Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
AniPlan
Find dyrlæge
Webshop

Sommertips

De sidste ferieråd…

Sommerferien nærmer sig og mange af os har planer om at nyde fridagene sammen med de firbenede. Dyrene nyder samværet lige så meget som os. Her er et par gode råd for at undgå dårlige oplevelser.

 

I bølgen blå

Når sommeren viser sig fra sin milde side og temperaturen stiger, får vi lyst til en kølende dukkert. Mange hunde følger gerne med i vandet. Svømning er god motion for hunden, og der er som regel ingen grund til ikke at give hunden lov til en lille dukkert.

Det er dog vigtigt, at være opmærksom på risikoen for alger. Hunden må IKKE bade i områder, hvor der er rapporteret blågrøn alger. Sidste år oplevede vi en del dødsfald blandt hunde over hele landet på grund af alger. Hvis vandet ikke ser frisk og rent ud, skal man heller ikke lade hunden hoppe i.

Hvis svømmeturen foregår i et farvand med strøm, er det en god ide at sætte en lang line i hundes halsbånd, inden den får lov til at kaste sig i bølgerne. En våd hundepels bliver meget tung, og selv en stærk hund kan blive træt.

Efter svømmeturen skal pelsen skylles godt igennem for at undgå kløe og eksem.

 

"Det er sommer, det er sol…"

Nu ved jeg godt, at solen ikke ligefrem forkæler os disse dage, men jeg håber jo stadig… Selvom det måske lyder lidt underligt, så kan hunde godt blive solskoldede. Især lyse hunde med tynd pels kan blive solskoldede, og lyse snuder er også udsatte. Jeg kender flere hundeejere, der hver sommer er nødt til at behandle Fido med solcreme, så det er en reel mulighed, hvis solen igen skulle finde på at gæste os.

Det største problem med solvarme dage er dog uden tvivl risikoen for hedeslag. Vær meget forsigtig med at lade hunden opholde sig i varme lukkede rum i længere tid. Skulle uheldet være ude, så bring øjeblikkeligt hunde i skygge. Overhæld den med koldt vand, og forsøg at holde den i ro. Dyrlægen bør kontaktes.

 

"Se det summer…"

Bier og hvepse har travlt med at samle forråd til vinteren. Indimellem kommer de dog i nærkontakt med en kattesnude eller en hundepote, så kan de finde på at bide fra sig. De fleste insektstik er heldigvis harmløse. Hvis dyret slikker på hævelsen eller i øvrigt virker øm i området, kan man behandle med VIATOP.

Viatop er en desinficerende og kløestillende salve. I modsætning til de fleste andre kløestillende salver, indeholder det ikke binyrebarkhomoner eller lignende "giftige" stoffer. Der sker derfor ikke noget, hvis hunde kommer til at slikke salven i sig. Viatop kan købes i håndkøb hos de fleste dyrlæger.

Selvom de fleste insektstik går over af sig selv, skal dyrlægen dog kontaktes straks hvis:

  1. Hunden stikkes i munden og stikstedet svulmer op.
  2. Hunden/katten er allergisk overfor insektstik.
  3. Dyret overfaldes af en hel bi- eller hvepsesværm.

 

"Så tar´ vi cyklen frem…"

Cykelferie er populært, men de fleste kommer jo nok rundt i sommerlandet på fire hjul. Nogle hunde bliver let køresyge, og så kan en tur til sommerhuset blive en prøvelse for både hund og ejer. Man kan gøre flere ting for at mildne symptomerne. Undlad af fodre hunden lige inden turen, og sørg for, at det ikke bliver for varmt i bilen. Det er ikke en god ide, at lade hunden side med hovedet ud af vinduet under kørslen.

Der findes visse former for køresyge tabletter, der kan bruges til hunde - spørg evt. din dyrlæge. Vi har også god effekt af at bruge DAP-spray. Der er tale om et kunstigt fremstillet "pheromon" eller "dufthormon" der får hunde til at slappe af og virker afstressende. DAP sprayes på et lille tørklæde, der bindes om hundes hals under turen, det er fuldstændigt ufarligt, og sløver ikke hunden ligesom køresyge tabletter vil gøre. Midlet kan købes i håndkøb.

 

"Um ad sagde en lille grøn fra…"

… og det siger hundene som regel også, hvis de sætter tænderne i en skrubtusse. Når tussen bliver angrebet eller forskrækket, vil den reagerer med at udskille et sekret, som hunden kan få på poten eller i munden. Det er meget ilde smagende, men selv om det også er giftigt, får hunden som regel ingen alvorlige gener af mødet.

Anderledes stiller det sig, når nærkontakten gælder en hugorm. Det er umuligt på forhånd at vide, hvordan din hund vil reagere på et hugormebid. Hvis du opdager, at hunden er blevet bidt, skal du derfor straks bringe hunden til dyrlægen. 

Netdyredoktors nyhedsbrev Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud