Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
AniPlan
Find dyrlæge
Webshop

Arv-miljø debatten fortsætter

Af dyrlæge Vibeke Brock

De sidste 25 år har vores viden om arvematerialets struktur og funktion udviklet sig dramatisk. Det har blandt andet medført, at opfattelsen af arvens betydning for udvikling af et individ har været tillagt meget stor vægt. Måske for meget.

Inden for avlsarbejdet medfører fokuseringen på arv, det udmærkede forhold, at individer, der har, eller menes at have, uønskede arveanlæg, bliver taget ud af avlen. Det er for eksempel tilfældet med hunde, der lider af, eller kan tænkes at have arvelige anlæg for hofteledsdysplasi. Men til trods for den omhu, der udvises i avlsarbejdet, er effekten skuffende og langt fra så stor som forventet, for hofteledsdysplasi er en lidelse, der stadig forekommer i stort omfang.

Så man kan indtil videre konkludere, at der altså må være andre faktorer, der er med til at afgøre, hvorvidt en hund vil komme til at lide af hofteledsdysplasi.
Og andre faktorer end de rent arvelige er jo netop i bred forstand miljøfaktorer.

Så udover arveanlæggene bestemmes en hunds udvikling af miljøet. Det kan være forhold som det foder, tæven fik i en bestemt periode af fostrets udvikling, de medicinrester, der var i tævens mælk, fordi hun blev behandlet for en infektion, eller de forkerte mineraltilskud den lille hvalp fik en bestemt uge, hvor den motionerede meget - for blot at nævne nogle få eksempler på ikke-arvelige faktorer, der kan tænkes at have indflydelse på udvikling af lidelsen.

Nu er frontforskningen imidlertid ved at skifte fokus fra arvematerialets DNA til de proteiner, der dannes på basis af de arvede koder. Og ikke blot de enkelte proteiner og deres virkemåde (som for eksempel hormoner eller enzymer), men også deres samspil med stoffer i føde, fodertilskud, medicin, luft og drikkevand. Og ikke mindst det komplekse samspil, der samtidig sker mellem proteinerne indbyrdes i organismen.

Det er næppe en tilfældighed, at en engageret biokemiker som Jesper Hoffmeyer beskæftiger sig med biosemiotik, der blandt andet omfatter kommunikation mellem proteiner.

Det hotte forskningsfokus benævnes proteom
Proteom-studier drejer sig om at undersøge proteiner, deres forekomst, deres funktioner og deres indbyrdes påvirkninger af hinanden.

Med nye undersøgelsesmetoder kan man nu identificere langt flere proteiner, end man kunne for blot få år siden. I  pattedyrs serum var der for eksempel med de hidtil anvendte metoder identificeret cirka 30 proteiner. I slutningen af maj 2005 skulle der være identificeret 1104 serumproteiner i menneskers serum, og der er sandsynligvis blevet opdaget flere i de mellemliggende dage.

Et af de nye og lovende aspekter ved de nye intensiverede proteinstudier er chancerne for at opdage nye indikatorer for bestemte tilstande i organismen. Der er ikke noget nyt i at anvende den form for markører, tænk bare på registreringen af hormonet Chorion Gonadotropin, som er det stof, der påvises i urinen ved graviditetstest. Det nye er, at de følsomme teknikker, de er blevet mulige at benytte (blandt andet massespektometri af store proteinmolekyler) giver mulighed for at opdage og identificere sjældne proteiner, selv om de kun forekommer i overordentlig små koncentrationer.

Ud over at finde markører vil forskerne gerne forstå de processer, som proteinerne er involveret i. Hvis vi benytter eksemplet med hofteledsdysplasi, vil det jo være et stort fremskridt, hvis man for eksempel kan finde et protein, der, hvis det forekommer i bestemte koncentrationer, tyder på at en hund har øget i risiko for at få hofteledsdysplasi, og som derfor skal skånes for belastninger. Men det vil klart være langt mere tilfredsstillende, hvis man kan identificere et protein, der indgår som en betydelig faktor i det multifaktorkompleks, der får sygdommen i udbrud, og at man så finder frem til en medicinsk behandling eller diæt, der blokerer for proteinets effekt, så sygdommen ikke bryder ud.

DNA-RNA-protein
Når det drejer sig om elementær viden om DNA's funktion, er følgende opfattelse gængs: DNA i cellekernen afskrives ved dannelse af RNA, der går fra kernen ud i cellens ribosomer, hvor det afkodes, så der dannes protein.
For nærværende ved man, at forholdet er mere komplekst, idet ét DNA-kompleks kan afskrives til gennemsnitligt 6 forskellige RNA-varianter, der hver især kan afkodes til gennemsnitligt 10 varianter af det pågældende protein. Fra den gamle opfattelse, der gik ud på, at der til ét DNA-kompleks svarer ét protein, opererer vi nu med gennemsnitligt 60 proteinvarianter per gen/DNA-kompleks.

Så hvis der er kortlagt ét gen, betyder det altså, at der er mulighed for identifikation af gennemsnitligt 60 tilhørende proteiner. Og hvert af disse proteiner har et potentiale for at spille sammen med kroppens øvrige proteiner i samspil med og måske endda styret af de stoffer, der er kommet ind i organismen udefra, altså fra miljøet.

Vi føler nok, at kortlægningen af generne, som det er sket med hensyn til mennesker, mus, bananfluer, nogle planter og gær, var en kæmpemæssig landvinding. Men det er småting i forhold til den formidable udfordring proteom-forskerne nu står overfor.

Scenen er sat, spillet kan begynde
Der vil formodentlig gå ret lang tid, før vi kan forvente veldokumenterede resultater af den nye proteom-forskning, som altså kun er i begynderfasen. Men vi er alligevel bedre stillet nu, end vi var, mens fokus var så stærkt rettet mod arveanlæggene. Der bliver nemlig allerede nu lagt vægt på de faktorer, vi kan bidrage med, for at give vores kæledyr og for den sags skyld også os selv, de bedst mulige betingelser i form af passende føde, giftfrie omgivelser og intellektuel stimulans.

Arveanlæggene ligger nu en gang fast hos et givet dyr, men inden for denne genetisk betingede ramme, som arven har sat, er der rig mulighed for at påvirke udviklingen med foder, mineraler, medicin og træning. Scenen er sat, men vi kan selv påvirke spillet. 

Netdyredoktors nyhedsbrev Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud