Kræftceller er kroppens egne celler, der blot har ændret karakter

Af journalist Vibeke Brock

I kroppen hos pattedyr som heste og hunde, katte og kaniner og for den sags skyld også mennesker er der over 200 forskellige slags celler. Disse celler er specialiserede og danner forskellige organer, der varetager forskellige funktioner. Eksempler på sådanne specialiserede celler er hudceller, nerveceller, leverceller og knogleceller.

Selv om cellerne altså er blevet vidt forskellige, bærer de alle på den samme pakke af arveanlæg i deres cellekerner, nemlig det sæt af arveanlæg, der stammer fra den befrugtede ægcelle, der var starten på det aktuelle pattedyr.

Men der kan opstå ændringer i cellernes arveanlæg i organismens levetid, og hvis de ændringer er tilstrækkeligt omfattende, kan de ændrede celler blive til kræft-
celler. Der kan altså dannes over 200 forskellige typer kræft, eller kræftformer i et pattedyr.

Celler skal kunne dele sig
Arveanlæggene er stort set godt beskyttet i cellen. Dels ligger de som kromosomer i deres eget afgrænsede område, cellekernen. Dels er den kemiske forbindelse (DNA), som de består af, vanskelig at ødelægge, fordi den består af to lange kæder, der er tæt bundet til hinanden som siderne i en lynlås.

Men der er situationer, hvor arveanlæggene er mere sårbare, og det er for eksem-
pel, når cellen deler sig. Da spaltes det stabile, dobbelte DNA nemlig på langs, og hver side af "lynlåsen" får tilført materiale, så der dannes to hele, delvis nye lynlåse, der går til hver sin nye celle. Den ene af de nye celler har fået venstre side af den originale lynlås og den anden højre side.

Lige præcis i forbindelse med den nævnte opbygning af nyt DNA-materiale kan der ske fejl. Fejlene er i mere end 999 tilfælde ud af 1000 så små, at de kan repareres af cellens egen interne kontrol ved en form for DNA-reparation, eller også har fejlene ikke nogen betydning for cellens arbejde.

Hvis fejlene medfører en ændring af cellens overflade, vil cellen blive opfattet som en fremmed celle af kroppens immunforsvar, der vil dræbe den og nedbryde den, som var den for eksempel en bakterie. Men sker der fejl, der bevirker, at cellens overflade er upåvirket, kan immunforsvaret ikke registrere, at der er noget galt,
og så kan cellen dele sig uforstyrret ligesom de normale celler i området. Der vil så, efterhånden som de ændrede celler deler sig, danne sig en koloni af funktionsuduelige celler i organet.

Kræftceller følger ikke spillereglerne
I kroppens normale celler findes der arveanlæg, der kontrollerer cellernes delinger, så der ikke sker flere celledelinger, end der er brug for. Cellerne registrerer, hvornår hurtige celledelinger er nødvendige, for eksempel for at kunne reparere et beska-
diget område, som vi kender det fra sårheling.

Cellerne registrerer også, hvornår der er celler nok i området, så delingerne standses.

Det er ikke svært at forestille sig, hvad der sker, hvis arveanlæggene for kontrol med celledeling bliver ødelagt i en celle. Så vil cellen og dens aflæggere stille og roligt fortsætte med at dele sig uden at respektere, at der ikke mere er brug for flere celler i området. Efterhånden vil kolonien af celler fylde en del, og der danner sig et område i vævet, som er en klon af de ændrede celler. Med andre ord dannes der en svulst eller tumor.

Holder de nydannede celler sig til deres eget afgrænsede tumorområde, kaldes svulsten for godartet. Består svulsten derimod af celler der breder sig ind i det omgivende væv, er der tale om en kræft, altså cancer.

Årsager til ændringer i cellers arveanlæg
Sandsynligheden for at der sker en ændring af arvematerialet, altså en mutation,
er større, hvis cellen udsættes for eksempelvis røntgen- eller radioaktiv stråling og UV-lys, eller hvis den påvirkes af giftige forbindelser, der ændrer generne, og som altså har en såkaldt genotoxisk effekt. Disse forbindelser kan komme ind i organismen gennem fordøjelseskanalen, luftvejene eller huden, eller de kan være dannet i kroppen selv ved nedbrydning af stoffer, der ikke oprindeligt havde den ændrende, mutagene effekt.

En omfattende gruppe af stoffer, som kaldes frie radikaler, har mutagen effekt og kan altså resultere i udvikling af kræft. Virkningen af de frie radikaler kan i et vist omfang modvirkes ved indtagelse af antioxydanter, der for eksempel forekommer i friske grøntsager og frugt.

Cancerformer
Som tidligere nævnt, er der lige så mange typer af  kræftceller, som der er celler i organismen, og på samme måde som cellerne kan inddeles i hovedgrupper, taler man om forskellige hovedgrupper af  kræft.

Vævene med tilhørende kræfttyper kan groft grupperes på følgende måde, der ikke omfatter samtlige kræftformer. Blandt andet er de kræftformer, der hidrører fra mere eller mindre differentierede stamceller ikke medtaget (se evt. tidligere artikel om stamceller).

Epitelvæv, er væv, der dækker indre og ydre overflader som hud og slimhinder samt kirtlers udførselsgange. Kræftformerne kaldes carcinomer.

Nerve- og  pigmentvæv findes i nervesystemet, hud og øje. Kræftformerne kaldes henholdsvis blastomer og melanomer.

Bindevæv og specialiseret bindevæv forekommer i sener, muskler, fedt, brusk, knogler, knoglemarv, blod- og lymfesystem. Kræftformerne kaldes henholdsvis sarcomer, myelomer, lymfomer og leukæmier

Spredning af kræftceller i organismnen
Når cellerne fra en cancersvulst  ligger op ad kroppens lymfekar eller blodårer, kan nogle af cellerne løsrives fra svulsten og komme ind i kar og årer. Cellerne i lymfe-
karrene kontrolleres i kroppens lymfeknuder, og hvis de ikke bliver bekæmpet af immunforsvaret, fordi deres overflade er identisk med normale cellers overflade, kan de sætte sig fast i lymfeknuderne og starte deres egen koloni der. De kan også spredes til andre organer for eksempel med blodet, hvor de så kan udvikle sig til nye svulster. Den slags kolonier af kræftceller fra den oprindelige kræftsvulst kaldes metastaser.

Bekæmpelse af kræftceller
Et område med kræftceller kan opereres bort. En effektiv måde kan være, at fjerne hele det kræftinficerede organ. Det gælder for eksempel kræft i nyrer, mælkekirtler eller testikler. Og ved kirurgisk fjernelse af væv med kræftceller, prøver man selv-
følgelig på at undgå, at nogle af cellerne kommer fri fra svulsten og spreder sig ud i blod og lymfebaner, når man skærer i vævet.

Man kan også bestråle cellerne med stråler, der forårsager celleskader. Effekten kan sammenlignes med skaderne ved en forbrænding. De forbrændte og døde celler nedbrydes af grupper af hvide blodlegemer, og kræftsvulsten reduceres eller fjernes helt. Ved strålebehandlingen kan det ikke undgås, at også de sunde og velfungerende celler i området bliver skadet. Er denne skade ikke for omfattende, vil de beskadigede celler efterhånden erstattes af nye celler, så organet genvinder sin oprindelige funktion.

Endelig kan kræftcellerne bekæmpes med forskellige former for gift. Ved behand-
ling med cellegifte, cytostatica benytter man sig blandt andet af viden om, at kræftceller hele tiden er i gang med delingsprocesser. Man benytter derfor kemiske forbindelser, der specielt rammer celler i deling. Det har desværre den virkning, at giften også påvirker de af kroppens øvrige celler, der netop er i gang med at dele sig.

Behandling med en sådan form for kemoterapi har den store fordel i forhold til de to ovennævnte behandlingsformer, at den ikke blot rammer cellerne i den oprind-
elige kræftsvulst, men også døtrecellerne i de eventuelle metastaser.

Cancerforskning
Cancerforskningen vedrørende husdyrene bygger i høj grad på den omfattende forskning, der foregår, hvad angår cancer hos mennesker. Og den cancerforskning er så til gengæld i høj grad baseret på forskning, der er baseret på dyreforsøg.

Der er delte opfattelser, med hensyn til, hvor rimelige den type forsøg er ud fra dyreetiske overvejelser, og det er ikke ualmindeligt, at mennesker oplever en kon-
flikt mellem, hvad de opfatter som etisk forsvarligt i al almindelighed, og hvad de menerer ønskeligt, hvis deres kæledyr eller de selv eller nærtstående familiemed-
lemmer får brug for en behandling, der er udarbejdet på basis af forsøg med dyr.

Del