Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
AniPlan
Find dyrlæge
Webshop

Stående jagthunde

Stående jagthunde

Eksempler på hunderacer i denne gruppe: Breton, bracco italiano, drentsche patrijshund, engelsk setter, gammel dansk hønsehund, gorden setter, grosser münsterländer, hønsehund, irsk setter, kleiner münsterländer, pointer, spinone, vizsla og weimaraner.

En stående jagthund afsøger terrænet i hundrede meter brede zig-zag bevægelser. Når vildtet er opsporet, vil dette instinktivt trykke sig mod jorden. Hunden bliver så stående i en karakteristisk stilling - den tager stand. Når jægeren kommer på skudhold, kommanderer han hunden til at gå nærmere til byttet (fugl eller hare) og bringe det til at lette - støde vildtet. På signal fra jægeren   kan hunden så apportere vildtet.

For mange hundeinteresserede er hønsehundene indbegrebet af en jagthund. Mange siger også "ingen jagt uden hund..." og måske skulle man også sige "ingen jagthund uden jagt!"

Mange af de førnævnte racer er også dejlige familiehunde, men det er synd for disse udprægede jagthunde, hvis de udelukkende skal være selskabshunde, og kun gå rundt i snor på villavejene. Hundene i denne gruppe er hunderacernes "fuldblodsheste". Man kan næsten sige, at de består af halv næse og halv galopperende ben! Hundene har altså et meget stort behov for at løbe og bruge næsen.

En frustreret jagthund er en ulykkelig plage, mens en velmotioneret og korrekt beskæftiget jagthund kan være en drøm af en ledsager for en jæger - eller en anden der giver hunden mulighed for at bruge sine naturlige anlæg.

Netdyredoktors nyhedsbrev Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud