingene over flere gange. Felix’ ejer passer heldigvis godt på hans tænder, så han kan nøjes med at komme tilbage til kontrol om 6 måneder.
Hvis du vil vide mere om parodontose og behandling, samt forebyggelse, kan du læse om det her.
Cala fik fotograferet hofterne
 På billedet ses tævehunden Cala. Hun var ikke indlagt på dyrehospitalet, fordi hun var syg, - men fordi hun skulle have taget røntgenbilleder af sine hofter. Markabert ser det ud, men hun er i fuld bedøvelse. Det er nødvendigt for at få hunden til at ligge stille på ryggen – og få lov at strække bagbenene helt du.
Stort set alle raceklubber for de større hunderacer kræver røntgen af hofter, - og flere også af albuer, før hunden må bruges til avl. Røntgenbillederne tages for at få en ide om, hvorvidt hunden er disponeret for hofteledsdysplasi.
Hofteledsdysplasi er en tilstand, hvor lårbenshovedet ikke sidder helt på plads inde i hofteskålen. Oftest fordi hoftskålen er for flad, hvilket betyder, at lårbenshovedet kan flytte sig frem og tilbage. Det vil på langt sigt give gigtforandringer og smerter i hoften, når leddet ikke er stabilt. Hofteledsdysplasi har vi kendt til i Danmark i rigtig mange år. Vi ved, at det er delvist arveligt, - men også at kost og motion i vækstfasen har meget stor betydning.
Da vi kørte fra hospitalet, var der endnu ikke kommet svar på Cala’s røntgenbilleder, så vi ved ikke noget om resultatet af billederne.
For at gøre vurderingen af hoftebillederne så ensartet som muligt, sendes alle hofte-røntgenbilleder ind til et nationalt bedømmelsesudvalg bestående af specialdyrlæger. De vurderer hofterne ud fra en skala, hvor A er bedst og E værst.
En hund kan godt have dårlige hofter på røntgenbilledet, - men ikke have særlig ondt. Og omvendt kan billedet ikke se så dårligt ud, men hunden kan være plaget af det.
Hvis du vil læse mere om hofteledsdysplasi, kan du gøre det her: Vi skal for en god ordens skyld igen gøre opmærksom på, at vi ikke har kendskab til nogen problemer med Calas hofter.
Øjenlysning af collie-hvalpe for arvelige sygdomme
 Formiddagens absolut mest nuttede indslag var et helt hold hundehvalpe. Hvalpene var lige omkring 8 uger og skulle øjenlyses for CEA (Collie Eye Anomali). CEA er en arvelig øjensygdom, der påvirker nethinde og senehinde og kan ende med blindhed. Man ved at lidelsen er arvelig, og derfor bør de racer, der er påvirket af sygdommen øjenlyses.
 Billedet viser dyrlæge, Thomas Larsen umiddelbart inden øjenlysningen. Thomas Larsen har gennemgået en speciel efteruddannelse i øjensygdomme for dyrlæger. Det betyder både, at han er yderst kompetent til at diagnosticere og behandle sygdomme i øjet hos hund og kat, men også at han er certificeret til at udføre alle typer øjenlysning og undersøgelser i forbindelse med godkendelse af hunde (og katte) til avl.
Selve undersøgelsen foregår i mørke med specialudstyr. Hvis du er interesseret i at læse mere om øjenlysning, kan du se det her. Hvalpene var helt vidunderlige, rolige, sociale og tillidsfulde. Vi havde gerne snuppet et par stykker med hjem.
Pudde blev steriliseret
Pudde er en ung, trefarvet hunkat , som var indlagt på dyrehospitalet at blive steriliseret.
Når man steriliserer en hunkat, fjerner man æggestokkene, - og i mange tilfælde også livmoderen. Det betyder ikke som hos mennesker problemer med hormonproduktionen, - men det betyder, at katten ikke kommer i løbetid og ikke kan få killinger.
Sterilisation er den metode, der anbefales af alle dyrlæger til at undgå uønskede killinger, - og slippe for at have en hunkat i løbetid. Man kan også give katten p-piller, men det er forbundet med stor risiko for senere udvikling af brystkræft og livmoderbetændelse hos katten. Brystkræft hos kat er desværre i 80% af tilfældene ondartet.
Hvis man ved, at man ikke ønsker killinger, - og ser på det samlet over et katteliv, er det både billigere, nemmere og forbundet med en mindre risiko at få katten steriliseret.  Som man kan se, foregår operationen i fuld narkose og sterilt. Katten har efterfølgende et lille sår i mavens midtlinie, - men efter at det har haft 10 dage til at gro sammen, og den har fået smertestillende, er det langt de færreste, der mærker noget til det.
 På billedet ses Pudde’s mave umiddelbart efter sterilisationen. Der er kun et ca. 4 cm langts år, som heler i løbet af 10 dage. Det lille ar, som kommer, ses ikke, når pelsen først vokser hen over.
Tak til Hobrovejens Dyrehospital |
|
|
|
|
|
| |
|
|