Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
AniPlan
Find dyrlæge
Webshop

At give pote

Øvelse: At give pote

Mål: At hunden giver pote på signal (andre varianter "high five", vinke m.m.) - Sjove øvelser der styrker samarbejdet mellem hund og ejer.

Introduktion til øvelsen:Vi anbefaler, at du læser afsnittet trænings tips, før du begynder at træne din hund.

Det er praktisk at lære hunden at sidde og give pote, når den hilser på fremmede mennesker. Når hunden sidder, er den rolig og under kontrol. Når hunden sidder har det også den fordel, at den ikke samtidig kan springe op ad folk!

Når man har lært hunden at give pote, kan den også lære at "vinke" med poten eller udføre en "high five" (den amerikanske variant). Nogle omtaler disse øvelser som "cirkus kunster", idet de ikke har den samme praktiske anvendelse som nogle andre øvelser, men tag ikke fejl, denne form for træning er ligeså vigtig, idet det styrker hund og ejers evne til at kommunikere klart, altså gode samarbejdsøvelser. Øvelserne er endvidere sjove for både hund og ejer, og så kan hele familien tage del i denne form for træning.

Du kan hurtigt lære en hvalp eller en voksen hund at give pote m.m. Træn først uforstyrret og gør gradvis omgivelserne mere interessante. Træn altid i korte sekvenser (meget korte sekvenser med hvalpe) og slut altid en øvelse med succes!

Træningspas:

1. Når du skal lære hunden at give pote, er det en god idé at hunden allerede har lært at sidde på signal. Hvis din hund ikke har lært at sidde, kan I lære hvordan ved at gå til "træningspas - sit".

Når du skal lære hunden at give pote, så træn i vante omgivelser i fred og ro. Træn helst uden line på hunden. Hav godbidderne inden for rækkevidde. Sig hundens navn, og ros og beløn (herfra kaldet R&B) hunden for at se på dig.

Vis hunden at du har en godbid i hånden. Luk hånden om godbidden og hold hånden foran hundens snude (snudehøjde når hunden sidder). Hold hånden heltstille og sig intet! Hunden vil sikkert slikke på hånden, bide lidt i fingrene osv. På et tidspunkt vil hunden forsøge at få godbidden fra din hånd, ved at bruge poten. Straks hunden løfter et forben (uanset hvor lidt), siger du "dygtig!" og giver den godbidden. Korriger ikke hunden hvis den rejser sig, mens den spiser godbidden.

Bemærk! Hvis hunden ikke løfter poten ved den beskrevne metode, kan du prøve således:
Sid foran hunden. Vis hunden en godbid. Hold den i snudehøjde. Før langsomt godbidden skråt bagover hundens øre. Når hunden forsøger at nå godbidden, vil den samtidig løfte det ene ben en smule. R&B straks hundens ben slipper jorden. Efter et par gentagelser kan du med flad hånd berøre poten.

Gå lidt til siden og gentag øvelsen. Husk, at tie stille og holde hånden stille. R&B hunden hver gang hunden løfter benet mod din hånd. Hunden vil hurtigt finde ud af, hvad det er du ønsker, at den skal gøre, og løfte benet straks du holder hånden frem mod den. Ros og beløn hunden hver gang. Slut med succes og hold flere pauser. Træn øvelsen flere steder i huset og senere i haven.

Hvis hunden mister koncentrationen, så bevæg dig livligt væk fra hunden, og prøv igen. Slut øvelsen med succes (husk at træne korte sekvenser).

 

2. Gentag øvelsen som sidst. Når du tør vædde 100 kr. på, at hunden strækker poten mod dig,  straks du holder hånden frem, er det tid til at introducere "pote" kommandoen. Start med at sige kommandoen samtidig med at hunden giver pote. Husk at rose hunden, når den giver pote og giv den en godbid. Når hunden har givet pote, siger du "fri" og går væk fra hunden.

Hunde er meget visuelt orienterede, og vil hurtigt associere din fremstrakte hånd med adfærden at give pote. Du kan med fordel gemme godbidden i mellem tommel og pegefinger, og på den måde bliver håndsignalet en udstrakt håndflade.

Når hunden forstår det nye håndsignal, kan du bruge dette alene, kombinere kommandoen "pote" med håndsignalet eller bruge lydsignalet "pote" alene.

Husk at træne og vedligeholde alle tre signaler, hvis du ønsker at kunne bruge dem senere.  Afslut altid med "fri!" kommandoen.

Når hunden er sikker i øvelsen, kan I med fordel træne med venner, familie og senere med mennesker I møder på gaden. Hunden får opmærksomhed, men det foregår på en rolig og kontrolleret måde.

 

 3. Når hunden er god til pote øvelsen, kan I introducere andre varianter som eksempelvis "high five" eller "vinke".

"High five" er pote med hånd- og potefladerne vendt opad. "Varm op" med et par almindelig poteøvelser. Udvid så øvelsen ved at vende håndfladen med front mod hunden. Afvent og beløn når hunden når den sætter poten mod din hånd. Når hunden genkender dit signal med håndfladen opad, kan du tilføje kommandoen "high five". 

"Vinke" er et par "pote" gentagelser ud i luften uden kontakt til din hånd. Igen skal du starte med at "varme op" med et par alm. pote øvelser. Når hunden ivrigt løfter poten ved synet af din hånd, er det tid til at trække hånden væk fra hunden, således at I ikke har kontakt. Beløn hunden, straks du ser antydningen af et "vink" med poten. Gentag og beløn som beskrevet ovenfor. Tilføj først kommandoen "vinke", når du er sikker på at hunden forstår øvelsen.  

God fornøjelse!

Netdyredoktors nyhedsbrev Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud