Hund
Kat
Hest
Smådyr
Videnskab
AniPlan
Find dyrlæge
Webshop

Hesteracer

Af journalist Vibeke Brock

Med en hest som husdyr har man mulighed for at bevæge sig hurtigt og over lange afstande og få hjælp i jagt og kamp og til tungt arbejde. En hest er en mulig ven, som man kan udvikle og dygtiggøre sig sammen med, og et smukt dyr at glæde sig over. Hertil kommer hestens værdi i forbindelse med avl.

Avlen af heste er naturligt nok præget af, hvilke vilkår avleren lever under og ønsker at fremelske. Og noget tyder på, at der allerede fandtes en del forskellige underarter af heste, der var tilpasset forskellige miljøforhold, inden de blev andet og mere end en kilde til mad for mennesker. Det betyder, at en del af "avlsarbejdet" således allerede var udført af naturen, inden hesten blev gjort til husdyr og dermed genstand for målrettet avl.

Forhistoriske heste
Selve hestefamilien har omfattet en rigt varieret gruppe, der nåede sit højdepunkt for cirka 10 mio år siden med enorme flokke af små og store vidt forskellige slægter, der var spredt over hele verden. Men i historisk tid er der kun registreret fire relativt ensartede hestearter, nemlig zebra (Equus zebra), vildhest (Equus caballus), æsel (Equus asinus) og endelig onager eller vildæsel (Equus hemionus), der alle kan henføres til én slægt med slægtsnavnet Equus. Man mener, at disse arter har spredt sig fra Amerika til Asien, Euopa og Afrika under istiderne, hvor mennesket også var udbredt.  

Det er muligt, at heste også blev tæmmet i mellemistiden, som succesforfatteren J.M. Auel foreslår i sine bøger om mellemistidskvinden Ayla. Men der er først sikre vidnesbyrd om, at hesten blev husdyr for cirka 5.000 år siden.

Mens de sidste vildheste uddøde i de amerikanske områder for cirka 10.000 år siden i forbindelse med den sidste istid, overlevede de længere tid i Eurasien i form af fire grupper, der kan opfattes som underarter af vildhesten, nemlig den nu uddøde sibiriske tundrahest, den nu uddøde nordeuropæiske skovhest, den nu uddøde men genetisk genetablerede østeuropæiske tarpan og den mongolske przewalski. Alle nulevende hesteracer er efterkommere af mindst én af disse underarter.

Som nævnt ovenfor, tilpassede vildhesten sig til de vidt forskellige naturforhold i Eurasien. Hestene fra forskellige områder har efterhånden set ret forskellige ud, og forskere har opdelt de omfattende skeletfund af heste, fra tiden før de blev husdyr, til henholdsvis to små og to store hestetyper. Fra Vesteuropa er der tale om en lille type (stangmål: 120), der kaldes ponytype 1, fra Nærorienten en lille kraftig type, der kaldes ponytype 2 (140), fra Centralasien en lille slank type, hestetype 3 (140) og fra Nærorienten en lille spinkel type, hestetype 4 (115).

Der er altså tale om en opdeling af naturligt forekommende heste, der har tilpasset sig forholdene under sidste mellemistid, under sidste istid og efter denne. Disse forskellige heste, der som nævnt kan systematiseres i de fire nævnte hestetyper, danner det rigt varierede, naturlige grundlag for fremavlen af alle de forskellige hesteracer, vi kender i dag.

Hvad er en hesterace?
En hesterace er i dag en gruppe heste, som er fremavlet, så de har ensartede karakterer for eksempel med hensyn til højde, bygning, bevægelser og temperament, og som er omhyggeligt registreret i en stambog.

Den hurtige og harmoniske race, der blev udviklet for et par hundrede år siden baseret på en blanding af berbere, arabere og lokale engelske heste, kaldes for eksempel for engelsk fuldblod (stangmål cirka 160). Racens hæderkronede stambog hedder "The general Studbook". I modsætning til fuldblodshesten kaldes de tunge europæiske racer for koldblodsracer, og de racer, der blandt andet er baseret på fuldblod, kaldes for varmblodsracer. Den flotte danske frederiksborger(165) er et sådant eksempel på en varmblodsrace.

Men også inden denne form for registrering holdt sit indtog i avlscirkler, eksisterede der grupper af heste, som mange opfatter som racer, selvom de ikke opfylder de nutidige krav om stambogsføring. Den spanske hest er et godt eksempel på en sådan race. Den statelige hest var et statussymbol for renæssancens fyrster, og den gjorde et imponerende indtryk på den indfødte befolkning, da spanierne invaderede områderne vest for Atlanterhavet. Den spanske hest eksisterer ikke som en egentlig race i dag, men den er basis for en lang række af de moderne hesteracer.

Der gør sig tilsvarende forhold gældende for berberen, der var den nordafrikanske hesterace, som maurerne brugte ved invasionerne af Europa i det 7. århundrede. Det var en frygtløs, energisk og smidig hest, der benyttedes til forbedring af de eksisterende hestestammer, overalt, hvor den kom frem.

Moderne hesteracer
Araberen (150) er for mange mennesker indbegrebet af skønhed og elegance.
Dens helt specielle og fine proportioner beror til dels på, at dens rygsøjle har færre led end andre heste, men det er nok især dens måde at bevæge sig på, der fryder mennesker overalt. I 4000 år har ørkenhesten været et udholdende ridedyr i de mellemøstlige områder, og i forbindelse med handel og religionskrige har den spredt sig til hele verden, hvor den med stort held er blevet krydset med lokale heste.

Man mener, at araberens hurtighed er en arv fra tarpanen, som skulle være videreført til den via den ovenfor omtalte hestetype 4. I modsætning til berberen og den spanske hest eksisterer araberen også i dag i sin helt rene form. Hesten klarer sig fint i den tørre ørken med de ekstreme temperaturskift mellem nat og dag. Den bruges især til parade- og distanceridning og kan have alle farver.

Den islandske hest (140) er også særdeles renracet, idet den er renavlet i over 1000år, efter at den blev sejlet til Island af nordiske vikinger. Racen har anlæg fra Przewalski og Tarpan, og den er stærk, hurtig og hårdfør. Ud over de gængse tre gangarter: gang, trav og galop er firtaktsgangarten tølt karakteristisk for racen. Endvidere forekommer den imponerende hurtige gangart, flyvende pas, som hesten kan slå over i fra hurtig galop. Den islandske hest anvendes især som ride- og transporthest i uvejsomt terræn over lange strækninger.

Racen er tilpasset et subarktisk klima og udvikler en kraftig man, hale og vinterpels, den omfatter alle farver og farvetegninger, og hestene opnår høj alder.

Den jyske hest (160) kan spores tilbage til 1200-tallet, men der er sket betydelig indkrydsning i de mellemliggende år. Racen har anlæg fra skovhesten, og den er nøjsom, stærk og pålidelig. Den har i Middelalderen været anvendt som krigshest med rytter i fuld rustning. Efter landboreformerne har den især udmærket sig som pålidelig arbejdshest i landbruget, hvor den på de velhavende gårde udkonkurrerede okseforspandene. Nu bruges den blandt andet som tålmodig bryggerhest ved festlige lejligheder. Den kraftige hest er tilpasset det nordeuropæiske klima, den er oftest lys rødlig med kraftig lys man, hale og hovskæg.

Forfædrene til den lille shetlands pony (102) menes at være efterkommere af tundrahesten, som skulle være kommet til Shetlandsøerne under sidste istid. Det stemmer i hvert fald godt overens med ponyens enestående robusthed og styrke.

I 1800-tallet blev den benyttet som trækdyr i kulminerne, og der er beretninger om shetlandsponyer, der fødtes og levede hele deres liv i de mørke, kolde og fugtige minegange. Ponyen, der både kan bruges som køre- og ridehest er blevet et populært kæledyr i hele verden, ikke mindst for børn.

Heste i kødproduktionen
En ikke ubetydelig del af hestene i Danmark benyttes til kødproduktion. Danmark har en lav produktion af hestekød til konsumption i forhold til de andre europæiske lande, nemlig omkring 1000t årligt. Kun en ubetydelig del af dette kød konsumeres i Danmark, mens det meste eksporteres. Det drejer sig om heste af forskellige racer, der enten har været benyttet til ridning og væddeløb eller som er opdrættet med slagtning for øje. Endelig er der tale om heste, der er avlet med hobbyformål, men som ikke har vist sig velegnede.

Netdyredoktors nyhedsbrev Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud