Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
AniPlan
Find dyrlæge
Webshop

Få din kat sikkert gennem julen

December kan være farlig for katte

Julemåneden indeholder mange potentielle farer for vores katte. Den årstid, som mange mennesker hvert år glæder sig til på grund af de mange traditioner, kan ikke alene være en stresset måned for kattene, den kan også være farlig.

Få din kat sikkert og godt igennem denne måned. Set med dens øjne, er familiekalenderen alt for ofte overfyldt med julearrangementer: adventshygge, juleklip, julegløgg. Og på selve juledagene er storfamilierne samlede,med kun lidt overskud til den. Måske er der uvant mange børn eller andre dyr, og dette stresser ofte katten i en sådan grad, at den er mærket af det.

Nogle katte bliver urenlige andre bliver aggressive, men fælles for den ændrede adfærd er, at katten protesterer mod den "nye" familiestruktur. Ofte går problemerne over, når den mere rolige hverdag begynder at melde sig igen.

Men udover den hektiske aktivitet, lurer der farer rundt omkring i de julepyntede stuer, og julemaden er heller ikke lavet til kattemaver.

Pas på katten og juledekorationerne

Der er stor tradition for at pynte op til jul, men mange af de planter, vi anvender til juledekorationer, er desværre giftige for katte:

  • Julestjernen er en af de mest udbredte juleblomster. Julestjernen indeholder giftene euphorbin og euphorobon, som er specielt koncentrerede i blomsten.
  • Misteltenen bruges i høj grad i juleudsmykningen. Misteltenen indeholder lectin og viskotoxiner, som er proteinlignende stoffer, samt stofferne cholin og acetylcholin. Indholdsstofferne er tilstede i både stængler, blade og bær.
  • Kristtorn ses ofte ved juletid, hvor den i stigende grad bruges i juledekorationer og til udsmykning. Alle dele af planten er giftige. Bladene og bærrene indeholder saponiner i form af ilicin, ilexanthin og ilicinsyre, som virker stærkt irriterende på slimhinder. Bladene, bærrene og stammen indeholder endvidere cyanogene glykosider samt ringe mængder af digitalislignende stoffer.

Pas på katten ved juletræet

  • Den naturlige duft af gran tiltrækker katte. Det er ikke ualmindeligt, at katte klatrer i juletræet eller bruger det som hvæsebræt, så det er en god ide at forankre det sikkert, så det ikke falder omkuld. Husk også at grannåle ikke kan fordøjes. Nogle katte spiser dem gerne, mens andre katte er ligeglade.
  • Kunstige juletræer har ofte små plastic- eller aluminiumsdimser, som katten kan lege med. Disse kan lave irritation af mundslimhinden og i værste fald blive slugt og blokere den almindelige tarmpassage. Er du i tvivl om din kat kan have slugt julepynt, bør du kontakte din dyrlæge med det samme.
  • Nogle juletræsfødder kan indeholde vand, så træet holder sig frisk i længere tid. Undgå at tilsætte nogen former for medikamenter til vandet, da det kan forgifte katten.
  • Pas på med stearinlys på de nederste grene: Mange katte får hvert år svitset halen eller brændt knurhårene, da de tiltrækkes af levende lys.
  • Pas på med julepynt på de nederste grene. Pynten kan virke tillokkende på katten. F.eks. vil mange katte gerne lege med spejlkugler eller med småkager, som dufter godt.
  • Pas på med elektriske lysranker. Nogle katte vil gerne bide i ledninger, og de kan få meget slemme forbrændinger i munden, når ledningerne kortsluttes.

Pas på katten og julegaverne

  • Check alle de gaver din kat får. Selvom de er givet i en god mening, kan de indeholde små genstande, som let kan sluges.
  • Gavebånd og snor er meget attraktivt for katte at lege med, men pas på. Hvert år indbringes katte med forstoppelse på grund af gavebånd, som har sat sig som en fast prop i mavetarmsystemet.
  • Hvis du har mistanke om, at din kat har slugt gavebånd, skal du kontakte din dyrlæge.

Pas på katten og julemaden

  • Hold katten væk fra drinks og mad, som indeholder alkohol.
  • Katte tåler ikke chokolade. Mørk chokolade indeholder theobromin, som er giftigt for katte. Mørk og usødet chokolade er værst, og hvid chokolade mindst skadeligt. Symptomer på chokoladeforgiftning er opkast, diarre, hyperaktivitet og kramper.
  • Gåseskrog eller andeben er uimodståelige for katte. Sørg for, at de ikke står frit fremme, da ben kan sætte sig fast i halsen på dem. Pas også på, at affaldsbeholderen er forsvarligt lukket, da katte ellers kan finde på flå den i stykker for at få fri adgang til alle juleresterne.
Netdyredoktors nyhedsbrev Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud