Sponsoreret
Koralkirsebær - kat
Af dyrlæge Peter Kierk.
Hvordan ser koralkirsebær ud?
Koralkirsebærplanten er en op til 35 til 40 cm høj stueplante, der oprindeligt stammer fra Brasilien. Bladene er små, langovale og tilspidsede. Blomsten ligner meget en kartoffelblomst, og frugterne - de såkaldte koralkirsebær - er fra 1 til 2 cm. i diameter, runde eller lidt ovale og har en flot, orangerød farve. Koralkirsebær hører ligesom kartoffelplanten til natskyggefamilien.
Hvor kan katten komme i kontakt med koralkirsebær?
Koralkirsebær er en meget almindelig potteplante, der specielt sælges, når de er med bær sidst på sommeren og først på efteråret. Bærrene vil på et tidspunkt falde af, og specielt killinger og ungkatte kan finde på at lege med de små, rullende frugter, og derved blive fristet til at spise disse flotte koralkirsebær.
Hvilken gift indeholder koralkirsebær?
Koralkirsebær indeholder det giftige glyco-alkaloid solanin.
Hvordan viser forgiftningssymptomerne sig?
- Giften solanin giver kvalme, savlen, opkast, smerter i bughulen og til tider blodig diarré som følge af betændelse i mave-tarmkanalen.
- Solanin kan ligeledes påvirke nervesystemet og give sig udslag i rystelser, kramper, lammelser og eventuelt bevidstløshed.
Hvad kan man gøre for at modvirke giften?
Der findes ingen specifik modgift mod solanin. Det er derfor vigtigt at søge dyrlæge, hvis ens kat har spist koralkirsebær, således at der kan gives et brækmiddel eller foretages en maveskylning. Hvis der sket en egentlig forgiftning med solanin, må katten hospitaliseres og have væskebehandling og anden understøttende behandling.
Har man en kat eller en kattekilling, der kunne blive fristet til at tygge i potteplanter, og derved også finde på at æde koralkirsebærrene, bør man ikke anskaffe sig denne stueplante.