Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
AniPlan
Find dyrlæge
Webshop

Hjertesvigt

Hvad er hjertesvigt hos katte?
Hjertesvigt er en overordnet betegnelse for en tilstand, hvor hjertet ikke er i stand til at pumpe den mængde blod rundt, som er nødvendig for at opretholde kroppens livsvigtige funktioner. Hjertesvigt opstår ofte som følge af en kronisk hjertesygdom, der er så fremskreden, at kroppen/hjertet ikke længere kan kompensere for sygdomme. Hvis katten ikke bliver behandlet vil hjertesvigt forårsage døden.

Hjertesygdomme, der kan føre til hjertesvigt, er f.eks.:

  • For stort hjerte (dilateret cardiomyopathie, DCM)
  • Forsnævring af hovedpulsåren (aortastenose)
  • Forsnævring af lungevenen (pulmonær stenose)
  • Hjerteklaplidelse (endocardiel fibroelastose)
  • Hypertrofisk cardiomyopathie (HCM)
  • Betændelsestilstande/sygdomme i hjertesæk
  • Betændelse i hjertemuskulaturen (myocarditis)
  • Blodforgiftning
  • Medfødte hjertelidelser: "Hul i hjertet" (ventrikulær septaldefekt)
  • Kræft i hjertet eller spredning af kræft til hjertet

Hvad er symptomerne på hjertesvigt?
Symptomerne afhænger meget af, hvilken sygdom der ligger til grund for hjertesvigtet. Men generelt kan man sige, at katten ikke vil være stand til at bevæge sig ret meget rundt, at den har en hurtig og anstrengt vejrtrækning. Den vil ofte have svært ved at finde hvile. Af og til står katten med forkroppen hævet og med åben mund. Hoste kan også forekomme. I starten vil katten være ved bevidsthed, men hvis den ikke kommer til dyrlægen, kan den gå i  koma og dø.

Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen hjertesvigt?
Diagnosen stilles ved en hurtig kredsløbsundersøgelse. Kattens slimhinder er blålige. Hjertefrekvensen er meget hurtig og pulsslaget svagt. Hvis katten trækker vejret, vil man typisk kunne høre tegn på væskeophobning i lungerne - dog afhængig af den tilgrundliggende årsag til hjertesvigtet. "Hjerteflimmer" kan ofte afsløres ved at lytte til hjertet med et stetoskop.

Hvordan behandles hjertesvigt?
Behandling af hjertesvigt er en meget kompliceret sag, men primært gælder det for dyrlægen om at behandle kattens umiddelbare symptomer. Dyrlægen kan iværksætte flere forskellige behandlinger. Det er vigtigt, at katten får tilført ilt, så man kan afhjælpe den iltmangel, som er opstået på grund af hjertesvigtet.

Dernæst prøver dyrlægen at få hjertet til at fungere bedre. Det gøres bl.a. ved at sænke hjertefrekvensen og øge hjertes sammentrækningskraft. Hvis der er væske i lungerne, skal katten have vanddrivende medicin. Når dyrlægen har behandlet symptomerne, vil den videre diagnosticering tage sigte på, hvad der ligger til grund for hjertesvigtet, så man kan tage stilling til kattens videre behandling.

Hvordan er fremtiden for din kat, hvis den har haft hjertesvigt?
Hjertesvigt er en alvorlig situation, men flere hjertelidelser kan i dag behandles medicinsk, uden at katten bliver særlig mærket af sygdommen.
Katte med hjerteproblemer får ofte blodpropper. Derfor er det tit nødvendigt at give katten blodfortyndende medicin ved siden af den egentlige behandling.

Nogle af hjertelidelserne har desværre en dårlig prognose, og når det gælder hjertesygdomme, er det vigtigt at tænke på kattens livskvalitet.

Hvorfor får katten hjertesvigt?
Hjertesvigt opstår typisk på grund af en kronisk hjertelidelse.

Hvad er risikoen for, at din kat får hjertesvigt?
Sandsynligheden for hjertesvigt er meget lille. Hvis din kat har et svagt hjerte, er det dog noget, du skal være opmærksom på.
 
Hvilke racer er særligt udsatte for at få hjertesvigt?
Alle racer, der er disponeret for hjertesygdomme, har ligeledes større risiko for at få hjertesvigt. Her skal blot nævnes at maine coon har en dominant arvegang for hypertrofisk cardiomyopathie (HCM).

Netdyredoktors nyhedsbrev Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud