Lymfom hos hund og kat.
Af dyrlæge Morten Bentsen. Hvad er lymfom?
Lymfom, der også kaldes lymfosarkom, er kræft i i de blodceller, der kaldes lymfocytter. Lymfocytterne findes i blodet og i lymfeknuderne overalt i kroppen, og sygdommen hører til de kræftsygdomme, der er ondartede ( i modsætning til de godartede ). Der findes på internettet rigtigt meget litteratur om denne kræftsygdom – især findes der meget på engelsk. Du kan finde mere information, hvis du søger under lymphoma, lymphosarcoma, canine (hund på engelsk) og feline (kat på engelsk). Hvad er symptomerne på lymfom? Da sygdommen er i cellerne i blodet, er det klart, at symptomerne kan variere meget, afhængig af hvilke organer, der er mest påvirkede. I de fleste tilfælde vil lymfeknuderne under huden være forstørrede, og man kan føle hævede lymfeknuder under kæbegrenene, foran skulderbladene og/eller på bagsiden af lårene. Der kan også være tilfælde, hvor hovedsædet for sygdommen er lymfeknuderne i tarmen eller i lungevævet, og i nogle tilfælde er knoglemarven involveret. I disse tilfælde vil det være symptomer fra disse organer ( f.eks. opkastninger/diarre eller hoste ), der dominere billedet. I nogle tilfælde er symptomerne ikke særligt entydige og der kan være øget drikkelyst og vægttab.
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen lymfom?
 Ved mistanke om lymfom vil en komplet undersøgelse indeholde følgende elementer: Vævsprøve (biopsi) fra det involverede område Blodprøve til tælling af celler og til kontrol af lever- og nyrefunktion Urinanalyse Røntgen og ultralydsscanning Evt. knoglemarvsprøve
Når alle resultater er samlet, vil dyrlægen stille den endelige diagnose, og grad- og stadie-inddele sygdommen. Hvordan behandles lymfom?
 Lymfom kan behandles med kemoterapi. Kemoterapi bruges på en anden måde til hunde og katte end det gøres til mennesker, idet der ikke benyttes så høje doser. Hundene og kattene bliver derfor som oftest ikke syge af behandlingen og taber ikke hårene. Der benyttes forskellige protokoller, og afhængig af stadiet af sygdommen og den protokol, der benyttes, vil mellem 60 til 90 % af patienterne opleve, at sygdommen forsvinder. Da dosis af kemoterapien er lav, vil sygdommen ofte opstå igen efter 6 til 12 måneder. 50% af behandlede hunde vil være i live efter 1 år og 25% vil være i live efter 2 år, og dyrene vil have haft et forløb med en høj livskvalitet og med minimale bivirkninger af behandlingen. Kemoterapi er en behandlingsform, der kræver hyppig kontakt til den behandlende dyrlæge, og den strækker sig oftest over en periode på 12 uger afhængig af, hvilken protokol der benyttes. Dette kombineret med medicinens pris gør, at den samlede pris for behandlingsforløbet godt kan løbe op. Kemoterapi udføres i Danmark kun af dyrlæger godkendt af Den Danske Dyrlægeforening.
Hvordan er fremtiden for din hund eller kat, hvis den har lymfom?
Uden behandling er overlevelsestiden kort (gennemsnitlig 2 måneder) – med behandling noget længere som skitseret ovenfor. Det er derfor nødvendigt for ejere af hunde eller katte med denne sygdom at tage stilling til, om dyret hurtigt skal i gang med en behandling, eller om det skal aflives. Du må snakke mulighederne grundigt igennem med din dyrlæge for at træffe den beslutning, der er rigtigst for dig og din hund eller kat: Behandling eller aflivning? Hvis du overvejer behandling, er det bedst du kontakter en af de certificerede onkologi dyrlæger, idet de bedst vil kunne informere dig om plusser og minusser ved en eventuel behandling. I VetFamily er der certificerede onkologi dyrlæger på Ikast Dyreklinik ( fagdyrlæge Morten Bentsen ) og på Århus Dyrehospital (dyrlæge Steen Engerman). Øvrige certificerede dyrlæger er Anne Sørensen ( Fasanvejens Dyreklinik ), Peter M. Skov ( Odense Dyrehospital ), Berit Sørensen (Ålborg Dyrehospital), Helle Johansen (Bygholm Dyrehospital), Annemarie Kristensen (Landbohøjskolen) og Anne Greisen (sygemeldt).
Hvorfor får hunde og katte lymfom?
Årsagen til lymfom og kræft i det hele taget er komplekse. Man ved nu, at kræft i cellerne udvikles som følge af en serie af ændringer i cellen, der til slut resulterer i en kræft-celle. Fremtidens kræftbehandling retter sig mod disse kræft-celle specifikke reaktionsmønstre. Hvad er risikoen for, at din hund eller kat får lymfom?
Lymfom er en af de almindeligste ondartede kræftformer hos kæledyr. Således er lymfom den hyppigste ondartede kræftform i det Danske Veterinære Cancerregister hos hunde og den tredje hyppigste hos katte. |