Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
VetPlan
Brevkasse
Find dyrlæge
Webshop

Sponsoreret



Abbysinieren

Historie

Abyssinierens oprindelse har været undersøgt  i mange år. Man ved ikke med sikkerhed, om der er sammenhæng mellem Abyssinieren og de afbillede katte, som ægypterne forgudede for 4000 år siden, men der er mange lighedstræk. Man ved med sikkerhed, at katten kom til England allerede i 1869 hjembragt som souvenirs af soldaterne fra kolonierne.

Katten har en speciel tegning i pelsen, der kaldes ticking. Det betyder at det enkelte hår er stribet i sort, rødbrun og creme med den mørke farve yderst. Denne pelsfarvning er karakteristisk hos katte, der stammer fra Etiopien, det tidligere Abyssinia.

Herhjemme blev katten første gang præsenteret på en udstilling i 1935, hvor en fransk dame havde en Abyssinier med. Hun havde forsikret katten for 2000 kr., hvilket selvfølgelig vakte en del opsigt.

Det blev nu ikke startskuddet til opdræt herhjemme. Vi skal faktisk helt op i 60-erne, før der kom regelmæssig avl af Abyssinieren i Danmark.

Udseende

Kattens fremtoning er meget elegant og smidig. Den har en kort, fin og tætliggende pels. Kroppen er slank og muskuløs med en lang, slank hale. Hovedet er let kileformet med store øre, hvor det er ønskeligt med "tufser" (hårtotter). Øjnene er mandelformede, gule eller grønne og snuden teglstensrød. Farverne er mangfoldige blandt andet varmt blå, silver, beige og vildtfarvet, altså varmt brun med mørkorange til abrikosfarvede chatteringer på underside og ben.

Abyssinieren er en let kat, og vægten ligger på 2,5 kg-3,5 kg for en udvokset han.

Temperament

Til trods for at katten er afbilledet med gudestatus i det gamle Ægypten, er det ikke en kat for folk, der vil have en kat, der sidder stille og ser dekorativ ud.
Katten er en meget aktiv, snakkende kat, som vil udforske alt. Samtidig er det en kat, som kan være utrolig kontaktsøgende, indtil det ikke passer den mere. Den kan fra det ene øjeblik til det andet pludselig få andre interesseområder.

Det er en kat, som kræver plads og bevægelsesfrihed, og den vil gerne have socialkontakt specielt ved spisetiderne. Det er en meget livlig og sjov kat, og man kommer ikke til at kede sig i dens selskab. Abyssinieren vil som Somali meget gerne have selskab af en anden kat.

Sygdom og sundhed

Katten er nem at holde og kræver ikke meget pelspleje. Børstning 1-2 gange ugentlig er normalt nok. Generelt er Abyssinieren en sund kat. Det, der volder de største problemer for racen, er mundhuleinfektioner. Dette skyldes at katten har en øget tendens til dannelse af tandsten og derfor tit får tandkødsbetændelse, der i værste tilfælde medfører parodontose. Derfor er det vigtigt, at man kontrollerer kattens tænder og børster tænder på katten jævnligt. Regelmæssig tandrensning hos dyrlægen vil selvfølgelig ligeledes afhjælpe problemet.

Af arvelige defekter er der i nogle af Abyssinier linierne fundet Amyloidosis, som bevirker at katten får problemer med nyrefunktionen i en tidlig alder. Hyppigheden er ikke særlig stor, men man skal være opmærksom på denne lidelse, hvis katten i en tidlig alder får problemer med nyrerne.

Ved køb af racen er det også en god ide at sikre sig, at der ikke i avlslinien forekommer Progressiv Retina Atrofi, en arvelig øjensygdom, der medfører blindhed.