Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
AniPlan
Find dyrlæge
Webshop

Aflivning

Af videnskabsjournalist Vibeke Brock

Lige så vel som valget at skaffe et kæledyr er en stor og glædefyldt beslutning, er valget at aflive et kæledyr en belastende proces. Den gang heste, katte og hunde i højere grad var nyttedyr, var kriteriet for at passe dem og forsyne dem med foder og drikkevand relativt simpelt: dyrene fik mad og passende omsorg, så længe de opfyldte nyttefunktionen. Når det ikke længere var tilfældet, og de ikke var brugbare ved eksempelvis transport, musefangst eller jagt, måtte de afløses af friske dyr. Det var følgelig oplagt at aflive dem, især hvis der var ressourceknaphed.

I modsætning hertil er funktionen af dagens kæledyr først og fremmest følelsesrelateret, og derfor er der basis for at fortsætte med at holde liv i den gigtplagede jagthund eller den halte ridehest. Alligevel opstår der ofte - før eller senere - en situation, hvor man ikke afventer den naturlige død, men i stedet vælger at få dyret aflivet. Aflivningen kan være baseret på praktiske forhold og ejernes bekvemmelighed, men sker vel især under hensyntagen til, hvad der tjener dyret bedst. Aflivningen bestemmes med andre ord ud fra en opfattelse af det pågældende dyrs livskvalitet.

Dyrene lider i stilhed
Dyrene beklager sig ikke over smerter, og det kan forstås i sammenhæng med, hvordan livet formede sig for deres vilde forfædre. Ulvehvalpen lærer hurtigt at være stille, så den ikke afslører sit gemmested for en fjende eller skræmmer vildtet. Og for den alvorligt syge og svage ulv er det bedst ikke at tiltrække sig flokkens opmærksomhed, for det svage dyr risikerer at blive udgrænset fra eller direkte ihjelbidt af flokken. Heller ikke den lidende vildkat afslører, hvor den befinder sig for fjender eller bytte. 

Vildhesten lider også i stilhed. Den skal undgå, at flokken lokaliseres af rovdyr, og helst ikke selv tiltrække sig opmærksomhed og dermed risikere at blive udvalgt som det svage bytte, som rovdyret satser på at nedlægge.

Ejeren af et kæledyr skal altså ikke forvente at få oplysninger om dyrets eventuelle lidelser i form af smerteskrig eller - støn. Alligevel kan den opmærksomme dyreejer og trænede dyrlæge tolke nogle af dyrets signaler som smertereaktioner og på den måde få information om omfanget af dyrets tilstand. Og det er netop med udgangspunkt i dyrets egen situation, at mange vælger at få dyret aflivet. Der er simpelthen tale om, at man af medfølelse vælger den blide død for dyret, eutanasi, altså at begå eller få foretaget et medlidenhedsdrab.

Der er efterhånden mange, der giver udtryk for, at vores husdyr og kæledyr har bedre forhold end vi mennesker, idet de har mulighed for at slippe for unødvendige lidelser via eutanasi. I lande som Holland og Belgien er der blevet mulighed for, at også mennesker kan få aktiv dødshjælp under, hvad flertallet opfatter som anstændige forhold.

Valg af aflivningsmetode
Det er ikke tilladt hvem som helst at foretage aflivning af kæledyr, bortset fra når det drejer sig om helt nyfødte hundehvalpe og kattekillinger. Det er heller ikke alle aflivningsmetoder, der er tilladt, og den tidligere ret anvendte aflivning af nyfødte kattekillinger ved drukning er forbudt.

Aflivning af kæledyr kan foretages af dyrlæger, aflivning af slagtedyr, herunder heste, foretages af uddannede slagtere og naturens vildt må udelukkende nedlægges af jægere med gyldigt jagtteg, eller personer som har modtaget undervisning i aflivning.

I helt specielle situationer, for eksempel ved påkørsel af et dyr hvor det ikke er muligt at få hjælp fra en af de ovennævnte grupper til at aflive et stærkt tilskadekommet dyr, overtræder man næppe dyreværnsloven ved selv at aflive dyret ved et kraftigt slag mod kraniet. Men man er ikke forpligtiget til at foretage en sådan aflivning, selv om det i en given situation er helt klart, at det vil være det mest skånsomme.

Den professionelle aflivning kan foretages med boltpistol efterfulgt af afblødning. Boltpistolens jernspids gennemborer kraniet og medfører umiddelbart en bedøvelse, hvorefter den egentlige aflivning sker ved at dyrets blodårer åbnes, så det forbløder.

Tidligere var det udbredt blandt hærdede jægere at tage den gamle jagthund med ud på noget, hunden troede var starten på en dejlig jagtdag, for derefter selv at skyde den. Denne metode er ikke særligt udbredt mere, da mange jægere ikke selv ønsker at aflive deres jagtven.

For de kæledyr, som forbinder besøg hos dyrlægen med noget stressende og ubehageligt, er det nok at foretrække at aflivningen sker hjemme frem for hos dyrlægen. Men for ejeren kan det klart være en aflastning at overlade kæledyret og hele processen til dyreklinikken. Ejeren kan så eventuelt vælge at være til stede, når aflivningen foretages.

I dyrlægens valg af aflivningsmetode indgår der ikke bare overvejelser over, hvordan dyret aflives mest effektivt og smertefrit, der tages også hensyn til hvordan aflivningen kan foregå på en måde, der ser fredeligt ud, og hvor refleksbetingede spjæt og kramper undgås.

Hvis der er valgt aflivning ved injektion, betyder det ofte, at processen dels består af en bedøvelse, dels af en egentlig aflivning, og at injektionsvæsken til aflivning indeholder flere farmakologiske ingredienser. 
Da aflivning ved injektion er helt almindelig for alle dyregrupper i dag, sker det på basis af omfattende erfaring. Derfor er risikoen for, at aflivningen mislykkes så godt som ikke-eksisterende, og ejerne af smådyr kan roligt vælge at være til stede, når dyret sover ind. For hestenes vedkommende er det mere dramatisk, når det store dyr kollapser.

Mange oplever, at de er fattede i situationen og først reagerer bagefter, når alt er overstået. Og kan man klare presset uden at vise tegn på stress, er det sandsynligt, at ejerens tilstedeværelse har en beroligende effekt på det dyr, der skal aflives. Er man derimod så påvirket af situationen, at dyret kan afkode en angstpræget tilstand, kan det være mere skånsomt mod dyret, at man overlader det til andre.

Sorg
For mange mennesker er det lettere at acceptere kæledyrets død, hvis man har set det døde dyr. Det håndteres forskelligt på forskellige klinikker, men fælles for alle er respekt og forståelse for, at kæledyrets efterladte er påvirkede af situationen. Det startede i USA, kom derefter til England og nu findes det også i Skandinavien. På flere dyreklinikker er der udviklet et specielt aflivningsrum, hvor man kan sidde stille og roligt i hyggelige rammer. Andre steder som f.eks. i Stockholm er der udviklet en helt lille ceremoni ved aflivningen: Det døde dyr bringes ind til ejerne såfremt de ønsker det, omsorgsfuldt puttet i tæpper, så det ser ud, som om det sover fredeligt. Der er lagt en blomst ved, og der tændes et stearinlys i lokalet. I den situation har man forsøgt at tage højde for, at det drejer sig om døden af et elsket familiemedlem og ikke et nyttedyr.

Både børn og voksne har brug for at sørge over et kæledyr, som ikke mere findes i familien. Der er i den forbindelse mulighed for at få et dyr begravet på en dyrekirkegård, og det er i de fleste kommuner, helt legalt at lave en dyregrav på privat område, såfremt dyret graves ned i ½-1 meters dybde. Dyr som ikke udleveres til begravelse bliver kremeret.

Hesteejere, der klarer at sørge over en hests død og samtidig forholde sig praktisk til situationen, kan vælge at lade en hest slagte med henblik på, at dens kød så i hvert fald kan komme til nytte.

Love for liv og død
Hvor kæledyrenes aflivningsmetoder ikke bare skal være i overensstemmelse med Dyreværnsloven men også med ejernes behov for æstetik, forholder det sig anderledes, når det er andre husdyr som svin, kvæg fjerkræ og pelsdyr eller jagtvildt, der skal aflives. Her sikrer loven, at der ikke kun tages hensyn til produktet, altså slagtekødets eller pelsens beskaffenhed, men også til at smerterne ved aflivningen af det pågældende dyr minimeres.

Med de vilkår, som en stor del af vores slagte- og pelsdyr lever under, er dyrets lidelser i den forholdsvis korte tid, som aflivningen tager, relativt små.
Noget anderledes forholder det sig for jagtvildtet, der enten har levet et naturligt liv, når det nedlægges, eller har en forholdsvis fri og velfodret tilværelse bag sig.

De lidelser, vildtet er udsat for i forbindelse med jagt, kan være omfattende især i forbindelse med ikke-dødelig anskydning. Af samme årsag er det påbudt ved Lov at alle jagter skal gennemføres med hunde, således at de kan spore det anskudte vildt og bringe dyrets lidelser til ophør.

Netdyredoktors nyhedsbrev Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud