Sponsoreret
Ledbehandling/ledblokader
Af dyrlæge Hans Schougaard.
Sygdom i leddene, det som i daglig tale kaldes ledbetændelse, forekommer ofte hos den moderne sportshest. Ledbetændelsen påfører hesten smerter i leddene, hvilket medfører, at den ikke kan yde sit optimale under arbejde. Ligeledes vil en længerevarende ledbetændelse kunne udvikle kroniske skader i leddet, som invaliderer hesten. Derfor er ledbehandling en vigtig del af dyrlægens arbejde med halte heste.
Hvad er ledbetændelse?
Ledbetændelse er en sygdomstilstand, der i større eller mindre grad berører alle leddets indre dele. Betegnelsen "betændelse" er egentligt et dårligt navn, fordi der ikke er tale om det, man almindeligvis forstår ved betændelse med pus, men nærmere en skade i leddet.
Ledbetændelsen fremprovokeres efter en skade på ledkapslen, som omgiver leddet. Skaden på ledkapslen gør denne utæt, og der kan derfor trænge hvide blodlegemer fra blodet ind i ledhulen og nedbryde ledvæsken, således at den bliver dårlig og tynd. De hvide blodlegemer producerer ligeledes nogle stoffer, som er meget skadelige for ledbrusken. Disse stoffer nedbryder langsomt ledbrusken, hvis der ikke sættes ind med behandling mod ledbetændelsen.
Symptomerne på ledbetændelse er smerter i leddet. Disse smerter stammer fra skaden på ledkapslen. Ledbrusken er uden nerver og dermed følelsesløs. Hestens ledbrusk kan derfor ødelægges, uden man opdager det, før det er for sent.
Hvorfor udvikles der ledbetændelse?
Den skade på ledkapslen, der fremkalder ledbetændelsen, kan udvikles, hvis hestens led/ben kommer ud for en enkelt voldsom begivenhed såsom en fejltrædning under arbejde/på fold. I de fleste tilfælde er det en længerevarende proces med mange små fejl- eller overbelastninger af hestens led/ben, der fremkalder skaden på ledkapslen.
Hvilke led får ledbetændelse?
Alle led kan rammes af ledbetændelse, men hos ridehestene findes de oftest forekommende ledbetændelser i forkoderne. Ligeledes rammes forknæ, bagknæ, hasen, hovled og bagkoderne af ledbetændelse.
Hvordan stiller dyrlægen diagnosen ledbetændelse?
Når dyrlægen undersøger en hest med mistanke om ledbetændelse, er det nødvendigt at lave en halthedsundersøgelse med ledbedøvelse for at stille den endelige diagnose. En sådan undersøgelse kan se ud som følger:
- Først vil dyrlægen se hesten løbe ved mønstring for at danne sig et indtryk af, hvor hesten er halt.
- Denne mønstring kan suppleres med en longering på begge volter. Dette giver dyrlægen et indtryk dels af halthedens placering dels af hestens bevægelsesmønster.
- Efter disse indledende undersøgelser vil dyrlægen foretage en bøjeprøve. En bøjeprøve er en hård sammenbøjning af hestens ben 1-2 minutter efterfulgt af en mønstring, hvor man vurderer, om hesten er blevet mere halt efter sammenbøjningen af benet. Er hesten mere halt, siger man, at bøjeprøven er positiv.
- Princippet bag bøjeprøven er, at man belaster leddene hårdt ved sammenbøjningen, og dette vil synliggøre eventuelle skjulte/uklare ømheder i leddene.
- Hvis bøjeprøven viser positiv reaktion, vil dyrlægen bedøve det mistænkte led ved at sprøjte lokalbedøvelse ind i leddet. Herefter gentages bøjeprøven. Hvis hesten denne gang ikke bliver mere halt efter bøjeprøven, ved man, at ømheden har siddet i det bedøvede led. Er hesten ikke blevet bedre, må man lægge en ny lokalbedøvelse i et andet led, indtil man finder det eller de led, der volder hesten smerte. Når man har fundet det/de led, der har ledbetændelse, kan man foretage en ledbehandling.
Hvad er en ledbehandling?
En ledbehandling er en lokal behandling af leddet, hvor man sprøjter medicin direkte ind i det skadede led.
Medicinen har flere virkningsmekanismer. Den vil bekæmpe skaden i ledkapslen og normalisere ledvæskens konsistens. Efter ledbehandlingen vil dyrlægen anbefale en arbejdsfri periode på 2-12 uger for hesten afhængigt af skadens karakter. Almindeligvis vil en lang arbejdsfri periode give det bedste resultat.
Er der nogen risiko for min hest ved ledbehandling?
Generelt kan man sige, at ledbehandlinger er ufarlige for hesten, men i meget sjældne tilfælde kan der være negative følger forbundet med ledbehandling. Ved enhver injektion af bedøvelse/medicin i et led er der en meget lille risiko for, at der kommer en infektion med bakterier. En sådan infektion er en meget alvorlig tilstand. Derfor er dyrlægen altid meget omhyggelig med at vaske, barbere og desinficere udvendigt på leddet, inden nålen stikkes ind i leddet.
Nogle undersøgelser har ligeledes vist, at gentagne og kraftige ledbehandlinger med cortisonepræparater kan have negativ indflydelse på ledbrusken. Ligeledes kan kraftige cortisonebehandlinger i sjældne tilfælde fremkalde forfangenhed.
Hvor gode er mulighederne for helbredelse efter ledbetændelse?
Succesen af en ledbehandling afhænger i høj grad af, hvor tidligt i forløbet ledbetændelsen opdages og hvor omfattende de primære skader er. Ledbetændelser, der opdages og behandles hurtigt, efter de er opstået, har en god mulighed for at komme sig helt. Omvendt kan heste, der har haft ledbetændelse i gennem længere tid, udvikle kroniske ledbetændelser eventuelt med kroniske forandringer i leddet, og det invaliderer hesten. Derfor er det vigtigt, at få hesten undersøgt og eventuelt behandlet ved mistanke om ledbetændelse.