Separationsangst

Af dyrlæge Peter Weis.

Hvad er separationsangst hos hunde?

Separationsangst er en lidelse, hvor hunden reagerer uhensigtsmæssig, når ejeren forlader den. Det er en selvstændig lidelse, der kan give samme symptomer som andre alene hjemme-problemer.

Hvad er symptomerne på separationsangst?

Der er mange forskellige symptomer på separationsangst. Symptomerne kan optræde enkeltvis, eller i forskellige kombinationer. De mest almindelige symptomer på separationsangst er:

• Hunden tisser og/eller har afføring indendørs
• Hunden ødelægger ting i hjemmet
• Hunden hyler eller gør

Andre symptomer på separationsangst kan være:

• Manglende appetit
• Nedsat aktivitetslyst
• Depression
• Savlen
• Diarré og/eller opkast
• Hunden slikker sig mere

Hunde, der lider af separationsangst, vil også kunne vise meget voldsom glæde, når ejeren kommer hjem til dem.

Det er vigtigt at vide, at symptomerne ikke er specifikke for separationsangst, men også kan optræde ved andre tilstande. For at der kan være tale om separationsangst, skal symptomerne vise sig, når hunden er adskilt fra ejeren, eller når ejeren er ved at gå fra hunden.

Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen separationsangst?

Symptomerne på separationsangst er ikke specifikke for netop dét problem.
Derfor vil det være nødvendigt for dyrlægen at vurdere alle de forhold, der kan have betydning for diagnosen. For at dyrlægen kan afdække de forhold, der ligger til grund for problemet, skalhundeejeren udfylde et omfattende spørgeskema. På baggrund af spørgeskemaet og en efterfølgende samtale med ejeren, vil dyrlægen kunne stille den rigtige diagnose.

Hvis der er mulighed for det, vil en video af hunden, når den er alene hjemme, være et godt hjælpemiddel for dyrlægen, når problemet skal klarlægges.

Desuden vil dyrlægen undersøge hunden grundigt for at sikre sig, at det ikke er andre sygdomme, som er årsag til problemet.

Hvordan behandles separationsangst?

Som hundeejer skal man gøre sig klart, at behandlingen af separationsangst ikke er simpel, og at den kræver en stor indsats af ejeren. For at ændre hundens adfærd skal man gennemføre en række adfærdsmodulerende (adfærdsændrende) øvelser med hunden. Øvelserne vil afhænge af den enkelte hund og dens symptomer. Ejeren skal udføre øvelserne i hjemmet, og de kræver daglig træning.

Desuden kan det være nødvendigt at behandle hunden med angstdæmpende medicin, mens det adfærdsmodulerende program står på.

Det hjælper IKKE at anskaffe sig en hund mere, for at den nye hund skal kunne trøste den hund, der lider af separationsangst. Separationsangsten gælder ejeren og vil derfor ikke ændre sig ved, at der er en hund mere.

Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den har separationsangst?

Separationsangst kan i langt de fleste tilfælde behandles med et godt resultat, men det kræver en indsat fra ejerens side. Hvis man har en hund, der lider af separationsangst, vil det ofte kræve, at de adfærdsmodulerende øvelser fortsat bliver udført en gang imellem. I enkelte tilfælde vil også være nødvendigt at fortsætte behandlingen med angstdæmpende medicin.

Hvorfor får hunde separationsangst?

Der er flere forskellige meninger om årsagen til separationsangst. En mulighed er, at det er arveligt eller bliver grundlagt, mens hvalpen er helt lille. Undersøgelser viser, at der i enkelte hvalpekuld eller linier af hunde er flere tilfælde med separationsangst.

En anden mulighed, der bliver nævnt som årsag til separationsangst, er miljøet. Navnlig ejerens behandling af og tilknytning til hunden.
Flere dyrlæger har spekuleret over, om en overdreven kontakt og omsorg for hunden kan betyde, at den udvikler separationsangst. Den teori ser dog ikke ud til at have noget på sig.

Hvad er risikoen for, at din hund får separationsangst?
Man ved meget lidt om, hvor stor risiko der er for, at hunde udvikler separationsangst. Men at dømme ud fra henvendelser i dyrlægeklinikker, ser det ud til, at det er et problem, mange oplever i større eller mindre omfang.

Hvilke racer er særligt udsatte for at få separationsangst?
Der er ingen undersøgelser, der viser, at bestemte racer skulle være mere udsatte end andre.