|
VHD Viral Haemorrhagisk Disease (virusbetinget blødersygdom)
Af Jesper Vetter.
Hvad er VHD hos kaniner? VHD er en meget smitsom og dødelig sygdom, som rammer de kaniner, der nedstammer fra vilde, europæiske kaniner, som vores tamkaniner gør. Harer kan rammes af en tilsvarende sygdom, men smittes ikke af VHD. Lidelsen forårsages af et virus kaldet Calicivirus. Sygdommen blev første gang set i Kina i 1984, og har siden spredt sig til det meste af verdenen.
Hvad er symptomerne på VHD? - Appetitløshed
- Høj feber
- Hurtig vejrtrækning
- Blødninger fra næse og andre kropsåbninger
- Pludselig død
- I mange tilfælde ses der ingen symptomer; døden indtræder pludseligt uden varsel.
- Inkubationstiden er meget kort, og døden kan indtræde indenfor 48 timer efter, at kaninen er blevet smittet.
Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen? Diagnosen stilles først og fremmest ud fra mistanke om sygdommen. De ovenfor beskrevne symptomer vil være vejledende, men især forekomst af pludselige og uforklarlige dødsfald vil kræve laboratorieundersøgelse. VHD er ligesom som Myxomatose en anmeldepligtig sygdom hos kaniner. Det vil sige, at dyrlæger har pligt til ved mistanke om udbrud af sygdommene (lov om sygdomme og infektioner hos dyr (Lov nr. 351 af 02-06-1999)), at indsende materiale til laboratoriemæssig undersøgelse. De laboratoriemæssige undersøgelser foretages af Statens Veterinære Institut for Virusforskning på Lindholm.
Hvordan behandles VHD? Som følge af sygdommens hurtige og fatale forløb, er der ingen mulig behandling.
Hvad er fremtiden for din kanin, hvis den har VHD? Kaninen har ingen fremtid. Næsten 100 % af kaninerne dør, hvis de først er smittet med VHD.
Hvordan får kaniner VHD? Hvis sygdommen er til stede i en kaninbestand, er der mange måder, hvorpå smitte kan finde sted:
- Kontakt med virussmittet tøj, sko o. lign.
- Direkte kontakt med en smittet kanin eller med afføring fra en smittet kanin
- Kontakt med kaninprodukter fra smittede kaniner (skind, kød, uld)
- Insekter, fugle og andre dyr kan overføre smitte fra syge til raske kaniner.
- Mennesker kan sprede virus til deres kaniner efter at have været i kontakt med smittede dyr, eller med materiale, som er virussmittet.
Hvad er risikoen for, at din kanin får VHD? Risikoen er lille, da sygdommen ikke er set i Danmark længe. Et udbrud af VHD i Sønderjylland omkring 1988 udløste lovmæssige restriktioner vedrørende denne sygdom (restriktioner i forbindelse med udstillinger og dyrskuer). De lovmæssige restriktioner skulle forhindre yderligere udbredelse af sygdommen.
I områder/lande hvor sygdommen forekommer er det vigtigt med forebyggende foranstaltninger. Der er flere ting, man kan gøre. I f.eks. England, hvor sygdommen er udbredt, vaccineres både mod VHD og Myxomatose. Kaninerne vaccineres første gang ved 8-ugers alderen og derefter hvert halve år. Vaccinen er en "dræbt "vaccine. Vaccinerede dyr vil ikke være til fare for uvaccinerede dyr. Forebyggende foranstaltninger kan være: - Hold kaninerne indendørs. – Kaniner, som lever udenfor, er udsat for større risiko for smitte.
- God hygiejne er også meget vigtig. Hold burene rene. God personlig hygiejne, hvis man har været i kontakt med andre kaniner (skift tøj, vask hænder etc.)
- Indsamling af grønfoder skal ikke finde sted, hvor der findes vilde og fritlevende kaniner.
- Der må ikke være noget i nærheden af bur eller kanin, som tiltrækker rotter og mus (husk opsamling af spildt foder).
- Nedsæt mulighederne for at fugle og insekter trænger ind til dine kaniner.
Hvilke racer er særligt udsat for at få VHD? Det er kun kaniner, som tilhører arten Oryctolagus Cuniculus, der kan smittes. Denne art omfatter de vilde europæiske kaniner og de deraf nedstammede tamme kaninracer.
Anden viden om VHD hos kaniner: Kaninens Calicivirus er meget hårdfør. Den kan overleve 105 dage ved rumtemperatur, og kan modstå nedfrysning. I enkelte tilfælde kan smittede kaniner overleve sygdommen, og bliver kun forbigående let syge. Disse kaniner vil bære og udskille virus i op til 42 dage eller mere efter smitte, og dermed fungere som raske smittekilder.
Læs mere: www.rabbit.org/care/vhd.html Diseases of Laboratory Rabbits (http://netvet.wustl.edu/species/rabbits/rabbits.txt) www.houserabbit.co.uk www.retsinfo.dk |
|