Hvem er vi | Profil | Mail et forslag | Links
  • Forside
  • Hund
  • Kat
  • Hest
  • Gnaver
  • Fugl
  • Pleje
  • Medicin
  • Videnskab
  • VetFamily
  • Nyhedsbrev
  • e-butik
 
  • Sygdomsleksikon
  • FAQ
  • Hundeskolen
  • Forgiftning
  • Tema
  • Symptomguiden
 
 

Testikelkræft

Af dyrlæge Flemming Samsøe

Hvad er testikelkræft hos hunde?
Testikelkræft er en hyppig kræftform hos hunde. 5% af alle hundesvulster stammer fra testiklerne. Knuderne dannes, fordi nogle celler i testiklen begynder at dele sig ukontrolleret. Der findes tre forskellige former for testikelkræft, stammende fra de tre forskellige celletyper testiklen er bygget op af.

Hvad er symptomerne på testikelkræft? 

  • Den ene testikel er større end den anden. Der kan være op til 25% størrelsesforskel på
    to normale testikler, så det er vigtigt at du er klar over, om der altid har været forskel i størrelsen.
  • En fast knude i testiklen.


Mange (25-50%) af testikelkræftformerne danner hunkønshormoner, og det kan give følgende symptomer: 

  • Indskrumpning af den raske testikel
  • Symmetrisk hårtab
  • Penis hænger i en slappere forhud
  • Vækst af brystkirtler
  • Andre hanhunde bliver interesserede, fordi hunden afgiver feminin lugt 


Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen testikelkræft?
Dyrlægen føler testiklerne og de nærmeste lymfeknuder efter. Har kræften spredt sig, er det som regel til lymfeknuderne. Dyrlægen kan også tage et røntgenbillede af brysthulen for at se efter spredninger. Hvis der ikke er spredninger, er hundens chance for at komme sig god.

Testikler i bughulen hos kryptorkide hunde har mere end 10 gange så høj risiko for at blive ramt af kræft. Hvis dyrlægen kan mærke en knude i bughulen hos en kryptorkid hund, kan en røntgenundersøgelse eller en scanning hjælpe med at fastslå diagnosen.

Hvordan behandles testikelkræft?
Testikelkræft behandles ved kastration. Begge testikler fjernes altid på grund af risikoen for spredninger. Ved tegn på spredning fjerner man også de nærmeste lymfekirtler.

Hvad er fremtiden for din hund, hvis den har testikelkræft?
Hvis man stiller diagnosen så tidligt, at der endnu ikke er opstået spredninger, er der gode chancer for fuld helbredelse. Symptomerne på kønshormonproduktion forsvinder oftest i løbet af 2-4 uger.

Er der allerede sket spredninger, vil disse fortsætte efter kastrationen og give hunden problemer.
Ca. 10% af de hormonproducerende svulster når at sprede sig, inden man stiller diagnosen.

Hvorfor får hunde testikelkræft?
Man kender ikke den præcise årsag til, at cellerne begynder deres ukontrollerede vækst, men man ved, at hundens alder har betydning. Hunde med testikelkræft er i gennemsnit 10 år, når svulsten bliver opdaget. Den temperatur, testiklen befinder sig i, har også betydning. Testikler, der befinder sig i bughulen, hvor temperaturen er 2-3 grader højere end i pungen, har 13 gange så høj risiko for at blive ramt af kræft som normale testikler.

Hvad er risikoen for, at din hund får testikelkræft?
Er din hanhund kryptorkid, er risikoen for testikelkræft så stor, at du bør lade den kastrere for at forebygge tilstanden.

Hvilke racer er særligt udsatte for at få testikelkræft?
De racer, der er udsatte for at være kryptorkide, har også en stor risiko for at få testikelkræft. Det drejer sig om små hunde som chihuahua, puddel, pomeranie, shetlands-sheepdog, schnauzer og terrier.

Kønshormonpåvirkningen af knoglemarven kan give blodmangel, og dermed er der en øget risiko ved operationen.

Læs mere: Kryptorkisme.

 
 
Indholdet der findes på Netdyredoktor.dk er udelukkende til informationsbrug. Disse informationer må på ingen måde kompensere eller erstatte den professionnelle rådgivning og behandling, som gives af en autoriseret dyrlæge. Læs afsnittet om juridisk information og ansvarsfraskrivelse. ©2000-2009 Netdyredoktor A/S