Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
AniPlan
Find dyrlæge
Webshop

Allergi

Af videnskabsjournalist Vibeke Brock

Allergi overfor materiale fra hunde og katte er sammen med allergi overfor støvmider, skimmelsvampe og plantepollen de væsentligste allergier i den vestlige verden. Og problemet er så udtalt, at det dels skønnes, at 10-20% af alle danskere lider af allergi, dels at antallet af allergikere er stigende.

Heldigvis er der udviklet medicin (for eksempel antihistamin), der kan dæmpe symptomerne i de fleste tilfælde. Hertil kommer, at med kendskab til, hvad det er for forhold, der forårsager symptomerne, kan allergikere undgå kontakt med allergenerne, altså de stoffer, der fremkalder reaktionerne. Det er formålet med pollenvarslingerne, og det er den fornuftige forholdsregel, man har taget i institutioner, hvor man undgår at have husdyr under hensyn til, at personer kan være allergiske overfor hunde og katte.

Nu er der imidlertid forlydender om, at børn, der vokser op i tæt kontakt med dyr, har mindre risiko for at udvikle allergi end børn, der er vokset op uden. Det er en så interessant og uventet påstand, at den fortjener opmærksomhed - men først en kort opsummering af allergiens biologi.

Allergiske reaktioner er en del af immunforsvaret
Der forekommer flere former for allergiske reaktioner. I denne sammenhæng vil jeg kun nævne den mest almindelige, og kun i grove træk.

En allergi er en meget kraftig immunreaktion, der er fremkaldt af et antigen, det vil sige en proteinforbindelse, der er fremmed for organismen. Antigener, der fremkalder allergisk reaktion kaldes allergener.

De specifikke antistoffer, som organismen danner for at uskadeliggøre forskellige allergener, tilhører gammaglobulingruppen IgE.

IgE-antistofferne har dels et område, hvor de kan binde sig til allergenet og dermed inaktivere det og dels et andet område, hvor de kan binde sig til de store mastceller, der er en del af immunforsvaret. Mastcellerne sidder fordelt i organismens ydre overflader som hud og indre overflader som slimhinder, klar til at reagere og være med til at uskadeliggøre fremmede stoffer, de kommer i kontakt med.

Problemet med denne form for immunforsvar er, at den allergiske reaktion kan udvikle sig så heftigt, at den i sig selv kan skade organismen betydeligt.

Når et indtrængende allergen binder sig til to IgE-antistoffer, der sidder på en mastcelle, mobiliseres mastcellen. Den frigiver forskellige signalstoffer, der skal mobilisere immunforsvaret og starter dermed organismens allergiske reaktion.
Bedst kendt er nok signalstoffet histamin, der ved frigivelse fra mastcellen umiddelbart medfører øget blodgennemstrømning i området (f.eks. rødmen i huden), øget sekretdannelse (f.eks. at næsen løber) og sammentrækning af glat muskulatur (f.eks. at tarmene trækker sig sammen).

Signalstofferne bevirker endvidere, at flere af immunforsvarets forskellige bevægelige celler vandrer til området, hvor de angriber og ødelægger materialet med allergenet. Denne aktivitet kan få et uheldigt omfang, der giver skader i vævet, og det er velkendt, at reaktionen kan være så kraftig, at den er dødelig.
Man taler i den sammenhæng ofte om, at den allergiske reaktion er en immunologisk reaktion, der er løbet løbsk, og for naturromantikere kan det være et irriterende forhold at skulle acceptere, at naturen i denne sammenhæng fungerer temmelig upraktisk. 

Gennemført hygiejne øger risiko for allergi
I en årrække har man kendt til det forhold, at børn, der vokser op uden megen kontakt med snavs fra jord og dyr, har større risiko for at udvikle allergier, end børn fra landlige og endog primitive forhold. Hertil kommer, at børn med ældre søskende har mindre risiko for at udvikle allergiske sygdomme som astma.

Udover de allergiske tilstande, der er forbundet med immunforsvarets reaktion på udefra kommende stoffer, kan der opstå nogle helt specielle immunreaktioner, hvor immunforsvaret nærmest løber løbsk og angriber og nedbryder kroppens egne celler. Sygdommen diabetes-type-1 og kronisk tyktarmsbetændelse (Ulcerøs colitis) er eksempler på sådan autoimmune reaktioner.

I forbindelse med tyktarmsbetændelsen har man har længe vidst, at der var nogle samfundsgrupper, der var specielt udsatte for at få sygdommen, herunder overbeskyttede unge piger fra hjem med ekstremt høj hygiejnestandard.

Det er selvfølgelig let nok at sørge for at supplere risikobørns "sterile" forhold med adgang til leg i snavsede omgivelser i håb om, at de derved undgår at blive allergikere.

Men de fleste foretrækker vel at forstå den eventuelle årsagssammenhæng, før de begynder at slække på familiens hygiejne. Altså forstå, hvad det er for forhold og mekanismer, der beskytter de snavseksponerede børn mod at blive allergikere, hvis der da overhovedet er noget om snakken. Hvis det ikke bare er løse påstande eller luftige hypoteser, der som så meget andet markedsføres som dokumenteret viden.

Det ser imidlertid ud til, at der er god dokumentation for en sammenhæng mellem høj hygiejnestandard og forekomst af allergi. Blandt andet forekommer allergiske sygdomme langt hyppigere i industrilande end i udviklingslande, og for kæledyrsejere er det ekstra positivt, at det i en undersøgelse har vist sig, at børn, der vokser op sammen med kæledyr har 45% nedsat risiko for at udvikle allergi, end børn der voksede op uden.

Ikke bare snavs men ormeæg
Det er indlysende, at vi mennesker som art betragtet, er tilpasset et liv i direkte kontakt med omgivelserne, hvor vi løbende får infektioner af diverse parasitter. Således er det snarere reglen end undtagelsen, at tarmen indeholder en minizoo med forskellige snyltere som spoleorm, piskeorm og børneorm.

For at disse forskellige snyltende dyr skal have en chance for at sætte sig fast i det levende væv, må de have en strategi for, hvordan de kan undgå at blive tilintetgjort af værtskroppens immunsystem. Og der er en del, der tyder på, at snylter og vært har oparbejdet en nøje afbalanceret gensidig våbenstilstand, hvor parasitten dæmper værtens immunforsvar tilstrækkeligt til, at den ikke selv bliver genereret. Samtidig er værtens immunforsvar stadigvæk så effektivt, at det trods den dæmpende effekt fra parasitten er godt beskyttet mod andre infektioner.

Forestiller vi os nu, at normaltilstanden hos vores art er, at vi har en passende infektion med indvoldsorm, der lægger beslag på toppen af vores immunforsvar, er det let at fortsætte tankeeksperimentet med at forestille sig, at vi står med et immunforsvar, der har overkapacitet, hvis vi fjerner indvoldsormene. Og det er lige præcis den forestilling, der ligger bag en hypotese om, at en del af den store udbredelse af allergi og allergisk betinget astma kan tilskrives mangel på indvoldsorme hos allergikere.

Let at få indvoldsorm
Æggene fra de nævnte rundorme er mikroskopiske og tåler udtørring. De findes primært i afføring fra parasittens vært, og det er ikke nødvendigt at få materiale fra frisk afføring ind med mad og drikke, eller fra uvaskede hænder. Støv fra indtørret afføring, der for eksempel slæbes ind i hjemmet med fodtøj, kan også indeholde ormeæg. Nogle parasitter borer sig ind gennem huden og bliver via blodbanen bragt rundt til de organer, hvor de sætter sig fast.

Svinets piskeorm kan leve nogle uger i menneskets fordøjelseskanal, og det er en forholdsvis ufarlig parasit, der altså forsvinder af sig selv. Derfor har man valgt at benytte den i et forsøg, der gik ud på at undersøge om patienter med en autoimmun lidelse i tyndtarmen fik det bedre, hvis der var svinepiskeorm i deres tarm. 

Af de 29 patienter, der indgik i forsøget blev 21 helbredt og to fik det bedre.

Nu er det i høj grad risikofyldt at have visse ormeinfektioner, så der er stadigvæk al mulig grund til at behandle parasitinficerede patienter. I forbindelse med at en gruppe afrikanske skolebørn blev behandlet med en ormekur, viste det sig i efterforløbet, at dobbelt så mange af de behandlede børn udviklede støvmideallergi, som de ubehandlede.

Så det ser ud til, at der er nye behandlinger på vej for folk med allergiske og autoimmune lidelser, foreløbig med regelmæssig indtagelse af æg fra svinenes piskeorm, og på sigt nok med et kommercielt fremstillet præparat, der efterligner de snyltende orms effekt på immunsystemet.

Netdyredoktors nyhedsbrev Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud