Hvem er vi | Profil | Mail et forslag | Links
  • Forside
  • Hund
  • Kat
  • Hest
  • Gnaver
  • Fugl
  • Pleje
  • Medicin
  • Videnskab
  • VetFamily
  • Nyhedsbrev
  • e-butik
 
  • Sygdomsleksikon
  • FAQ
  • Hundeskolen
  • Forgiftning
  • Tema
  • Symptomguiden
 
 

Lymphosarcom

Af dyrlæge Jesper Vetter

Hvad er lymphosarcom hos hunde?
Lymphosarcom er kræft i lymfevævet og lymfocytterne (hvide blodlegemer), og sygdommen er den tredjemest hyppige kræftform hos hunde. Lymfevæv findes mange steder i kroppen:

  • Lymfeknuder
  • Milt
  • Lever
  • Tarm
  • Knoglemarv


Hvad er symptomerne på lymphosarcom?
Lymphosarcom kan inddeles i 5 forskellige former afhængig af, hvor det primært opstår:

  • Overfladiske lymfeknuder:

    Dette er den mest almindelige form. Alle udvendigt tilgængelige lymfeknuder (dem der ligger lige under huden - fremhævet med rødt på billedet) hæver til dobbelt størrelse eller mere.

    I nogle tilfælde vil det eneste mærkbare symptom være forstørrelse af lymfeknuderne på halsen, under underkæben, på bagsiden af låret og foran skulderen. Generelt vil hunden virke lidt træt og måske have nedsat appetit.

    Der kan godt være mere alvorlige symptomer som vægttab, opkastninger, diarre, svækkelse og besvær med vejrtrækning. Hvor alvorlige symptomerne er afhænger af, hvor meget de berørte organer er påvirket. 

    Organer som lever, milt og knoglemarv kan også være påvirkede.
  • Mavetarmkanal:
    En form hvor mavetarmkanalen er involveret. Hunde med denne type vil typisk have opkast, diarre, vægttab og nedsat appetit.
  • Brysthulen:
    Hunde med denne type lymphosarcom har besvær med vejrtrækning og øget tørst/urinering.
  • Huden:
    Lymphosarcom kan også begynde i huden. Hunden vil have skorpet, skællet og rødlig hud, som kan være kløende. De kan også have knuder i huden, som kan blive til væskende sår og være ubehagelige for hunden. Også trædepuder og gummer kan blive ramt, ligesom lymfeknuder, lever og milt kan blive påvirkede.
  • Knoglemarven:
    En form, hvor lymphosarcomet har sæde i knoglemarven. Symptomerne knytter sig til en nedsat produktion af blodets celler, som netop bliver dannet i knoglemarven:
    - Nedsat produktion af røde blodlegemer, som transporterer ilt rundt i kroppen.
    - Nedsat produktion af hvide blodlegemer, som bekæmper infektioner i kroppen.
    - Nedsat produktion af blodplader, som hjælper til i blodets størkningsproces.

    Dette fører til:
    - Blodmangel (anæmi).
    - Øget tendens til infektioner.
    - Øget tendens til blødninger.

Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen lymphosarcom?
Ved mistanke om lymphosarcom vil en komplet undersøgelse indeholde følgende elementer:

  • Vævsprøve (biopsi) fra det involverede område
  • Blodprøve til tælling af celler og til kontrol af lever- og nyrefunktion
  • Urinanalyse
  • Røntgen og evt. ultralydsscanning
  • Evt. knoglemarvsprøve

Når alle resultater er samlet, vil dyrlægen ofte kunne stille en endelig diagnose.

 

Hvordan behandles lymphosarcom?
Da lymphosarcom er kræft, er der ikke nogen behandling som vil kunne helbrede lidelsen.

I U.S.A anvender man kemoterapi til at forlænge hundens liv. Det kan ikke helbrede den, men øger overlevelsestiden med ca. ½-1 år. Her I Danmark bliver denne behandlingsform ikke  anvendt, da overlevelsestiden anses for at være for kort  i forhold til det krævende behandlingsforløb (behandling hver uge), som hunden skal udsættes for. Det vil ikke være i hundens interesse at forlænge livet med nogle få måneder, når udsigterne til helbredelse alligevel er håbløse.

Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den har lymphosarcom?
Fordi der ikke er mulighed for helbredelse, og overlevelsestiden er kort (gennemsnitlig 2 måneder) - selv ved behandling med kemoterapi - vil aflivning være den eneste rigtige udvej.

Hvorfor får hunde lymphosarcom?
Årsagen er endnu ikke kendt. Hos katte ved man, at en virus kan være årsag til lidelsen.

Hvad er risikoen for, at din hund får lymphosarcom?
Amerikanske kilder siger, at risikoen for lymphosarcom er 0,4 promille, dvs. at 4 ud af 10.000 hunde får lymphosarcom.

Det fremgår af amerikanske undersøgelser, at 4 ud af 1000 hunde får kræft, og heraf er 10 % lymphosarcom.

Hvilke racer er særligt udsatte for at få lymphosarcom?
Boxer, schæfer, golden retriver, skotte, west highland white terrier og pointer har en højere risiko for at få lymphosarcom.

Anden viden om kræft hos hunde:
I de fleste tilfælde ved man ikke, hvorfor hunde får kræft. Der er mange typer af kræft og mange årsager. Det kan være kemikalier i vores miljø, påvirkning af sollys, infektioner, virus samt genetiske-arvelige faktorer.

Kræft begynder med, at en celle eller en gruppe af celler formerer sig i et unormalt antal.
Normalt vil kroppen kunne kontrollere en sådan unormal vækst af celler og tilintetgøre dem, inden de kommer ud af kontrol. Men når denne kontrol svigter, opstår der kræft.

Det er vigtigt, at man som hundeejer gør sig klart, at kræft ikke smitter, og at det ikke er noget, man selv eller andre er skyld i.

Årsagen til kræft er ikke relevant i forhold til behandlingen, og der er ikke nogen muligheder for at klarlægge årsagen til, at din hund evt. får kræft.

 
 
Indholdet der findes på Netdyredoktor.dk er udelukkende til informationsbrug. Disse informationer må på ingen måde kompensere eller erstatte den professionnelle rådgivning og behandling, som gives af en autoriseret dyrlæge. Læs afsnittet om juridisk information og ansvarsfraskrivelse. ©2000-2009 Netdyredoktor A/S