Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
AniPlan
Find dyrlæge
Webshop

Drivende jagthunde

Drivende jagthunde

Eksempler på hunderacer i denne gruppe: Basset fauve de bretagne, basset hound, bayersk vildsporhund, beagle, blodhund, dalmatiner, finsk støver, grand basset griffon vendeen, gravhunde (alle tre pelstyper), hamilton støver, petit basset griffon vendeen  og strelluf støver.

De første hunde var jagthunde. Og den ældste form for jagt bestod i at lade hunde i flok - koblet -  opspore vildtet og forfølge det, indtil det blev muligt for jægeren at fange og dræbe det. Jægeren kan også drive jagt med en enkelt eller to hunde. Hundene forfulgte klovvildt, harer eller rovvildt med vedvarende gøen, og drev det til tider af sted i flere timer. Jægeren kunne følge koblets jagt bl.a. gennem intensiteten i hundens gøen, og kunne sluttelig nedlægge vildtet når det var drevet på skudhold.

Da jægerne begyndte at følge koblet til hest, havde man udviklet parforce-jagten. Denne form for jagt er forbudt de fleste steder, men praktiseres stadig eksempelvis på de omdiskuterede rævejagter i England. I Danmark bruger man en rytter der agerer ræv, som man eksempelvis gør det, når der rides Hubertus Jagt i Dyrehaven nord for København.

Hovedparten af hundene i denne gruppe har meget stor jagtiver, og er meget selvstændige. Deres fremragende næser opsnuser selv den mindste fært af vildt, og så glemmer de alt andet end jagten! Hundene er ikke nemme at have løs på gåture i det fri, da de hurtigt finder interesse for en duft og løber over stok og sten. Som ejer må man så håbe på, at hunden på et tidspunkt returnerer træt og uskadt. Når man holder en drivende jagthund som familiehund, må man have forståelse for deres store behov for at bruge næsen, og være sammen med flokken - som nu udgøres af familien.

Netdyredoktors nyhedsbrev Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud