Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
AniPlan
Find dyrlæge
Webshop

Byld i bagen - Madonna

På VetFamily klinikker over hele landet får vi næsten dagligt besøg af katte, der har været lidt for tæt på en rival, og derfor har fået et fint "tandstempel" et eller andet sted på kroppen. Katte er generelt gode til at bekæmpe bakterier i kroppen, og mange gange får de kun få gener efter sådan et slagsmål, men engang imellem går det galt, og så dannes der en byld.

En bule under huden
Hos katte ses en byld som en samling af betændelse under huden eller i musklen, Området hæver op, bliver ømt og varmt, og ofte vil hårene løsne sig over det betændte område. Bylder kan gøre meget ondt, og katten kan have høj feber - i hvert tilfælde først i forløbet.

Mange undrer sig over, at en kæmpe byld kan opstå i løbet af få dage. Såret udenpå huden ser tilsyneladende harmløst ud, men når først bakterierne får fat, har de optimale forhold. Der er dejligt lunt og varmt, og masse af næring til dem at leve af under huden. Og så er katte så "løse" i skindet, at infektionen har god plads til at brede sig.

Til dyrlægevagten
Lige netop dette skete for katten "Madonna" fra Herning. Hun blev pludselig slap og sløj og appetitten forsvandt. Kattens ejere var naturligvis bekymrede og søgte vagtdyrlægen på Herning Dyrehospital. 

I første omgang fandt dyrlægen et sår under halen ud for rumpehullet og regnede med, at det var en betændt analkirtel, men da Madonna stadig blev mere syg trods behandling, måtte hun igen til dyrlæge. Katten var meget øm i området omkring halen, og det var derfor nødvendigt at bedøve den, for at få lov til at undersøge den grundigt.

Da Madonna sov trygt og godt, kunne vi forsigtigt barbere hårene af det ømme område, og der viste sig nu de fineste bidsår på haleroden - altså i området over halen. Huden var spændt og øm, og nedenunder huden havde der samlet sig en stor byld. Som om det ikke skulle være nok, havde betændelsen bevæget sig ned under huden, sådan at bylden dels åbnede sig ud ved siden af den ene analsæk, og dels åbnede sig ind til endetarmen. Intet under at Madonna havde meget ondt!

Der var ikke andet at gøre end at åbne bylden, sådan at betændelsen kunne skyldes grundigt ud. Derefter kom katten i en meget kraftig penicillin kur og blev desuden behandlet med smertestillende medicin.  De næste dage havde vi dagligt kontakt med Madonna og hendes ejere. 

Hun havde mange smerter, og det var vigtigt at vi holdt hende smertefri, sådan at situationen ikke gik ud over hendes lyst til at spise. 

Da dyrlægen så hende sidst, var bylden ved at hele fint fra bunden, og katten var blevet stort set sig selv. Ejeren kunne fortælle, at Madonna nu igen var begyndt at gå ud og nyde livet.

Netdyredoktors nyhedsbrev Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud