Hofteledsdyspasi og trapper?

Af Kirsten Boeck 

Gammel sandhed?  

Gennem de sidste mange årtier har det været en udbredt tankegang blandt mange opdrættere, hundeejere og også dyrlæger, at hvalpe af de store racer helst ikke måtte gå på trapper, mens de voksede op. Dette system skulle mindske risikoen for, at de udviklede den ofte invaliderende lidelse, hofteledsdysplasi (HD). Derfor er utallige hvalpe af racerne retriever, schæfere og en masse andre af de større racer, blevet båret op og ned af trapper i løbet af deres første leveår. 

Denne antagelse skulle efter sigende bunde i nogle forsøg, der var foretaget i 1970’erne, men har i øvrigt ”vundet hævd” uden, at man har vidst hvorfor. 

Den nye sandhed 

Indenfor de seneste år er der i Finland udført to studier, hvor man har undersøgt effekten af intensiv motion på hvalpe. I det første blev beaglehvalpe sat til at løbe på et løbebånd med 15 graders hældning. De skulle løbe 4 km om dagen 5 dage om ugen. I det andet studie løb nogle andre hvalpe 40 km om dagen i et år. Ved sammenligning af ledbrusken hos disse to hold hvalpe med ledbrusken hos hvalpe, der ikke havde løbetrænet, blev der ikke fundet nogen forskel. Der var altså ikke noget, der tydede på, at større grad af motion skulle have en negativ effekt på hvalpenes hofter. 

Det kan synes voldsomt meget motion, der blev anvendt i især de sidste forsøg, men man skal huske, at vores dages hunde ikke har fjernet sig så meget fra deres forfader, ulven, som vi har tendens til at tro. Ulve er “born to run” og ved at følge GPS-trackede ulvehvalpe, kunne man se, at en 8 ugers ulvehvalp i gennemsnit løb/bevægede sig 32 km dagligt sammen med sin flok.  

Der er i den videnskabelige litteratur kun ét eksempel på noget, der minder om hofteledsdysplasi beskrevet hos en ulv. Hvis motion er det, der udløser dysplasi ville ulven ikke have overlevet i 750.000 år og vores tamhunde ikke eksistere i dag. 

Hvad er det så, der forårsager udvikling af hofteledsdysplasi ?  

Hofteledsdysplasi er en arvelig sygdom, men ikke en “medfødt” sygdom. Det skal forstås på den måde, at hvalpe, der udvikler dysplasi, faktisk fødes med anatomisk normale hofter. Dysplasien udvikles de første levemåneder og graden af symptomer, som hvalpen vil opleve, er betinget af de genetiske forudsætninger, den har fra sine forældre og af miljøfaktorer - hvoraf den allervigtigste er overernæring. Fodring med for mange kalorier giver for hurtig vækst og tykke hvalpe. Så hvalpefedt er ikke sødt, men kan faktisk være skadeligt. 

Kunne der her ligge en forklaring på, hvorfor man trods mange årtiers målrettet avlsarbejde, stadig ikke er i mål med at have kontrol over HD? 

Hvad er anbefalingerne så nu? 

Det er er et faktum, at stærke, slanke hvalpe har op til 5 gange mindre risiko for at udvikle hofteledsdysplasi. 

Så derfor: 

• Lad hvalpen vokse op med naturlig aktivitet uden begrænsninger på, hvad den selv har lyst til. 
• Trapper skal ikke undgås. 
• Brug sund fornuft, når hvalpen skal aktiveres. Vælg aktiviteter, der styrker muskeludvikling, stimulerer balance, nervefunktion og reaktionsevne. 
•  Hold hvalpen slank, - måske også mere, end du selv synes er rimeligt. 

Kilde: Lars Knudsen, fagdyrlæge, Master CACS (DI) 

             AniCura Københavns Dyrehospital  

             Artikel i Hunden (DDK), september 2024